Julie Vöge er selvstændig skribent og fotograf og har det sidste årti arbejdet freelance. Julie er fast leverandør til Politiken og har desuden flere bogtitler på cv’et.
Hendes smykker indkapsler små øjeblikke i sølv og guld. Delikate, håndlavede smykker inspireret af naturen, familielivet og dagligdagen – og altid tænkt i samspil med kroppen og den, der bærer smykket.
Rikke arbejder alene i sit værksted tæt på vandkanten og med udsigt over Svendborgsund. Her bliver ikke lavet store serieproduktioner. I stedet bruges der lang tid på hvert enkelt smykke, der er håndarbejde fra bunden. Derfor er ikke to smykker ens. ”Det må der ikke være. Mine kunder efterspørger det unikke og individuelle,” fortæller Rikke.
”Mine smykker er aldrig overdøvende, men skrøbelige på den poetiske og historiebærende måde. De fortæller noget underfundigt eller sjovt og tager udgangspunkt i noget, jeg ser, bruger eller oplever i min hverdag,” fortæller smykkedesigner Rikke Lunnemann.
Der ligger en personlig historie bag hvert af smykkerne, og for Rikke gør det det til noget særligt at arbejde med dem og at sælge dem:
”Jeg ser mine smykker som små værker, du bruger, passer på og har for livet – Det er sådan en dejlig tanke.”
Smykkedesigner Rikke Lunnemann (f. 1968) er født på Færøerne og uddannet på City Lit Art College i London og bor i dag uden for Svendborg.
Lunnemann har deltaget i adskillige udstillinger, som fx Biennalen for Kunsthåndværk & Design i 2013 og hendes smykker har været vist på flere udenlandske gallerier i bl.a. Tyskland, Frankrig og Taiwan.
I 2010 vinder af prisen Håndfuglen på Frue Plads Markedet for bedste nye produkt. Lunnemann.eu