New Nordic: Narrativ eller narreværk?

I perioden 1994-2004 underviste jeg på Danmarks Designskole – først som leder af afdelingen for møbeldesign, siden som projektlærer.
Omkring årtusindeskiftet, eller lidt før, fik instituttet en ny ekstern afgangscensor. Jeg husker, hvordan denne højt begavede, progressive og sympatiske mand gik empatisk ind i projekterne. Med rette og stor veltalenhed efterlyste han i mange af projekterne et stærkere ’narrativ’; En udfoldelse af historien omkring det designede objekt – og en mere sælgende og forførende præsentation.

Overfor dette indvendte jeg – måske en smule bagstræberisk – at det i al fald ikke måtte gå ud over projekternes substans som en relevant arkitektonisk kontekst, en klar bærende idé, innovative konstruktioner, teknisk troværdige løsninger eller en karakterfuld proportionering. Vores fælles engagement gjorde, at vi fik nogle fine og spændende debatter ud af vores forskellige indgangsvinkler.

Uden nogensinde at blive helt enige, var vi dog heller ikke helt uenige; Alle ovennævnte elementer bør nemlig være tilstede i og omkring det designede møbel i et afgangsprojekt, mens vægtningen af dem, kan være til debat. Af diskussionen med censoren lærte jeg noget om betydningen af at fortælle historien omkring tingene. Det narrative element. Naturligvis bygget op omkring et velfunderet indhold; den dristige idé, den innovative konstruktion eller den smukke arkitektoniske indpasning.

Narrativet som ’fake news’?
Siden er der sket meget: I samfund og kommunikationsmidler. I møbelbranchen og indenfor design- og arkitektuddannelserne. Og måske er historierne nu ved at løbe af med os? Blevet en slags ’Fake News’?

I dag er enhver mellemstor eller stor møbelvirksomhed bevidste om, at de ikke skal sælge et produkt eller en brugsgenstand. De skal sælge en historie omkring det – og omkring sig selv. Det betyder igen, at hvis der ikke er en naturlig historie bag et produkt, ja, så må der opbygges én. Og gerne en, der er letfordøjelig på de sociale medier, som i dag er en naturlig del af hverdagen for de fleste.
God beskæftigelse for marketingsfolk og skribenter. Ikke altid i forbrugeroplysningens og sandhedens tjeneste. Således også med den helt store salgshat; New Nordic.

Dygtigt fremført er det. Med antydninger om en renæssance for den Nordiske Modernisme og den danske møbelguldalder. Med løfter om kærlighed til træ, form og bæredygtighed iblandet nostalgi og ’dansk hygge’.

Hvad står New Nordic for?
Men hvad dækker det egentlig over? Står det for en særlig nordisk, humanistisk tilgang i lighed med den Nordiske modernisme fra 30’erne repræsenteret ved fx Alvar Aaalto, Wilhelm Lauritzen og Gunnar Asplund? Står det for en særlig, kærlig omhu og den allerhøjeste kvalitet, som vi så det i 50’erne hos Juhl, Wegner og Kjærholm? Står det for fornyelse og innovation til gavn for møblernes brugere? Eller står New Nordic for hverdagspoetiske møbeltyper, der relaterer sig til nye livsmønstre, familiestrukturer og boligformer?

For mig at se, er det snarere blevet endnu en stil, endnu en trend, med repetitioner af samme materialer og former, som om disse skulle være et svar på det lykkelige liv. Som sådan kan New Nordic tjene til at fremme udskiftning af møbler og boligartikler, der ikke falder ind i tidens mode.

Egetræet; et modemateriale?
Et af modematerialerne er egetræ. For tiden skal næsten alle træmøbler fremstilles i egetræ – og sådan har det været de seneste ti års tid.
Eg er en langsomt voksende træsort, som man før i tiden værnede om og kun brugte til emner, der skulle have en særlig høj kvalitet, vare meget længe eller være modstandsdygtige overfor udendørs brug. Kan det kaldes bæredygtigt, at fremstille skidt og kanel, ja, endog møbler i repeterende, korttidsholdbart design og ringe udførsel i denne fine træsort, som nu er ved at være svær at opdrive, når der faktisk findes mange andre gode og smukke sorter? Vel et retorisk spørgsmål, når det stilles sådan op.

Når jeg i dag betragter uddannelserne i møbeldesign, sker det udefra. Jeg ved ikke i detaljer, hvad der foregår. Meget tyder dog på, at der ikke alene skæres ned, men også – politisk bestemt – omprioriteres til fordel for salgsorienterede uddannelseselementer på bekostning af fordybelsen i de fagligt substantielle områder; møblet som del af en arkitektonisk helhed, konstruktionens kunstneriske udtryk, bæredygtighed m.m.

Mon der, i designundervisningen, om nogle år findes plads og afsæt til interessante diskussioner mellem fagligt passionerede censorer og undervisere om fagets indhold og narrativets betydning? Eller står narrativet alene og dækningsløst tilbage? Lad os få flere gode designhistorier! Først og fremmest ved at lave noget, der er værd at fortælle om.