Q&A: Kurator Katrine Borup

Hvorfor hedder udstillingsrækken TIL STEDEt?
Det gør den for at understrege, at værkerne er lavet til et bestemt sted, nemlig gallerigangen i Bagsværd Kirke. Den typografiske leg med det sidste t betyder, at titlen også kan læses som ”til stede”. Det er en vigtig pointe, som peger i flere retninger: For det første mener jeg, at kunsthåndværk repræsenterer en særlig form for tilstedeværelse, typisk i kraft af materialiteten og håndværket. For det andet håber jeg, at udstillingerne kommer til at aktivere rummet, så arkitekturen kommer ”til stede” på forskellig vis afhængig af det modspil, den får. Endelig er det også en opfordring til publikum om at åbne sig i mødet med værkerne og arkitekturen.

Hvordan er de første 11 udstillere i rækken valgt?
Det har været vigtigt for mig at kuratere forholdsvis bredt – dvs. at have flere forskellige faggrupper med, og der hvor der er flere udøvere fra samme faggruppe, har jeg valgt nogle, der arbejder meget forskelligt.

Utzons fantastiske arkitektur har været mit udgangspunkt på forskellig vis: Hans brug af materialer har guidet mig, men også måden hvorpå han orkestrerer sine virkemidler. Der er en meget vellykket balance i mellem helhed og detalje i Bagsværd Kirke; i mellem det rå og ubearbejdede og det forfinede, filigranagtigt detaljerede. Jeg synes, flere af de kommende udstillere har denne utzonske evne til at skabe hierarki i deres værker. Flere af kunsthåndværkerne/designerne har desuden (ligesom Utzon) en forkærlighed for geometriske former. Nogle deler også arkitektens interesse for ny teknologi og evner ligesom ham at få det poetiske til at gå hånd i hånd med det rationelle.

Hvad betyder det at skabe stedsspecifikke værker?
Det er et velkendt fænomen, at den samme keramikskål kan opleves som to vidt forskellige objekter – hvad enten det er på spisebordet derhjemme eller på et podie i et højloftet udstillingslokale.

Som kunsthåndværker/designer er man som regel underlagt det vilkår, at et objekt stopper ved sin egen fysiske grænse, og man er nødt til at tro på, at tingene er stærke nok til at ‘klare sig selv’ i forskellige sammenhænge. Man er faktisk nødt til at arbejde på en måde, så tingene har den fleksibilitet i sig. Med muligheden for at arbejde stedsspecifikt følger muligheden for en større præcision. En simpel ting som skala kan man nu forholde sig præcist til og tilpasse sine objekters størrelse til et eksisterende rums skala – og ikke bare til for eksempel kroppens skala. Det samme gælder valget af materialer. Jeg tror stedsspecificiteten skærper såvel udøvernes som beskuernes opmærksomhed i forhold til tingenes ’sprog’ og de formelle virkemidler – den skærper vores bevidsthed, simpelthen.

Hvordan fungerer gallerigangen som udstillingsrum?
Gallerigangen er lang, relativt smal og domineret af et gennemgående modulsystem af søjler og bjælker i beton. Gulv og vægge er bygget op af elementer, så der er rigtig mange linjer i gallerigangen. Virkningen er umiddelbart stærkt horisontal, men når man bevæger sig igennem gangen, opstår der pga. bjælkerne og ovenlyset et vertikal ‘sug’ opad imellem bjælkerne. Og ved at variere betonbjælkernes højder har Utzon skabt en rumlig rytme i gangen, som på subtil vis bryder med stramheden samtidig med at modulet følges. Det er GENIALT. TIL STEDEt åbnede med en præsentationsudstilling af de kommende udstillere i november 2016. Til den udstilling havde jeg lavet et udstillingsdesign, som understregede variationen og den specielle rumlige rytme i gallerigangen.

Hvad forventer du dig af udstillingerne?
MEGET…..fantastisk kunsthåndværk og design, der kan appellere til både krop og tanke.

Jeg glæder mig til at se de vidt forskellige rumlige greb, udøverne helt sikkert vil benytte sig af, når de på skift indtager gallerigangen. Jeg glæder mig også til at opleve, hvordan forskellige materialer, overflader, størrelser, proportioner, farver osv. vil kunne trække stemningen i gallerigangen i forskellige retninger.

Jeg har besøgt kirken med mange af de kommende udstillere og det har været virkelig sjovt, fordi de alle så noget forskelligt – blandt andet pga. deres forskellige fagligheder. Maria Bruun og Anne Dorthe Vester, som laver møbler, faldt for eksempel i svime over nogle skabe, jeg overhovedet ikke havde bemærket. Udstillerne vil helt sikkert lade sig inspirere af kirken på hver deres måde.

For mig er det væsentlige nok især dialogen med stedet. Dels selvfølgelig fordi stedets arkitektur er så fantastisk inspirerende og markant, dels fordi jeg mener, kunsthåndværkere og designere har et uudnyttet potentiale i udsmykningssammenhæng. Der mangler simpelthen fokus på, at vi også evner at arbejde stedsspecifikt og måske oven i købet kan bidrage med noget andet, end billedkunstnerne kan, i dialog med forskellige typer af rum. Det vil TIL STEDEt og tiden vise…..