Panton i strakt pensum-arm

Panton i strakt pensum-arm

Living Tower i et gennemført artificial miljø omgivet af runde bløde, polstrede former. Foto: © Panton Design, Basel

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør af designETC. De sidste 16 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Vis billedserie

Den nye store bog om Verner Panton er endelig udkommet med to uhyre kompetente designformidlere ved roret. Men bogen bliver desværre for akademisk – kanon, kombinatorik, patafysik – og for lidt Pantonsk.

Aj, hvor havde jeg glædet mig. Efter en rundrejse med en fejllevering havde jeg nu endelig fået fingre i den nye bog om en af lille Danmarks store designikoner. En møbeldesigner, hvis ry og rygte i langt højere og befriende grad blev cementeret udenfor Dannevang, og hvis nysgerrighed og evne til at gå sine egne nytænkende og insisterende veje stadig runger et respektfuldt ekko i designhistorien – nationalt som internationalt.

Farver er ifølge Verner Panton en integreret del af design. Ja, faktisk design per se. Her er det Sitting Wheel. Foto: © Panton Design, Basel

Forventningens glæde
Men jeg er skuffet. Eller uforløst. For selvom ”assumption is the mother of all fuck ups”, som det hedder hjemme på vores matrikel, var mine forventninger til denne bog nogle helt andre. Jeg havde forventet VERNER PANTON – manden og designeren. Verner Panton formidlet i flerfarvet Pantone i form og indhold. Verner Panton fortalt som det menneske, han var – fagligt og privat. Verner Panton som den stædige, sprøde rad, der skabte indretninger, som selv den fynske provins stod i kø for at opleve. Verner Panton som udbryder af selvsamme forventning til, hvordan design bør og kan tænkes, opleves og købes. Verner Panton som fri designtænker, der har mod, nosser og høj cigarføring nok til at lykkes med sine crazy idéer, fordi fagligheden stod ham nær, og han formåede at leve sit brand.

Panton er skrevet af forfatterne og designformidlerne Ida Engholm og Anders Michelsen, der arbejder på hhv. Kunstakademiets Designskole og Københavns Universitet og for ca. 20 år siden udgav Designmaskinen, der var den første ‘rigtige’ designbog på dansk jord. Designmaskinen blev en stor succes, tror jeg, fordi den samlede en masse viden og historie om et felt, der ikke tidligere havde fået opmærksomhed – og når viden og billedside sammen fortæller en overbevisende historie på et tørstigt marked, ja, så har man en god historie.

Familien Panton i Living Tower. Foto: © Panton Design, Basel

Akademisk konsensus som baggrundstapet
Verner Panton er også en god historie. Men de to forfattere præsenterer ham på en bund af akademia, der lukker sig om sig selv. Stort set alle afsnit indledes med citater af teoretikere i feltet, der, forestiller jeg mig, skulle sætte scenen for den historie forfatterne nu folder ud om Panton i det pågældende afsnit. Teoretikerne er de samme som dem, jeg selv stiftede bekendtskab med i min universitetstid på hhv. kunsthistorie og filosofi, og det bliver jeg lidt trist over. Er det virkelig det samme pensum, der stadig undervises i 20 år senere? Hvor er alle de nye, nulevende teoretikere, der forsker i design? Jeg tæller kun én, designteoretiker Ezio Manzini. Og hvorfor er det vigtigt at introducere en så bred palette af det 20. århundredes største kulturteoretikere for at formidle Verner Panton? Selvklart at han skal sættes ind i sin samtid og finde sin sti derimellem, men det bliver for tvunget, som om det har været mere vigtigt, at have sin akademiske konsensus på plads end at fortælle den nærværende og dybt interessante historie om Verner Panton.

I flæng bliver vi præsenteret for Robert Venturi og hans dengang revolutionerende credo ”Less is a bore”. Vi får lidt Jean Baudrillard, Roland Barthes, Michel Focault, Adolf Loos, Gerhard Schulze, Walter Gropius, Alfred Jarry, Maurice Merleau-Ponty, Louis Sullivan og Joseph Kosuth tilsat historiker Mark Mussari og rumforskerne Manfred E. Clynes og Nathan Kline mfl. Men det, som alle de teoretiske afsæt gør ved Panton er at presse ham ned et konstrueret sted, hvor han ikke passer ind. Det er for akademisk at postulere med hele tre teoretikere i hånden i afsnittet Fra funktion til symbolik og videre, at Verner Panton passer ind her. Især fordi de ikke diskuterer teoretikernes præmisser med Pantons ærinde helt konkret, men blot opremser. Forfatternes konkluderende argumentation dementerer selv det teoretiske afsæt:

