Nuets puls

Lars Dybdahl, der er bogens redaktør, har i årtier befundet sig i designfeltets midte. Han har været banebrydende i arbejdet med at konsolidere designteori som faglighed på universitetet og er nu tilbage på Designmuseum Danmark, hvor han med faglig rod i industrielt design arbejder med samtidens og den nære fortids design.

Han har med omhu valgt at alliere sig med landets dygtigste fagfolk. Bogen er inddelt i en række temaer efter funktionsområde, eksempelvis design til kroppen, kunsthåndværket og design til arbejdssfæren, et mere perspektiverende tema om servicedesign, entreprenørskab og politik samt en tidslinje, der sammenfatter udviklingen i store træk. Hvert tema har en redaktør, der også er forfatter af temaets anslag og indledende artikel.

Skuffet
Bogens temaer er forløst på forskellig vis og med svingende held. Bogens temaer om design til kroppen og til boligen får eksempelvis sat sig mellem to stole. Temaerne gribes an på traditionel akademisk vis med en ambition om at få det hele med trods den begrænsede plads og få inddelt den samlede indsats i passende kategorier. Det fungerer ikke i forhold til bogens ambition om at fortælle om dansk designs NU.

Traditionel akademisk praksis er egnet til at behandle et materiale med historisk dybde og skabe orden i et meget stort stofområde. Konsekvensen er, at forfatterne forsøger at fortælle alt for meget på al for lidt plads.

Det bliver til sætninger som ”De kulturelle idealer om frihed, lighed og social ansvarlighed er ophøjet til at være universelle, som et sympatisk og tolerant, diktatorisk program, der kan imødekomme fremtiden optimistisk.” og ”Samtidig rider dansk design med på den gennemgribende kulturelle individualisering af forbrugskulturen, som præger det meste af den moderne verden, og som er en naturlig konsekvens af globaliseringens indtog.”

Det er utvivlsomt både indsigtsfuldt og sandt, men teksten bliver så tæt pakket, at den vipper over i en kliché. Og det er kedeligt og forudsigeligt at læse. Som læser oplever jeg, at jeg ikke får noget nyt at vide og bliver skuffet.

Nysgerrig
Samtidig bliver de virkeligt spændende overskrifter kun lige slået an i bisætninger. Eksempelvis havde jeg gerne læst meget mere om, hvordan en virksomheds designprocesser omvælter organisationen indefra, om hvilken rolle alder spiller i modefortællingerne, om uformel livsstil og forbrugerens økonomiske status. Her bliver jeg nysgerrig.

Hvordan fortæller man nuet?
Fortællingen om nuet har i højere grad glæde af, at forfatterne netop dyrker de opdagelser, de er optaget af og vinkler deres teoretiske overblik modigt og passioneret. Det sker eksempelvis i temaet om kommunikationsdesign, der veloplagt fortæller om udviklingen inden for kommunikationsdesign med fokus på velvalgte nedslag.

Som læser kommer man blandt andet på tur i production design af TV-serier og formgivning af vinyl covers. Her bliver fortalt gode historier med kant og holdning og med forholdsvis flere billeder i forhold til de førstnævnte temaer. Det fungerer.

Udøvernes egne stemmer er nuets puls
Det fungerer også, at Lars Dybdahl har valgt at medtage en række interviews med designere og kunsthåndværkere fra udstillingen Dansk Design Nu på Designmuseum Danmark. Disse interviews er meget tæt på nuet. Udøverne fortæller om det, der optager dem og det, de arbejder med. Helt tæt og helt levende. De er bogens stoflige åndehuller. Og nuets puls.

Hvem er bogens læsere?
Det er lidt svært at se, hvem bogen henvender sig til. De – i min optik – vellykkede temaer i bogen henvender sig til alle med interesse i design: udøvere, producenter, brugere og teoretikere. De tungere og mere traditionelle temaer er kun relevante i en akademisk sammenhæng, hvilket er en meget smal målgruppe.

Jeg ville ønske, at bogens redaktører havde taget den diskussion på forhånd og havde opstillet præcise præmisser for teksternes udformning og sammensætning. Det ville have givet det sidste løft. Det underminerer dog langt fra den manifestation, som bogen er. En kraftpræstation, der fortjener nysgerrige læsere, kvalificeret modspil og en opfølger i – skal vi sige – 2030?