14. august
A. Petersen Collection & Craft
17–27 aug 2017
Detaljerige smykkeæsker, keramisk unika med pigge eller et modernistisk glasværk af genbrugsglas. Kunstforeningen 14. august viser årets indkøb af stort set alle faggrupper indenfor kunsthåndværk og design på galleri A. Petersen på København.
Kunstforeningen 14. august udstiller årets indkøb af kunsthåndværk hos galleri A. Petersen, der netop har åbnet en ny etage i galleriet på Kløvermarksvej på Amager.
I år er der værker af Hans og Birgitte Börjeson, Puk la Cour og Tine Dwinger, Gurli Elbækgaard, Janne K. Hansen, Christina Hellevik, Iben Høj, Marianne Krumbach, Akiko Kuwahata, Malene Lerager, Bjørli Lundin, Jan Machenhauer, Pernille Mouritzen, Malene Müllertz, Karina Noyons, Maria Sparre-Petersen, Ole Schjøll, Charlotte Schrøder, Lotte Westphael og Maj-Britt Zelmer Olsen.

Det er efterhånden en tradition at udstille årets indkøb ligesom at uddele årets kunsthåndværkerlegat på 25.000 kr. doneret af Martha og Paul Kerrn-Jespersen Fonden. Legatet tildeles den talentfulde japanske møbelsnedker og designer, Akiko Kuwahata, der også vandt prisen for bedste produkt på Kunsthåndværkermarkedet Frue Plads i forrige uge.

Som altid er der blevet købt unika værker indenfor de traditionelle discipliner af kunsthåndværk – keramik, glas, smykker, beklædning og tekstil. Herudover er det lykkedes indkøbsudvalget at erhverve et møbel – en taburet tegnet af møbelarkitekt Ole Schjøll, der er produceret på snedkerværkstedet hos A. Petersen.
Indkøbsudvalget består pt. af Tekstildesigner Bess Kristoffersen, Glasformgiver Sia Mai og Arkitekt Ole Larsen.
Kilde: Pressemeddelelse
14. AUGUST – foreningen for kunsthåndværk og design har eksisteret siden 1965 og formålet har igennem alle årene været at støtte Dansk Kunsthåndværk ved indkøb af unikke værker. De indkøbte værker vises og bortloddes blandt medlemmerne på den årlige udstilling i august måned. Herudover arrangeres der ca. fire gange i årets løb besøg på værksteder og udstillinger i ind- eller udland med kunsthåndværk som omdrejningspunkt.
Bag kunstforeningen står et præsidium, en bestyrelse og et indkøbsudvalg, der alle har et stort kendskab til kunsthåndværk. Foreningen drives på idealistisk grundlag.