I totalindretningen af Spiegel House fik poolen et loft, der spejlede sig i vandet. Foto: © Panton Design, Basel

”Periodens interesse for oplevelser betragtet som kommunikation af koder på forskellige måder, for eksempel som oplæg til fortolkning eller som meddelelser, ses også afspejlet hos Panton, men samtidig er der andre perspektiver i hans arbejde. Panton var mindre fokuseret på koder, som han for det meste tog for givet, og interesserede sig mere for, hvordan nye miljøer skabte betingelser for oplevelser forstået som særlige sansninger gennem brug af farver, og hvordan systemer kunne udfoldes som metode til at skabe objekter og sofistikerede mønstre.”

Det vil altså sige, at Panton – med forfatternes egne, lange forklaring – var mindre fokuseret på koder. Hvorfor har de så brugt en hel side på at skrive om dem? Det er i eksempler som disse, at filmen knækker for mig. For hvorfor skal vi introduceres for de pågældende teoretikere på en så overfladisk måde, som det selvfølgelig må forekomme i en sådan bog, hvis ærinde ikke er at gå ind i en større kunsthistorisk eller filosofisk udredning? Det virker som om forfatterne, der om nogen er velbevandrede i pensum, har svært ved at hæve sig op over det og i stedet stole på, at de selv er kompetente nok til at fortælle om Verner Panton. Om hans arbejde. Om hans tanker. Hans design. Hans historie, der alt sammen er med til at fremkalde ham som menneske og designer.

Panton anno 2017, iscenesat af Verpan Pressefoto

Kildekritikkens akilleshæl
De to, Ida Engholm og Anders Michelsen, har min store respekt for det solide stykke arbejde, de gennem de sidste mange år har lagt i at skabe kompetent indhold på to af landets højere uddannelsesanstalter, men det er som om, at de, som akademikere flest, er angste for at mene noget uden at have en kilde at bakke det op med. Men hvorfor? De to er om nogen klædt på til jobbet. Til at drible imellem kunsthistoriske ismer og spejle Verner Panton fra oven. De to har man i den grad tillid til, at de ved, hvad de taler om. Men der er for meget akademisk, udstrakt pensum-arm og for lidt nærvær og personlig holdning i deres omgang med Panton.

Men det er måske bare mig? Mig og mine forventninger til at få den så godt som fulde historie om en af Danmarks mest kendte designere. Panton er for meget en lærebog. For meget pensum for studerende på landets læreanstalter, skovlet ind med ’coffee table’-æstetik. Nu har gymnasierne jo også fået design som obligatorisk fag på skemaet. Hvis lærebogspræmissen har været bogens ærinde, så er det pakket forkert ind i et virkelig flot, lækkert, taktilt og tekstilt omslag, der varsler noget helt andet.

Med det farverige, matte og taktile omslag i hænderne havde jeg drømt om, at historien om Verner Panton havde flere personlige kilder med, der havde haft berøring med designeren selv. Ikke teoretikere, hvis tænkning kræver, at du lige genopfrisker din kunsthistoriske hukommelse. Og hvad med alle de ikke akademiske læsere? De bliver slet ikke taget i hånden. Selv mange af billedteksterne refererer til teoretikere og ismer. Det er faktisk kun i afsnittet Pantons neoavantgarde, at læseren på pædagogisk vis bliver indført i avantgardens grundstruktur.

Møbelserien 1-2-3 blev skabt i 1973 og produceret af Fritz Hansen. I dag er den også blevet relanceret af Verpan. Pressefoto

Parafrasens problem
I forordet hedder det, at bogen er ”et bidrag til den kontinuerte selvkritiske refleksion, der har præget praktikere og teoretikere inden for moderne design siden slutningen af 1800-tallet, og som i dag spiller en væsentlig rolle i såkaldt designtænkning. Bogen interesserer sig med en parafrase på den franske filosof Gilles Deleuze for ’at skabe et problem’, som gør Panton relevant for nutidigt design.”

Phew. Parafrase, Gilles Deleuze og Panton som problem. Allerede i forordet skal man stå tidligt op…

Set fra min side af bordet, ville det have været mere oplagt, opvakt og langt mere interessant, at have talt med samarbejdspartnere, designere, producenter, familie og nutidige designforskere om Verner Panton. Om hans betydning. For dem og for feltet. Simpelthen at høre flere ’rigtige’ mennesker tale og mene noget om Panton, og ikke blot dem i reolen, der ikke engang vidste, at det var det, deres tænkning skulle bruges til. At forsøge at perspektivere Panton.

