Rikke Lunnemann, Svendborg

Rikke Lunnemann, Svendborg

"Processen fra det hårde, kolde metal til spinkle, bløde former er inspirerende”, siger Rikke Lunnemann.

af Julie Vöge

Julie Vöge er selvstændig skribent og fotograf og har det sidste årti arbejdet freelance. Julie er fast leverandør til Politiken og har desuden flere bogtitler på cv’et.

Hendes smykker indkapsler små øjeblikke i sølv og guld. Delikate, håndlavede smykker inspireret af naturen, familielivet og dagligdagen – og altid tænkt i samspil med kroppen og den, der bærer smykket. 

Værkstedet er ikke stort, så sirlig orden er en nødvendighed.

Rikke arbejder alene i sit værksted tæt på vandkanten og med udsigt over Svendborgsund. Her bliver ikke lavet store serieproduktioner. I stedet bruges der lang tid på hvert enkelt smykke, der er håndarbejde fra bunden. Derfor er ikke to smykker ens. ”Det må der ikke være. Mine kunder efterspørger det unikke og individuelle,” fortæller Rikke.

”Findes Janteloven også blandt smykker?” Det spørgsmål stillede Rikke Lunnemann sig selv og skabte Jantelovsarmbåndene ud fra tanker om: Er en armring nødt til at gemme guldet ad vejen, så sølvarmringen ikke bliver misundelig? Og er en fingerring nødt til at gemme sin diamant, så andre ringe ikke opdager de smukke ædelsten og synes, at den praler for meget? Må smykker ikke vise, at de er noget?

”Mine smykker er aldrig overdøvende, men skrøbelige på den poetiske og historiebærende måde. De fortæller noget underfundigt eller sjovt og tager udgangspunkt i noget, jeg ser, bruger eller oplever i min hverdag,” fortæller smykkedesigner Rikke Lunnemann.

I vindueskarme i værkstedet ligger tykke, gamle egetræsplanker som display og viser Rikke Lunnemanns smykkekollektion frem. Her ses blandt andet hendes lykkepiller med indlagte diamanter ud fra devisen om, at jo flere diamanter, des mere lykke – selvfølgelig lavet med en stor portion ironi, men også alvor.
Måske er værkstedet småt, men udsigten fra vinduerne strækker sig langt ud over Svendborgsund.
“Jeg elsker den særlige fordybelse, der er ved at sidde og arbejde med smykkerne. Især guld er et fascinerende materiale. Det har teknisk set mange muligheder og en fantastisk skønhed. Processen fra det hårde, kolde metal til spinkle, bløde former er inspirerende,” siger Rikke Lunnemann.

Der ligger en personlig historie bag hvert af smykkerne, og for Rikke gør det det til noget særligt at arbejde med dem og at sælge dem:

”Jeg ser mine smykker som små værker, du bruger, passer på og har for livet – Det er sådan en dejlig tanke.”

“For børn er det vigtigt, at deres plaster bemærkes af andre. Måske det også gælder for voksne, derfor er voksenplasteret i guld, og kan bruges som broche, en provokation, en slags tatovering,” siger Rikke om historien bag sit smykkeplaster belagt med 24 ct bladguld.

Smykkedesigner Rikke Lunnemann (f. 1968) er født på Færøerne og  uddannet på City Lit Art College i London og bor i dag uden for Svendborg.

Lunnemann har deltaget i adskillige udstillinger, som fx Biennalen for Kunsthåndværk & Design i 2013 og hendes smykker har været vist på flere udenlandske gallerier i bl.a. Tyskland, Frankrig og Taiwan.

I 2010 vinder af prisen Håndfuglen på Frue Plads Markedet for bedste nye produkt.
Lunnemann.eu

Del artiklen

'Rikke Lunnemann, Svendborg'

Facebook