En ting i verden: Fri mig fra det friktionsløse liv

En ting i verden: Fri mig fra det friktionsløse liv

Et wc-bræt er et wc-bræt - eller not... Foto: Gunnar Näsman

af Gunnar Näsman

Gunnar Näsman er uddannet møbeldesigner, men arbejder i dag som udviklingskonsulent på Københavns Erhvervsakademi, KEA, hvor han facilitererer processer og agerer Start-up coach m.m.

“En ting i verden” er en subjektiv fortælling om en objektiv ting. En ting, man har et personligt og måske fagligt forhold til. En ting, man hader eller elsker eller noget midt imellem. En ting, der gør noget. I verden. For designer og underviser Gunnar Näsman er det et toiletbræt og det friktionsløse design.

For nylig tilkøbte vi underboens lejlighed, og med et lettelsens suk indstillede vi boligjagten og bliver i vores elskede lejlighed på Nørrebro. Med den efterfølgende sammenlægning kom den uendelige række af valg, der lægger sig i kølvandet på den slags. Fx skulle der findes et nyt toiletbræt. Easy piecy troede jeg. Not so much!

Ud over besværet med at finde et pænt bræt (surprise!) viste det sig umuligt at finde et bræt uden ‘soft close’. Som en anden computer får jeg en indre ’Alert – infection detected’-oplevelse.

Noget er galt fat, og jeg mærker en svulmende modstand mod alt, hvad der hedder ‘soft close’, ‘one touch’ og ‘easy open’, og jeg vil ikke have det – slet ikke faktisk. For der er noget urovækkende ved den stræben efter komfort og forsøget på at designe os ud af nærmest enhver friktion i vores liv. Det kan jeg ikke ha’, og det er udgangspunktet for denne klumme.

Nå, tilbage i et af de utallige byggemarkeder, jeg har frekventeret, står jeg og glor på en væg af toiletsæder med soft close, og det slår mig: Hvorfor fan’ må man nu ikke klemme fingrene og det, der er værre for den sags skyld, under ens WC-bræt? Hvad er det for en verden, vi er ved at designe?

I mangel af bedre ender det alligevel med soft close, alt i mens min indre virusscanner kører på højtryk for at afkode og indkredse det ’trojanske toiletbræt’, jeg har ladet trænge indenfor hjemmets fire vægge.

Gunnar Näsman blev uddannet ved Designskolen sammen med blandt andre Felix Voss, som skabte denne stol , der gnavede noget så dejligt i ryggen. Mere af det!, siger Näsman. Foto: Jeppe Gudmundsen-Holmgren

Langsomt begynder noget at røre på sig i hukommelsen, og jeg sendes tilbage til Designskolen i 2003. Min underviser Erik Krogh sidder og gnidder ryggen hårdt ind i et ualmindeligt skarpt skåret kopstykke på min studiekammerats, Felix Voss’, møbel, mens det frydefuldt pibler ud af mundvigen på ham: ”Det er lige det der sted, hvor det niver i rygraden. Uhmm, det er sgu godt”.

Dengang fattede jeg ikke, hvad han talte om, men her 15 år senere falder 10-øren: Når vi designer, skal vi også gøre det, så det mærkes, at vi lever. Hvad enten vi gennem øjnene mærker skønheden eller som Erik, der oplevede stolen, da Douglas-granen skar ham i rygsøjlen. For måske er det også det, godt design gør; holder vores sanser vågne fremfor at bedøve os til det gode liv, hvor komforten regerer i en sådan grad, at end ikke smækket fra kistens låg vækker os, når vi skal herfra.

Så når jeg harcelerer over noget så tilsyneladende perifært som soft close, skyldes det, at det minder mig om troen på, at det gode liv er blottet for bøvl og problemer. Men den holder jo ikke. For mig selv er det netop – godt hjulpet af retroperspektivets klarsyn, naturligvis – de skelsættende episoder, hvor jeg trådte i karakter, der var med til at gøre mig til den, jeg er i dag, med de ridser, slag og skræmmer (læs: personlig patina), der følger med.

Hvorfor skal alle toiletter have ‘soft-close’? Foto: Gunnar Näsman

Det alternative liv centreret i komfortzonen i en grad, så selv Netflix ville få ualmindelig svært ved at koge ret mange afsnit på det lyder ikke tiltalende. Det ville så afgjort ikke blive en serie, jeg gad at se, så hvorfor i alverden skulle jeg bruge et liv på en lang all inclusive-ferie, hvor enhver sten er ryddet af vejen? Og følgelig heraf, hvad nu hvis det er i de små forstyrrelser, det ægte og smukke opstår – som Leonard Cohen sang det: ”There is a crack in everything – that’s where the light gets in”?

Jeg er så langt mere interesseret i design, der vækker mig fremfor fx møbler, der easer sig ind i stuen som en flok androgyne gadekryds fra den danske designtradition. Man kan vel sagtens hævde, at sammenhængen mellem et WC-bræt, der ikke smækker, kønsløst design og et kedeligt liv er at strække argumentet, men for mig besvarede det spørgsmålet, der mødte mig i byggemarkedet. Siden har jeg haft ørerne på stilke for at trøste den af mine drenge, der måtte få noget i klemme, efter at jeg godt hjulpet af mit gamle hulejern frisatte tyngdekraften i toiletsædet.

Del artiklen

'En ting i verden: Fri mig fra det friktionsløse liv'

Facebook