Marianne og verner Panton i cerisefarvet stuehjørne. De to dannede par privat og fagligt i mange år. Foto: © Panton Design, Basel

Personlige historier søges
Hustru Marianne Panton har gavmildt stået til rådighed under arbejdet med bogen, ligesom Pantons mangeårige medarbejder, Rina Troxler, har det. Men jeg mangler ’rigtige’ stemmer fra både Danmark, men især også fra udlandet, hvor Panton fik stor betydning. I denne digitale tidsalder er det nemt at få fat i folk. Man sender bare en mail. Jeg drømmer om personlige anekdoter og historier om Verner Panton – og om hans professionelle parløb med Marianne. Jeg savner at høre mere om, hvilken betydning han har haft på sine medarbejdere og samarbejdsrelationer – og i særlig grad på nutidens formgivere, nationalt og internationalt. Jeg vil længere ind. Ind i materien. Ind i værkstedet og ind i hovedet på Verner.

I stedet får vi dette:

”Hans nærmeste medaktører var ikke og blev aldrig neoavantgarden i bredere forstand, men de erhvervsfolk og ingeniører, der kunne sætte hans design i produktion og markedsføre produkterne, samt de designere, som havde den samme tilgangsvinkel som han selv.”

Der må mangle et verbum i denne sætning. Det er volapyk. Hvad er det, der står? Jeg forstår det ikke, selv efter fjerde gennemlæsning.

Restaurant Varna I Århus blev ligesom kroen Kom Igen og hotellet i Norge, et sandt tilløbsstykke. Foto: © Panton Design, Basel

Panton som ’maverick’
Verner Panton var vild. Tænk at farvesætte alle flader i et sansemættet univers med møbler, der hænger fra loftet eller stables i lag? Tænk at turde insistere på gennemdesignede totalinstallationer i indretningen af restauranter, hoteller og udstillinger? For 50 år siden! Tænk, at han insisterede på eksperimenterende organiske forme i materialer, som designindustrien eller feltet ikke havde tænkt på at bruge før. Tænk, at han skabte miljøer, der udfordrede konventionerne for socialt samvær.

Pantons ærinde er fint forklaret her til gengæld:

”… hvor hans interesse for eksperimenter først og fremmest fokuserer på at flytte grænserne for, hvad der praktisk kan fungere for design, frem for at flytte grænserne for samfundet ved hjælp af design.”

Der er Panton-fagligt kød på i dette afsnit, der begynder at tale om miljøer og Pantons stramme geometriske kompositioner og repetitioner som kontrast til alle eksperimenterne. Og det er vel i det mellemrum, at Panton er helt unik? Mellem det rigide, arbejdsomme system og den frie form, der presser industriapparatet til sit yderste?

Bogens forside designet af grafiker Michael Jensen. Foto: Laura Stamer

Men det går alligevel galt, når forfatterne sætter Panton ind i patafysikken, som de igen liner op på en hel side, for så afslutningsvis at skrive:

”Det vides ikke, om Panton var bekendt med patafysikken, men en anden markant dansk kulturpersonlighed i efterkrigstiden, Asger Jorn, var i en periode medlem af det patafysiske akademi.”

Øh, okay, men hvad har det med Panton at gøre? Det kan godt være, at Pantons måde at eksperimentere på, har lighedspunkter med patafysikken, men når de ikke engang ved, om han har kendt til den, virker det påståeligt og konstrueret.

Barboy fra 1963 er også blevet genudgivet i en lettere forbedret version i nye farver hos Verpan, der arbejder tæt sammen med Marianne Panton om genudgivelserne. Pressefoto

Materialernes og miljøernes muligheder
Bogen fungerer bedst, når forfatterne fortæller konkret om Pantons design. Shell-lampens fortrinlige ærinde mellem lyskilde og oplevelse bliver foldet perfekt og interessant ud, ligesom Flyvende Stole formidles godt som ansatser til Pantons kommende miljøer mere end som møbler i deres egen ret. Det er også enormt interessant at læse om Pantons revolutionerende arbejde med Plexiglas-stolen for Plus-linje. Her er vi mere med i værkstedet, i idégenereringen og i samtidens konventionelle og fastlåste idéer om en lænestol og dens forventede materialer.

Et af de bedste kapitler i bogen er Doors of perception og afsnittet Det artificielle miljø, der behandler flere centrale pointer i Pantons mission. Som fx. at helheden kommer før enkeltdelene. At miljøet som overordnet sammenhæng overtrumfer de individuelle møbler. Og at farve og farvers psykologiske potentiale boede centralt i Pantons design-DNA. At farve ifølge Panton er design per se.

