På den nye schweiziske messe Tresor – Contemporary Craft, flokkedes internationale kunstsamlere om dansk kunsthåndværk hos Køppe Contemporary Objects, der mener, at tiden igen er til materiale og bearbejdning, ligesom mange af de danske kunsthåndværkere hos Køppe bringer kunstneriske ærinder til bordet.
Det Frederiksberg-baserede galleri med fokus på unikke værker i feltet mellem kunsthåndværk og kunst udstiller keramik og glas side side med papir og tekstil fra såvel etablerede som nye kunsthåndværkere, der deler visionen om, at lade materialerne fortælle historien.
Køppe Contemporary Objects, blev etableret af arkitekt Bettina Køppe i 2016, som langt fra er en novice i faget. Siden hun etablerede det hedengangne Drud & Køppe i Stensalen ved Designmuseum Danmark i 2006, er meget vand dog løbet under broen, og hun mener, at tiden for materialebaseret kunst er en anden nu.
Selvrespekt og ordentlige priser
Ifølge Bettina Køppe skal kunsthåndværkerne have selvrespekt, insistere på deres identitet og stå ved, hvem de er, og hvad, der gør faget særligt – og ikke forsøge at at være designere eller kunstnere, men kunsthåndværkere. Som gallerist sorterer, sammentænker og præsenterer Bettina Køppe unikaværker på en måde, som ikke adskiller sig mærkbart fra kunstens univers, men som alligevel, til hendes store ærgelsen, langtfra indbringer de samme salgspriser.
“Priserne er i dag stadig på ca. en tiendedel af billedkunstens, og til trods for at værkerne er repræsenteret i de fineste samlinger, og udgifterne er de samme, kan man få et hovedværk af en nulevende kunsthåndværker for kun 50.000 kr. Det hænger slet ikke sammen,” påpeger Bettina Køppe, som i sin galleripraksis kæmper for at formidle værkerne som erkendelsesarbejde på samme niveau som netop billedkunsten.
“Heldigvis bidrager enkelte fyrtårne indenfor den keramiske formgivning som Axel Salto, Edmund de Waal og Ken Price til at positionere kunsthåndværk som et fag, der endelig er parat til at indtræde i kunstens rum med priser, der topper på auktionssider verden over,” hvilket understøtter Bettina Køppes ærinde om, at betragte kunsthåndværket som en kunstart på lige fod med fotografi, skulptur og maleri.
International interesse for dansk kunsthåndværk
Køppe Contemporary Objects viser seks årlige udstillinger og repræsenterer kunstnere, der arbejder i traditionelle materialer som glas, keramik, træ og tekstil, for hvem en fælles faktor er, at værkerne er skabt i hånden. Håndværket er grundlæggende og netop dét, er en af årsagerne til den massive entusiasme, Køppe oplevede fra internationale kunstsamlere, museer og institutioner på Tresor – Contemporary Craft i september.
Til trods for, at messen åbnede dørene for allerførste gang i Basel i september i år, spår Bettina Køppe messen til at have et stort fremtidigt potentiale for at positionere kunsthåndværk i en mere ambitiøs, selvstændig retning, end hvad tidligere messer har formået. Køppe nærer respekt for de resultater, der allerede er blevet skabt på førsteåret, og solgte da også under messen to værker til en museumssamling.
Fra Hempel til Tresor
Sidste år kuraterede Bettina Køppe, sammen med tidligere museumsdirektør Bodil Busk Laursen, udstillingen Glasur på Hempel Glasmuseum og Sophienholm, og kurateringen på messen i Basel lagde sig i direkte forlængelse deraf med udstillerne Karen Lise Krabbe, Ida Wieth, Gitte Jungersen, Bente Skjøttgaard, Pernille Pontoppidan Pedersen, Christina Schou Christensen, Pernille Braun, Maria Koshenkova, Terese William Wearnerlund, og et par nye navne: Per René Larsen og Anne Tophøj.
“Til Tresor – Contemporary Craft lavede jeg en komprimeret udgave af udstillingen på Hempel Glasmuseum, tematiseret omkring glasur. Jeg viste objekter i glas og keramik af kunstnere, der eksperimenterer med og ophæver grænser mellem de to materialer. Det var en god introduktion til et nyt publikum, da det vækkede deres nysgerrighed, og jeg oplevede, at folk var meget optaget af, hvordan det var lavet.”
At tale om værkernes tilblivelsesprocesser begynder at have sin berettigelse igen, påpeger Bettina Køppe, der fortæller, at kunstsamlersegmentet, der udgjorde en stor del af de besøgende på messen, nærmest virkede mystificerede overfor grundlæggende materialebearbejdninger og er kommet langt væk fra at vurdere selve håndværket – en tendens, hun mener skyldes, at mange processer er fjernet fra vores hverdag, og at samtidskunsten ofte ikke anvender håndværk.
Tiden er til materialer og håndværk
Den mest markante forskydning i formidlingen af kunsthåndværk, siden Bettina Køppe startede i faget for 20 år siden, er, at værkerne tidligere refererede direkte til funktionen og kvaliteten og blev målt på, hvor mange timer og hvor svære teknikker, der blev brugt i værkstedet. Efterfølgende bevægede fokus sig over på det konceptuelle og nu, i det samtidige kunsthåndværk, sker der et skred mod, at processen igen bliver en integreret del af værkforståelsen.
“Vores måde at aflæse objekter på ændrer sig i takt med, at resten af verden og de omkringliggende fag gør det. Og det er det, der er særligt interessant ved kunsthåndværk i dag: At værkerne, udover deres håndværksmæssige kvaliteter, indeholder nye kunstneriske ærinder, som kan spænde fra personlige historier til meta-kommentarer over feltet eller undersøgelser i relation til materialernes egenskaber. En indgående viden om de enkelte materialer er kendetegnende for de kunstnere, jeg samarbejder med,” siger hun.
“Kunsthåndværket er stadig, og vil altid være bundet til materialet, men det må gerne kommentere på og gå i dialog med undersøgelser, historier og traditioner. Hver enkelt kunstner udvikler deres individuelle sprog, som ofte handler om materiale og proces; det ses bl.a. hos glaskunstner Pernille Braun, som laver et kontrolleret set-up, der udsættes for processen i ovnen, så hendes værker også bliver en fortælling om, hvad der foregår i ovnen.”
Proces og håndelag
Christina Schou Christensen og Pernille Pontoppidan Pedersen, som begge arbejder i keramik indlejrer samme fortælling om det kontrollerede versus det ukontrollerbare i deres abstrakte objekter, og udviser derved et stærkt kendskab til deres respektive materialer. I deres værker er det nærmest leret eller glasuren, som overtager i processen og skaber formen, og man kan som beskuer tydeligt aflæse processen, mener Bettina Køppe.
“Kunsthåndværket bør få sin berettigelse i formidlingen og på markedet, for man skal ikke underkende vores grundlæggende behov for at være omgivet af noget smukt. Der har været en tendens til, at skønhed ikke er et parameter i kunsten, og dér kan kunsthåndværket virkelig tilbyde noget,” afslutter Bettina Køppe.
