Glaskunstner Lise Eggers modtager årets Finn Lynggaard-legat

Glaskunstner Lise Eggers modtager årets Finn Lynggaard-legat

Lise Eggers: Optisk forløb, detalje. Varmtformet glas og fusing-teknik. Foto: Tina Lorien

Glasmuseet Ebeltoft uddeler fredag den 19. januar Finn Lynggaard-legatet på 15.000 kr., der blev stiftet for at udøvende danske glaskunstnere kunne videreuddanne sig herhjemme eller i udlandet. Lise Eggers skal til Skotland…


Lise Eggers har arbejdet med glas i 31 år. Siden 1994 har hun haft base i Rønne på Bornholm, hvorfra hun også er uddannet, har undervist og arbejdet som glaspuster hos Bülow Glas og Baltic Sea Glass.

Nu modtager hun Finn Lynggaard-fondens legatpris på 15.000 kr. til et master class-ophold på glas-studiecentret Northlands Creative i Skotland med den internationalt anerkendte glaskunstner Silvia Levenson som underviser.

Lise Eggers arbejder særligt med glassets optiske og skulpturelle muligheder. Hendes værker tager udgangspunkt i massive objekter, som hun støber og efterfølgende bearbejder med slibninger. Med kurset i Skotland håber hun at opnå ny viden om teknikken ‘lost wax’, ovnstøbning og samtidig udvikle sit kunstneriske sprog i forhold til rum, skala og narrativitet.

Lise Eggers: Turkis vækst, detalje. Ovnstøbt glas og ‘lost wax’-teknik. Foto: Tina Lorien

Finn Lynggaard-arven
Keramiker og glaskunstner Finn Lynggaard (1930-2011) begyndte for alvor at eksperimentere med glas fra 1972, og blev ganske hurtigt en dansk pioner inden for det, man kalder studioglas – glasværker, der fremstilles af et mindre værksted med kun én eller få kunstnere.

Ved Lynggaards 80-års fødselsdag den 11. januar 2010 indstiftede man Finn Lynggaards Fond som en gave med det formål hvert år omkring glaskunstnerens fødselsdag at uddele et legat til en “udøvende dansk glaskunstner med henblik på videreuddannelse eller studie-/inspirationsrejse”.

Årets legatoverrækkelse finder sted på Glasmuseet Ebeltoft fredag den 19. januar kl. 17 i forbindelse med åbningen af to nye udstillinger.

Kilde: Glasmuseet Ebeltoft

Finn Lynggaard Fondens bestyrelse består af glasformgiver Tchai Munch, direktør for Glasmuseet Ebeltoft Dan Mølgaard og formand for Glasmuseets Venner Karen Siune.

Det er femte gang legatet uddeles.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Del artiklen

'Glaskunstner Lise Eggers modtager årets Finn Lynggaard-legat'

Facebook