Halvlunken hyldest på CLAY

Halvlunken hyldest på CLAY

Gutte Eriksen: Tekande med basthank samt to bægre, u.å. Hårdtbrændt lertøj. CLAY – Erik Veistrup Samlingen. Foto Ole Akhøj

af Pernille Anker Kristensen

Pernille Anker Kristensen har formidlet designstoffet gennem flere år for bl.a. Jyllandsposten, ligesom hun har været ekstern lektor på Københavns Universitet, censor på Designskolen og nu er medlem af Association Internationale des Critiques d’Art (AICA).

Billedserie

Udstillingen Lerets Læremester – Gutte Eriksen 100 år på CLAY i Middelfart har mange fine anslag. Men desværre bliver ikke alle fulgt helt til dørs. Ikke mindst de ufiltrerede fortællinger fra Gutte Eriksens elever efterlader flere spørgsmål end svar.

Kan rustikt lertøj være nuttet? I tilfældet Gutte Eriksens dukkestel er svaret ja. Tekanden er et mesterværk i miniformat. Den har det, Gutte Eriksen (1918-2008) blev så kendt for: enkeltheden og den klassiske form, smeltet om til højst personligt unika med ekspressiv glasur og lavaagtig overflade.

Dukkestellet er et highlight på jubilæumsudstillingen Lerets Læremester – Gutte Eriksen 100 år, der er flyttet ind i tre lokaler på CLAY. Eller måske snarere flyttet om. Museet har nemlig været i egne gemmer efter værker for at fejre, at den store dame i dansk studiokeramik ville være fyldt 100 i år.

I 1936 skiftede Gudrun (Gutte) Agnete Tryde Eriksen husholdningsskolen ud med Kunsthåndværkerskolen. Efter krigen tog præstedatteren fra Rødby over til keramikguruen Bernard Leach i England, der præsenterede hende for den japanske tradition. Og Gutte Eriksen positionerede sig herefter hurtigt internationalt.

I dag optræder Gutte Eriksens charmerende skæve brugsting i samlinger i ind- og udland. Så det er med god grund, når CLAY retter ”blikket mod hendes betydning som en væsentlig pioner i dansk keramikhistorie,” som udstillingsteksten forklarer.

Gutte Eriksen: Dukkestel, kopper og underkopper, u.å. Hårdtbrændt lertøj. CLAY – Erik Veistrup Samlingen. Foto: Ole Akhøj

Visuel virkelyst

Men kun få af de godt 70 udstillede kander, kopper, fade og skåle er dateret. Det er et problem. I hvert fald et benspænd, der gør det svært for andre end fagfolk at orientere sig og følge udviklingen i Gutte Eriksens produktion.

Det er jo det, hundredåret lægger op til. Et par stilhistoriske stikord om de enkelte værkgrupper kunne være en vej ind. Hvor ser vi inspirationen fra oldtidskeramikken og hvor fra Japan? Men udstillingen er karrig med oplysningerne.

De tre planchetekster er fine, men generelle. Som gæst på et museum – endda med speciale i keramik – savner jeg koblingen til selve værkerne. Hvilke har gjort Gutte Eriksen til pioner og hvorfor? Hvor er der eksempler på den tidlige og sene Gutte Eriksen? Ikke det store forkromede overblik, men måske et par overskrifter til værkerne hist og her for at hjælpe publikum med at hitte rundt i Gutte Eriksens oeuvre. Når nu vinklen er keramikhistorie.

Jeg havde sat næsen op efter noget mere. Efter at få sat tingene i forhold til stil og perioder i Gutte Eriksens pottemageri. Bare et par hints til opstillingen i de to Gutte Eriksen-rum. For hvad er udstillingsprincippet – ud over farvematch og lysets spil i glasuren? Det giver ikke sig selv.

Lerets Læremester, CLAY 2018. Foto: CLAY

Men ok, lertøjet med de ekspressive glasurer er ved at boble over af visuel virkelyst og taler sit eget taktile sprog. Jeg tager mig selv i at række ud efter en skål, der solbader i vindueskarmen. En hel væg er helliget porcelæn og stentøj fra 1962 for Bing og Grøndahl – en forfriskende ny side af repertoiret.



Herrerne styrer
For at følge tråden op til i dag viser udstillingen et eller to værker af syv tidligere Gutte Eriksen-elever: Inger Rokkjær, Kim Holm, Lotte Glob, Lis Ehrenreich, Buller Hermansen, Hans Vangsø og Anne Fløche.

De kom i lære på værkstedet eller gik på Det Jyske Kunstakademi, hvor Gutte Eriksen underviste i 1960’erne og 1970’erne. 

Eleverne udstiller i det utaknemmelige gennemgangsrum ud til toiletterne. Mere eller mindre åbenlyst sender deres værker en hilsen tilbage. Men igen: Det ville være rart at høre lidt mere om, hvordan.

Foruden Inger Rokkjærs delikate raku-krukke og kande har især herrerne power. Hans Vangsøs stentøjskrukker med askeglasurer og Kim Holms blå cylinder med den indbydende stoflige tekstur står stærkt.

Gutte Eriksen: To vaser, u.å. Hårdtbrændt lertøj. CLAY – Erik Veistrup Samlingen. Foto: Ole Akhøj

Gamle elevers fest
Et kapitel for sig er keramikernes beretninger fra studietiden under mesterens kyndige og tilsyneladende kontante vejledning. Her går der gamle elevers fest i den. 

Vi hører, hvordan Gutte Eriksen var en stor inspirator. Men også en stejl lærer, der krævede, at andre var lige så dedikerede, som hun selv.

Buller Hermansen skriver det direkte: “Gutte var skide streng, og man skulle gøre, som hun ønskede.”

Elevernes ufiltrerede fortællinger får lov at stå uimodsagt. De pirrer nysgerrigheden og tager ligesom hul på noget, som med fordel kunne foldes mere ud. For at nuancere billedet. For at få konteksten med og høre hele historien om, hvor markant anderledes det også var at stå i lære dengang. Gutte Eriksen kan af gode grunde ikke protestere.

Det stritter
At peppe historiens tunge arvegods op med elevernes værker og anekdoter passer til en jubilæumsudstilling. Der er mange fine anslag. Men desværre ikke alle bliver fulgt helt til dørs. I elevrummet, der skal vise Gutte Eriksens betydning for efterslægten, mangler forklaringen på, hvorfor netop de værker er udstillet. Og hvordan de er i familie med mesterens.

Udstillingen stritter i forskellige retninger, og den designhistoriske ambition støder ind i den biografiske. Gutte Eriksens aftryk på keramikhistorien svinger over i elevernes impressionistiske fortællinger. Resultatet er derfor desværre en halvlunken hyldest, der efterlader flere spørgsmål end svar.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del artiklen

'Halvlunken hyldest på CLAY'

Facebook