De multifunktionelle møbler og miljøer, som for alvor er blevet Pantons møbelsignatur, er også beskrevet fint som systemiske relationer og døre ind til sansningens univers, som bogen tager livtag med ad flere omgange. Og så er der hele Pantons internationale kanonisering i form af bl.a. møblet Living Tower, der er og var en mediedarling. Men Pantons gedigne internationale coup og scoop kom med S-stolen – og senere Panton Chair, der som den første i verden, var støbt i ét stykke – i både formgivning og produktion. Den blev født i udlandet i tæt samarbejde med Willi Fehlbaum og Vitra.

Panton Chair blev også en mediedarling og er et af det 20. århundredes mest brugte symboler for nytænkende møbeldesign. Forfatterne stiller i dette afsnit et af bogens, for mig, mest subtile – og igen meget lange – spørgsmål i forbindelse med Panton Chair:

S-stolen blev Verner Pantons internationale gennembrud. Foto: © Panton Design, Basel

”Det allermest interessante spørgsmål er måske i virkeligheden, om stolen er blevet så omtalt, fordi den antyder en grænse for det veldefinerede designobjekt. Man kan spørge, om det er den antydning, som betinger den tilbagevendende fascination – en antydning af, at den verden, der er fulgt med moderne design, også er en verden, hvor designede genstande sprænger deres egne grænser, hvor stole bevæger sig, og hvor det at sidde bliver en dynamisk proces. Man kan lidt frækt spørge, om Panton-stolen overhovedet er skabt til at sidde i, eller om den er tænkt som det ultimativt demonstrative udtryk for Pantons utålmodighed med den overleverede tradition, samtidig med at den er et forsøg på én gang for alle at overtrumfe den danske brugskunsts skulpturelle værktradition på egen banehalvdel.”

Sprog og billedtone
Sprogligt er bogen ikke kun intellektuel i vokabular og tænkning, men også sætningerne er til tider knudrede og svære at læse og forstå. De er simpelthen for lange, og der er brugt flere ord end godt og nødvendigt er. Læsningen bliver derfor desværre en kende tung og træg med konstruktioner som ”…de store bipolære systemers greb” – hvad er bipolære systemer i designsammenhæng? Det hører vi ikke om, selvom begrebet er brugt mange steder. Og det er virkelig ærgerligt. Især når Panton har så bred en appel.

En markant del af Verner Pantons design er idag i produktion hos Verpan, der har formået at bære ham ind i det 21. århundrede. Ikke som konceptuelle miljøer, men som individuelle og gennemarbejdede lamper, tæpper og møbler. Pressefoto

Billedsiden i bogen er også lidt for gammeldags, for min smag. Selvfølgelig – og ‘beyond doubt’ skal arkivet vises, så vi fornemmer og forstår Pantons plads i historiens potente vingesus, men det ville have klædt bogen at vise nogle af de nye skud som Panton-producenten Verpan har iscenesat som lyslevende eksempler på, at Pantons design er mindst lige, måske mere, aktuelt end nogensinde. Bogens billedside er mørk og leksikaliserende, hvor den kunne have været ren, klar og tydelig. Udvalget af gamle grynede billeder, der af historiske årsager ikke findes i høj nok opløsning, er med til at holde Panton nede på vanlig bibliografi-niveau og ikke oppe på tidssvarende, cutting edge, fortælleniveau, som en mere opdateret billedside ville have udtrykt.

Bogen er sat af den kompetente grafiske designer Michael Jensen, men det undrer en kende, at den ikke er mere pantonsk. Mere vild, mere tænkt som et sammenhængende Panton-univers, hvor grafik, billedside og fortælling var en designet helhed. Se, det ville have været frækt. Og en flabet sum, der ville have fået person, produkter og historie til at fremstå som mere end summen af de enkelte dele.

Grafisk layout-ønsketænkning til trods er Panton et imponerende stykke forfatter-arbejde og en flot og illustrativ bog, der kommer VIDT omkring i designhistorien, kunsthistorien og den danske senmodernisme med blink og vink til Pantons mentorer Arne Jacobsen og Poul Henningsen. Og det er oplysende, at få sat ham ind lige der. Mellem de andre store danske møbelikoner. Og forstå, hvorfor og hvordan Panton lyser på sin helt egen måde – og adskiller sig fra de andre mestre i sin insisterende formgivning, passion og materialevalg.

Panton – Miljøer, farver, systemer, mønstre
Af Ida Engholm og Anders Michelsen, Strandberg Publishing
352 sider, 499,95 kr. Bogen findes både i en dansk og en engelsk udgave.
Strandbergpublishing.dk

Kommentarer

Del artiklen

'Panton i strakt pensum-arm'

Facebook