Smukke huse i Tisvilde

Kjædemosehus, Oh my God! Der vil jeg bygge og bo. Hos kunstner Gerda Thune og skovrider Nils Kjølsen og deres hus fra 1875 på kanten af Hegnet. Der vil jeg arbejde i atelieret i mit næste liv. Der vil jeg spise hjemmedyrkede grøntsager på langborde under egetræet med venner og familie og børn og børnebørn. Der vil jeg sidde med alle de mennesker, jeg holder af, brune i huden i hvidt tøj og med saltvand i håret…

Boligreportager i bogform
Huse i Tisvilde består af 18 boligreportager, for det er egentlig det, de er. Et livsstilsindblik over 3-6 opslag per hus, udvendigt og indvendigt. Af haven. Af detaljer. Af rummene. Af historierne. Husejerne er priviligerede borgere, der – for en stor dels vedkommende – tilhører Københavns kulturelite, og derfor et stykke væk fra de fleste menneskers almindelige liv. Men måske derfor er vi heldige at blive inviteret indenfor?

Det er klart husenes slægthistorier, hvis man kan kalde dem det, der er mest interessante. Dem, hvor huset er gået i arv gennem familier, og man hører om de tidligere beboere og deres skærmydsler. Historierne om, hvordan et hus skred i vandet, så man blev nødt til at bygge et nyt. Om pensionatet, og hvordan ejerne bor og arbejder i glidende overgang mellem fælles og private rum.

Det er også interessant at høre om de helt nybyggede huse. Udover at de er japansk inspirerede og mundvandsløbende, så er der, særligt i Utzons sommerhus, fine og relevante overvejelser omkring gulvets røde farvevalg og udfordringerne i at skabe naturlig hygge i et nybygget hus. Det gælder også huset, som designer Ole Palsby skabte, hvor han boede sammen med keramiker Bente Hansen, og som egentlig består af fire huse i alt.

Samme historier
Det er også charmerende at høre om de huse, der er så bittesmå, at det er et markant andet liv, man bliver nødt til at leve for at opholde sig i det. Som sommerkontrast til hverdagen i byen. Men det, som desværre slet, slet ikke er interessant nok, er historierne om de mennesker, der bor i husene.

De er nemlig alle sammen for ens: De fleste er kommet i Tisvilde gennem det meste af deres liv. De bader i havet og samler familie og venner i haven om sommeren til hjemmelavede middagsselskaber. De dyrker grøntsager i haven. De oplever Tisvilde som afslappet. De cykler i skoven. Portrætterne bliver simpelthen for redundante og uinteressante at læse.

Måske fordi forfatterne selv er med som cases i bogen og har svært ved at se bogen udefra (den klassiske ‘blind spot’). Måske fordi der ikke har været en ekstern journalist og redaktør ind over stoffet til at sørge for, at interviewene blev forskellige. Stillede husejerne spørgsmål, der var specifikt relevante for deres hus, så man fik den personlige historie om huset og udfordringerne, ombygningerne, tilpasningerne med – og hvorfor de var vigtige at foretage.

Så ville man som husejer- og indretningsinteresseret – for det er vel dem, der skal købe bogen (ud over alle vennerne til de medvirkende husejere og turister i Tisvilde?) – få noget indhold med sig ud over de indtagende billeder af de smukke huse. Men på den anden side er det måske en af bogen præmisser? At man får indkig ind i en – for de fleste af os – lukket verden?

Fordomme og natur
Jeg er fordomsfuld. Jeg ved det. Jeg opholder mig stort set aldrig i Tisvilde, fordi jeg synes der er ’lidt for rigtigt’. Og mens jeg bladrer og læser, kan jeg næsten høre Fritz og Poul aka Rytteriet for mit indre øre: “De er sgu så søde heroppe”.

Mange af husejerne i bogen lever de privilegeredes liv med rejser i Østen det meste af vinteren – Rytteriet fortsætter imaginært og ufortrødent i min øregang: “Det er da synd, at man skal arbejde 8-16” – og med venner, der ringer, når der er et hus til salg, “Hvad har man venner til?”,  og en familie, der tilsyneladende kun spiller kort og spil – og aldrig medbringer Ipad eller computer – Rytteriet imaginært igen: “Aj, man får det sgu bare så godt af at være i Tisvilde”. De medvirkende bliver således ufrivilligt en kende karikerede i portrætterne. En ekstern redaktør kunne have forædlet og opskrevet portrætterne er jeg sikker på, og jeg savner en funktionel kant, man kan bruge til noget. Men det er måske bare mig?

For der er jo dælme pænt i Tisvilde og omegn. Smukt og naturpraktisk. Ingen øjebæer. Byen ligger lige ved havet og skoven. Og tæt på storbyen. Hvis jeg havde penge og kunne købe et af bogens smukke huse, skal jeg ikke kunne sige mig fri for, ikke at være fristet. Men som bog bliver Huse i Tisvilde desværre aldrig rigtig vedkommende for andre end dem, der er med i bogen, bor eller kommer i Tisvilde eller udelukkende interesserer sig for pæne interiørbilleder.

Bogens visuelle side
Fotograf Mikkel Adsbøl har taget nogle sanselige og stoflige billeder, der det meste af tiden, balancerer detaljeskud med husenes rumfordeling, så man får et nogenlunde overblik. Formår at stille skarpt på en skæv eller smuk detalje uden at miste den funktionelle og visuelle orientering af huset af syne. Bogen er også bygget op med illustrationer som visuelle pauser mellem historierne. De er æstetiske og passende doseret. De fungerer!

Omslaget er til gengæld sværere rent salgsmæssigt, fordi det ikke formidler, det bogen indeholder i vanlig coffee-table-stil. Coveret i lyserødt i tekstil med illustration og mørkeblå ryg er smuk og taktil. Jeg er vild med den, men den signalerer mere historisk gennemgang end livsstilscoffee-table book af huse med misundelsesværdige interiører. Og som sådan fejler den sin mission hos den primære målgruppe, der netop går op i at have bogen med den flotte billedforside liggende fremme i stuen, kan jeg være bange for.

Som bog-greb, altså det med at finde en passende vinkel, er Huse i Tisvilde godt set som et mindre og overskueligt tema at pakke en bog omkring. Jeg ville bare ønske, at der havde været mere tyngde på indholdssiden og flere almindelige menneskers huse med i bogen. Men de bor måske ikke i Tisvilde?