Det skal være chikt

”Foragten for eller latterliggørelsen af modekunsten er en dansk specialitet”. Cavling prismodtageren Knud Poulsens ord åbner lovende Marianne Verges nye bog om modemanden Holger Blom, og det er vand på denne anmelders mølle: Mode i Danmark bliver behandlet som kunstens, ja, selv det mere kanoniske design, stigmatiserede lillesøster, parnasset ikke tager seriøst. Citatet er på siden inden forordet, og derfra går det ned ad bakke i de næste tre kapitler.

Hvor er modekongen?
Læser man bogen med en forventning om at få placeret Blom i det modehistoriske fundament, skal man på ufrivilligt afveje med alenlange citater fra breve og avisartikler, der trætter med sine (arkiv)historiske detaljer. Der dvæles ved skanderborgensisk slægtshistorie og udenomsgalleri. Fokus er Bloms maskinfabrikantslægt, og der er ikke mange modehints, der peger fremad i bogen. Marianne Verge har fået fingre i Holger Bloms fars breve til sønnen, som citeres side op og side ned uden at samle op og analysere indholdet i brevene. Hvad skal de lange passager bruges til? Det er ikke bare uskik at lade andres ord – i uanede mængder -tale for sig, det er mangel på historiefortælling og ’point of view’.

Hvad står der mellem linjerne om deres relation? Og vigtigst, hvordan formede opvæksten, og det tidlige tab af moren, Holger Bloms senere liv som modemand? Det er på ingen måde stor litteratur, og man undrer sig over, at ingen har grebet ind overfor de lange, drænende passager med banale observationer, som snildt kunne være kogt ned til ét kapitel. At der ikke er smagt mere på ordene, løfter heller ikke læseoplevelsen. Hvor er modekongen, tænker man?

Draperingens mester
Fra fjerde kapitel kommer designeren Holger Blom endelig på banen med de mange kostumer og kjoler, som han skabte i perioden 30’erne til 60’erne fra sin kjoleforretning til tidens skuespillerinder, kulturkvinder og royale: Bodil Ipsen, Liva Weel, Bodil Kjer, Helle Virkner, Ghita Nørby og Susse Wold. Der kommer små strømme af luft under vingerne, når Bloms autodidakte metode præsenteres: Han draperede stoffet direkte på kundens krop med nåle, som derefter blev overtaget af hans syersker, der igen til sidst, efter mange timers tilpasning af Blom, færdiggjorde skrædderarbejdet.

Blom brugte to taburetter; én til at sidde på, når han arbejde med skørtet, og én til at stå på i arbejdet med overdelen. I tråd med den franske Madeleine Vionnet, som var draperingens dronning i 30’ernes Paris, draperede Blom på skrå, så stoffet smøg sig om kroppen og gav asymmetriske linjer.

Under det draperede stof, lå kjolens individuelt tilpassede corsageliv, hvor stoffet blev fæstnet. Bloms draperingssignatur, uden mønstre og linealer, gav ham en status hævet over den klassiske tilskæring på et bord. I miljøet omkring Blom befandt sig en række hovedpersoner fra dansk modes guldalder. Som blot 15-årig kom Erik Mortensen i lære hos Blom og blev hurtigt forfremmet til ’nålerækker’, men det var hans tegnetalent, der sikrede ham ansvaret for broderierne.

Med Designmuseum Danmarks store Erik Mortensen-udstilling, der åbnede tidligere i år, giver bogen tiltrængt kontekst til Mortensen, som var den eneste fra tiden, der fik succes i udlandet. Også Jørgen Bender var i lære hos Holger Blom, og det var ham, der overtog forretningen, da Blom døde i 1965.

Holger Blom var den ene af de tre store B’er, som også talte Uffe Brydegaard (som havde været Bloms elev) og Preben Birck (hvis salon var mindre end Bloms), der samlet er omtalt som mestrene i dansk ’haute couture’. For hvis man skal være pernitten, har der aldrig været haute couture i Danmark. Ikke at dét, der blev skabt i skræddersalonerne, ikke var skrædderkunst af det ypperste håndelag, men ud fra en terminologisk årvågenhed, må haute couture-begrebet ikke bruges om nogle eller noget, som den franske modefederation ikke selv skænker titlen.

