Anne Mette Larsen lancerer ‘midtjyske’ tæpper

Anne Mette Larsen lancerer ‘midtjyske’ tæpper

Anne Mette Larsen udgiver i forbindelse med lanceringen af sine nye tæpper publikationen Midtjyske Tæpper, hvori tæpperne sættes i scene med blandt andet billeder fra de fire midtjyske lokationer, som tæppernes mønstre-konstruktioner er inspireret af. Her med mandehørmestemning fra Badeanstalten i Silkeborg. Foto: Ole Akhøj

af Stine Nørgaard Lykkebo

Stine Nørgaard Lykkebo er cand.mag i moderne kultur og tidligere redaktionssekretær på kunsten.nu. Hende har vi tyvstjålet for at komme godt fra start og benytte os af hendes store viden og præcise pen.

Midtjyske Tæpper
Præsentation v/ Anne Mette Larsen

KunstCentret Silkeborg Bad
31 jan kl. 16

A. Petersen
7 feb kl. 16.30

Fire specifikke lokationer i Midtjylland er afsættet for ni nye og skarpt ‘gridede’ tæpper, som væver Anne Mette Larsen fra denne uge præsenterer på KunstCentret Silkeborg Bad og hos A. Petersen på Amager.

Titlen er Midtjyske Tæpper, fordi mønstrene er konstrueret ud fra fire specifikke steder i Midtjylland: Klostermølle, Skovvilla, Tinnet Krat og Badeanstalten i Silkeborg.

Anne Mette Larsens Midtjyske Tæpper. Foto: Ole Akhøj

Men egentlig er de nye vævede tæpper fra Anne Mette Larsens hånd ikke så villet midtjyske som så. Den Silkeborg-baserede væver har måttet rejse helt til Norge for at få produceret tæpperne, 180 styks i alt, for som hun selv siger: “Mere lokalt kan det desværre ikke blive i dag.”

Den historie kan du læse meget mere om i februar, når vi bringer et interview med hende om hele projektet. Stay tuned!

Indtil da kan du opleve tæpperne blive præsenteret af væveren selv, når de lanceres i denne og næste uge, henholdsvis i Jylland og på Sjælland. I samme forbindelse udkommer også en rigt illustreret bog på både dansk og engelsk om tilblivelsesprocessen med billeder af Ole Akhøj og tekster af personer, som hver især har en relation til håndværk, tekstilproduktion og de fire omtalte midtjyske lokationer.

Arkitekt Arne Høi skriver om Klostermølle, radiovært og foredragsholder Anders Laugesen om Tinnet Krat, direktør ved KunstCentret Silkeborg Bad om Skovvilla og arkivar Lis Thavlov om Badeanstalten i Silkeborg.

Tæpperne slapper af, mens mændene er i dampbad. Et tæppe inkl. bog koster 3.200 kr. Foto: Ole Akhøj

Bogen illustrerer desuden, hvordan Anne Mette Larsen har dannet og konstrueret tæppernes mønstre og grids ud fra de fire steders grundplaner, og i en tekst skrevet af museumsinspektør Kristine Holm-Jensen beskrives det “tæppefald”, som har fundet sted i Midtjylland: At det simpelthen ikke længere er muligt at få vævet et industrielt tæppe i det ellers så tekstile midtjyske. Og så tænker du nok: Hvad med Silkeborg Uldspinderi? – de får vævet i Litauen!

Tæpperne og bogen lanceres heldigvis lidt mere lokalt onsdag den 31. januar på KunstCentret Silkeborg Bad kl. 16 og for sjællænderne hos A. Petersen på Amager onsdag den 7. februar kl. 16.30.

 

Kilde: Anne Mette Larsen

Midtjyske Tæpper – både bog og tæpper – sælges fra Bolighuset i Ry (fra 1. februar), hos A. Petersen Collection & Craft, KunstCentret Silkeborg Bad samt privat fra Anne Mette Larsen. Et tæppe inklusiv bog koster 3.200 kr. Bogen koster 200 kr.

Der er lavet 20 af hver, og hvis efterspørgslen er stor, er tanken, at endnu 180 tæpper sættes i produktion og nummereres, så man kan se, om tæppet hører til første, anden eller tredje produktion.

Del artiklen

'Anne Mette Larsen lancerer 'midtjyske' tæpper'

Facebook