Kunsthåndværkets kernekraft

Kunsthåndværkets kernekraft

Bente Skjøttgaard er en af de keramikere, der har international succes. Værk: Metamorphosis #1/5. Foto: Ole Akhøj

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Hvad nu, hvis man kunne samle alle kapaciteter indenfor dansk kunsthåndværk i et fælles kraftcenter, så Danmark for alvor kunne komme på den politiske, kulturelle og internationale dagsorden? Hvad nu hvis…

Arkitekturen er det. Design er det – en del af den erhvervspolitiske dagsorden og selvforståelse i form af satsningsområder, Danmark så åbenlyst skal leve af i fremtiden og promovere os på i den store verden. Dansk kunsthåndværk hører ikke til i samme liga, trods den ligefremme slægtshistorie, men hænger i den store brune keramikbremse blandt den brede offentlighed – desværre. Men faktum er, at dansk kunsthåndværk aldrig har været mere interessant, mere subtil, mere intellektuel, mere narrativ, mere international og mere anerkendt.

En stribe af særligt keramikere har godt gang i deres internationale karriere, og stærke internationale samlere er begyndt at kigge langt efter det lille land med de ufattelig mange nytænkende kunsthåndværkere på relativt få kvadratmeter. Nutidigt dansk kunsthåndværk har samme visionære og kommercielle potentiale som både arkitektur og design.

Unit 1, 3583 Dubois er titlen på keramiker Anders Ruhwalds installation i en lejlighed i Detroit i et område, der tidligere husede mange beboelsesejendomme, men nu efter krisen kun har et par stykker tilbage. Ruhwald har dystert iscenesat lejligheden som en sort i sort totalinstallation med afbrændte overflader og sorte keramiske genstande, der mimer de reelle. Foto: Anders Ruhwald

Helhed skaber synlighed
Hvad nu, hvis vi kunne samle alle aktører indenfor dansk kunsthåndværk i et stort kraftcenter? Et kraftcenter som ingen kan komme udenom, og som kan blæse støvet af fordommene og give dansk kunsthåndværk den nutidige forståelse og placering, det fortjener.

Et sted hvor de studerende kan komme og eksperimentere, hænge ud og blive inspireret. Et sted med arbejdende værksteder. Et sted med skiftende mindre eksperimentelle og større etablerede udstillinger. Et sted med politiske interesseorganisationer, der arbejder for området. Et sted med en galleributik så velassorteret, at det er her, man altid går hen, når man har ‘money to spend’, vil inspireres og finde det sidste nye ‘up and coming’ kunsthåndværk eller købe keramik, smykker, glas eller tekstilkunst af de formgivere og kunstnere, man allerede bruger, samler på eller nyder derhjemme.

Designduoen ben&sebastian arbejdet i hybrider mellem design, kunsthåndværk og kunst. Pressefoto

Et sted, hvor fagligheden formidles og udveksles gennem en samlende kommunikativ indsats. Et sted med en administration, som områdets udøvere kan trække på i form af gode råd, businesssparring, juridisk konsulentbistand osv. Et sted hvor områdets forskere, studerende, gallerister, iværksættere, museumsfolk, udøvere, administratorer og formidlere kan leje kontorer, og mødes og netværke ind og ud mellem hinanden.

Et sted som publikum og turister valfarter til på linje med Louisiana, fordi der sker så meget for hele familien – de arbejdende værksteder, de nytænkende udstillinger, den mundvandsløbende butik, den delikate café og stedets ånd og beliggenhed i det hele taget. Og ja, jeg har en drøm om, at det kunne blive en industriel lækkerbidsken af et hus som fx. Svanemølleværket – tæt på byen, tæt på vandet og tæt på pakhus 48 i Nordhavn, hvor nogle af de store showrooms indenfor møbler og belysning allerede oplever synergieffekten af at samle sig og arrangere fælles events.

Kunne man tilmed drømme om, at dette eventyrlige epicenter husede et moderne Bed & Breakfast, så både artist in residence-kunstnere, turister og udenlandske journalister og forskere kunne overnatte in medias res?

When complexity moved in var titlen på smykkekunstner Annette Dams udstilling, her med brochen Happiness-ascribed i oxyderet sølv, kobber, resin og epoxy. Foto: Dorte Krogh

Kunsthåndværk ikke sexet nok
Som fagperson på området på 16. år har jeg talt med ufattelig mange kunsthåndværkere, forskere og museumsfolk, der alle begræder flere højrelevante problemstillinger, der kunne løses med … (jeg hvisker det: et fælles kraftcenter).