Haute Couture er altså professionsbeskyttet. Selv gæstemedlemmer af haute couturen, som danske Christine Hyun Mi Nielsen må ikke bruge betegnelsen. Når man nu ikke formelt set kan kalde Holger Blom couturier, hvad skal man så kalde ham for at give ham sin retmæssige plads? Verge kalder ham modekunstner uden at begrunde ordvalget. Er det ud fra auteurtanken? Betragter hun Bloms kjoler som værker? Andre steder er han citeret som créateur. Der er med andre ord så meget modeguf og nørddiskussioner, bogen kunne have brugt som prisme for indsigt til den voksende skare af entusiaster, der taler modens ’lingua franca’ og gerne vil forstå den store fortælling om dansk mode.

Haute Couturens guldalder
I modehistorien taler man om haute couturens guldalder fra 1947 frem til slutningen af 50’erne, hvor Christian Dior døde, og ungdomsmoden med jeans, t-shirts og konfektion overtog salonmoden. I 1958 åbnede Nørgaard på Strøget, som tilbød drønsmart, færdigsyet tøj til unge kvinder, der ikke var til altmodisch salonmode. Inden da havde Holger Blom – som Balmain kaldte den danske Hamlet – og de andre to B’er haft deres storhedstid med teaterkostumer og skrud til dyre damer. Det er interessant, at allerede i 1945 dannedes en forening for den danske modebranche med navnet Union des Créateurs de la mode au Danemark, som efter fransk forbillede skulle hjælpe med at gøre import af stoffer lettere og på anden måde støtte branchen med samlende kultur og anerkendelse.

Her var de tre B’er, Illum, Fonnesbech, Magasin du Nord og Birger Christensen engagerede, og man savner perspektivering til nutidens Copenhagen Fashion Week, Danish Fashion Institute, stormagasinernes status og det genoplivede Fonnesbech med ny bæredygtighedsprofil. Bare en sætning eller to, der løfter blikket og forbinder fortid med nutid ville have givet tiltrængt kontekst.

Bogens udseende er undseeligt. Form og indhold kunne med fordel have været integreret i et mere grandiost Coffee Table-format, der også ville få læsere under 50 år med. Billederne af Bloms mange kjoler, særligt dem til Bodil Kjer, han var bedsteven med, er dog et stort plus. Kjolerne oser af Old School sort/hvid-glamour med bedaget, stiliseret filmstjerneposering, gudindestatus og royale kunder: Holger Blom med Didder Rønlund, som var én af de første danske modejournalister; og Blom arbejdende i salonen omgivet af syersker giver et fint indblik i en anden tid med håndværk og Slow Fashion. Det var et (Billedblads-)liv, hvor roser hver uge sendtes til hans bedste veninder, sus og dus hos de rige og kultiverede og kostumer og private dragter til tidens vigtigste teater- og filmforestillinger.

Et affekteret liv af den gamle skole, hvor Blom efter fransk forbillede dikterede, hvordan man gik klædt. ”Kunsten at klæde sig burde være et fag i skolen”, ”Hver kjole skal være et kunstværk” eller ”Hr. Hitler gjorde en uchik figur” er nogle af Bloms one-liners, der røber, at manden ikke var humorforladt.

Blom og kvinderne
Men man mangler stadig at få helt greb om den private Blom, og han bliver ikke rigtig levende på siderne. En undtagelse er et brev til Bodil Kjer, hvor han beskriver sin forelskelse i den unge Bo, som fik ”sat ild i et gammelt hus” og gav nyt erotisk liv. Man fornemmer også hans omsorgsfulde natur gennem de mange, kvinder der har udtalt sig til bogen. Blom var et sammensurium af Matadors Hr. Jørn og Daniel, udtaler Lise Nørgaard.

Læsningen er en ujævn oplevelse, hvor den første del om slægten og Skanderborg står umotiveret uden tydelig modevinkling over for den anden del, der løfter sig med skabelsesprocesser i salonen, detaljerige beskrivelser om adskillige kostumer og kjoler, Bloms fantastiske metode, flid og perfektionisme, og de mange udtalelser fra skuespillerinder, Lise Nørgaard, Prinsesse Benedikte og Dronning Anne-Marie.

Det er en verden af i går med et godt skud staffage og societet. Bogen efterlader en vis vemodighed over, at håndværk og kvalitet har veget pladsen for nyt, nyt, nyt i et hysterisk modetempo. Holger Blom er én af grundstene til at forstå den grundighed, håndens tidskrævende arbejde og draperingsteknik, som dansk samtidsmode med fordel kunne bygge videre på.