Hæder i egne rækker

Hæder i egne rækker

Stifter af webmagasinet kunsten.nu, Jan Falk Borup, modtager N.L. Høyens Medalje fra Akademiraadet. Pressefoto

af Susanne Hviid

Susanne er cand. mag. i Fransk, Æstetik og Kultur og har bl.a. en fortid på DR. Nu er hun Sekretariatsleder i Kunsten Media Fonden, men er stadig tilknyttet designETC.

Jan Falk Borup, stifter af webmagasinet kunsten.nu, modtager i dag N.L. Høyens Medalje fra Akademiraadet for “en indsats af høj kvalitet inden for forskning, fortolkning eller formidling af de skønne kunster”.

Mens kulturredaktionerne løbende bliver beskåret på landets aviser, har den digitale platform kunsten.nu været med til at opretholde fokus på kulturformidling og kunstkritik.

“Vi skal fastholde, at kunstkritik og formidling er vigtig, så man stadig kan orientere sig om, hvad der sker, både på et fagligt og et generelt interesseplan,” siger Jan Falk Borup.

kunsten.nu, der i 2004 startede som en græsrodsbevægelse lokalt i Aarhus, har udviklet sig til en markant, national aktør med et alsidigt formidlingsarbejde for billedkunsten med årlige kunstfestivaler i Aarhus (Art Weekend Aarhus) og i København (Cph Art Week).

Chefredaktør Charlotte Jul og direktør Jan Falk Borup står bag designETC, der er det nye digitale magasin i Kunsten Media Fonden. Foto: Julie Vöge

Og det koncept har Jan Falk Borup videreudviklet på,  så der i år rækkes ud til andre kulturområder. I januar blev designETC lanceret som et digitalt magasin om kunsthåndværk og design med den kritiske formidling som kerne, og senere på året lanceres et lignende koncept for scenekunsten.

Dermed er der skabt en tværgående og faglig medieplatform for den kritiske og faglige kulturformidling, hvor man på tværs af redaktionerne bliver i stand til at inspirere hinanden ift. nye samarbejder og nye måder at formidle på.

“Jeg ser et potentiale i, at kulturformidling bliver forstået forskelligt indenfor de forskellige faggrupper, for det er altid gavnligt at tænke formidling på nye måder. Mit håb og ønske er, at vores fagredaktioner inspirerer hinanden gensidigt ift. nye samarbejder, nye idéer og nye artikelformater.”

Læs om alle Akademiraadets medaljetildelinger her

Du kan også læse det fulde interview med Jan Falk Borup på kunsten.nu

Del artiklen

'Hæder i egne rækker'

Facebook