En af områdets udfordringer er, at dagspressen nedprioriterer kunsthåndværk i kultursektionen til fordel for film, teater, musik og kunst. Som det uægte barn ingen rigtig ved, hvor kommer fra, hører til eller er på vej hen. Svær at rubricere, svær blive klog på og svær at skaffe læsere til. Men det er da klart, hvis området ikke bliver taget lige så alvorligt og ikke får lige så meget taletid som film, teater, musik og kunst. Netop den uklare, løse, ikke-rubricerbare definition af kunsthåndværk gør feltet til et af de mest interessante områder indenfor kulturen. Fordi feltets sprængte akilleshæl mellem kunst og håndværk netop trækker definitionen ud som en elastik, der kan sprænge, men også rumme mange, mange flere nuancer end dem, man umiddelbart tilskriver det.

Kunsthåndværk bliver af anmeldere og kunsthistorikere – og til dels af udøverne selv – ofte opfattet som mindreværdig i forhold til billedkunsten, hvis historik trækker længere spor, er finere fordi brugen ikke er et praktisk parameter og er mere intellektuel, fordi kunsten ofte refererer og bruger abstrakte og metafysiske refleksioner som medspillere. Men hey, det gør moderne kunsthåndværk da også. I både USA og England har der længe været opbrud i rækkerne indenfor netop definitionen af en moderne kunsthåndværker, der normalt oversættes med ‘craftsperson’ eller ‘craft artist’.

Brochen More or less skabt af smykkekunstner Annette Dam i 2013 i sølv, forgyldt sølv, emalje, ordensbånd og clips. Foto: Dorte Krogh

Flere og flere insisterer på at bevæge sig væk fra ‘craft’-termen og kalde sig fx ‘glass artist’ eller ‘ceramic artist’, fordi de ikke føler sig set, læst og forstået rigtigt i den tidligere historisk definerede ‘craft’-kontekst. For klart afgrænsede områder og definitioner har det med at rykke sig og flytte med tiden, heldigvis – og i dag er faggrænser kun formelle inddelinger indenfor stort set alle kulturelle udtryk. Hybrider og krydsbefrugtninger kunstarterne imellem skaber nye veje, nye identiteter og nye visioner til nye tider.

Og det er her, at journalister og anmeldere har sovet i timen. Trods opgangstidernes øgede fokus på det kommercielle kunsthåndværk er der stadig langt mellem (gode og vidende) anmeldelser af udstillingerne af det unika-prægede og eksperimenterende kunsthåndværk som fx. den fremsynede smykkekunst på de mange nye gallerier, der er skudt op i København.

Togetherness
Tænk, hvis alle de midler, der lige nu er spredt på mange hænder og instanser kunne samles og generere endnu mere viden, formidling, forskning, fokus og målbare resultater. Tænk hvis magtkampe og bureaukratiske kasser organisationerne imellem kunne opløses såvel praktisk som mentalt og skabe synlig kamp og fælles gejst omkring det mest fantastiske, der nogensinde er sket indenfor området.

Tænk hvis hver institution kunne forene deres udmærkede dagsordener i en fælles tænketank med den store vision for øje. Tænk hvis det virkelig kunne lade sig gøre at få politikernes, anmeldernes, forskernes og turisternes interesse, benovelse og indlevelse, så dansk kunsthåndværk kunne blomstre, udvikle sig, blive indkøbt i lange baner og rejse over grænser i langt højere grad end det er tilfældet nu. Tænk hvis andre lande ligefrem gik vores koncept i bedene og satte bureaukratiske og magtrelaterede forviklinger til side og sagen i front? Tænk hvis…

Isabel Berglunds integrerende strikværk Peoples’ Jumper. Pressefoto

Helt konkret tænker jeg på institutioner som Design Museum Danmark, Danske Kunsthåndværkere & Designere, Statens Værksteder for Kunst og til dels Danmarks Designskole, Designskolen Kolding og Skolen for Glas og Keramik på Bornholm, der kunne bruge stedet som ‘hub’ og vise deres årlige afgangsudstillinger her som det mest naturlige i verden. Side om side med MINDCRAFT-udstillinger, Danske Kunsthåndværkeres Officin-udstillinger, Design Museum Danmarks etablerede udstillinger, selvstændige galleriudstillinger og eksperimenterende laboratorie-udstillinger, hvor husets arbejdende kunstnere udstiller deres både helt og halvt færdige arbejder.

Og kunne man forestille sig noget så banalt som at lave en regel om, at de arbejdende, altid økonomisk trængte kunstnere, betalte med et værk for leje af lokaler, udstillingsrum, kost eller logi afhængig af forretningsmodellen, så man kunne opbygge en samling af aktuelle, tidstypiske værker på den lange bane?

Tekstilkunstner Martine Myrup beklæder forventningerne til piedestalen med frotté. Foto: Martine Myrup

Naivitet, viden og business
Jeg ved godt, det lyder vidtløftigt. Men mange, inklusive mig selv, havde aldrig startet virksomhed, hvis vi ikke havde troet oprigtigt og naivt på sagen. Naivitet er en nærende drivkraft, hvis den parres med den rigtige ambition, den rigtige økonomiske model, de rigtige mennesker, de rigtige kanaler og de rigtige fremsynede visioner. Jeg forestiller mig en tænketank bestående af lige dele erhvervsfolk, forskere, museumsfolk, udøvere, iværksættere og formidlere, der kunne arbejde videre med ideen for at se, om den er realistisk at udleve. Jeg ved fx. ikke om Svanemølleværket er en mulighed (egnethed, sikkerhed, plads, ledighed), og om de forskellige organisationer overhovedet kan se fidusen i at skabe et sådant kraftcenter.

Eller om det er muligt at tænke offentlige, private og kulturelle midler og faggrænser så meget ud af boksen, at det er realistisk i praksis. Jeg tænker også sponsorater og co-branding med virksomheder ind som en del af den økonomiske virkelighed. Både til hjælp til indretningen af huset, cafeen, hotellet og administrationen og som professionelt indspark til driften, forretningsudviklingen, strategien osv.

Utopisk drøm eller visionær mulighed?
Jeg er godtroende og måske en kende utopist, men jeg drømmer ikke om et urealistisk filantropisk projekt. Jeg drømmer om en rentabel syntese mellem kultur og business. Mellem faglighed og udvikling. Mellem eksperiment og innovation. Mellem energi og realisme. Et kraftcenter med lige dele oplevelsesøkonomi, sund forretning, faglig knowhow, videndeling og udvikling.

Sanne Ransbys Nocturne, bomuld, hør, silke og laserskårede stofstrimler. Vævet i bølgekiper
med oppluk. Foto: Poul Ib Henriksen

For hvad nu hvis et dansk kraftcenter for kunsthåndværk kunne blive en kraftfuld stemme i den hjemlige politiske debat- og dagsorden og en uomgængelig aktør på den internationale kunst- og designscene? Hvad nu hvis det kraftcenter blev en magnet på danske som internationale anmeldere, fordi udstillingerne og formidlingen af dem er på så højt et niveau, at de ikke er til at komme udenom?

Hvad nu hvis vi skabte et ‘gesamtkunstwerk’ af et museum/shop/workshop/galleri/hotel/restaurant, så danske som udenlandske turister, der gerne vil have et overblik over området, inspireres og shoppe kan besøge og få alle deres ønsker opfyldt på én gang? Et sted, der med andre ord er lige dele museum, kunsthal, butik, galleri, værksteder, kontor-hub, spisested, hotel og udflugtsmål. Lige dele ideologi, kærlighed, faglighed, viden og nytænkning – på tværs af offentlige, private, kunstneriske, kulturelle og administrative udfordringer, principper og politik?

Drømmen om et kraftcenter er en opgave for Kulturministeriet, Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, organisationerne, udøverne, erhvervslivet, iværksætterne, formidlerne og forskerne, så dansk kunsthåndværks høje kvalitet, nytænkende standarder og internationale potentiale udnyttes og forvaltes maksimalt.

Hvad nu hvis…

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

I 2011 skrev jeg ovenstående kronik, men ingen aviser ville bringe den. Den handlede jo om kunsthåndværk. Forleden genlæste jeg kronikken og opdagede, at præmissen stadig er den samme: kunsthåndværk nyder ikke samme prestige som arkitektur, film og litteratur. Derfor valgte vi på designETC at bringe kronikken i en lettere opdateret udgave.

Siden 2011 er der kommet flere fælleskabsorienterende initiativer til:  3daysofdesign, Danish Design Festival og det kommende Blox Hub, der dog er mest til design business. Alle initiativerne inviterer stadig ikke kunsthåndværket markant indenfor, så tanken om et kraftcenter for kunsthåndværk er stadig lige relevant...

Del artiklen

'Kunsthåndværkets kernekraft'

Facebook