Grænsefeltet mellem kunst, design, arkitektur og kunsthåndværk er højaktuelt og afsøges lige nu igennem kunstprojekter, udstillinger og debatindlæg. På Statens Værksteder for Kunst, hvor udøvere arbejder side om side, har emnet netop været på dagsordenen i en række talks.
Skal kunstnere være keramikere og keramikere kunstnere? Kan sociale projekter defineres som kunst? Er det vigtigt, om den udøvende definerer sig selv som kunstner, designer eller kunsthåndværker, eller er det op til medier, kunstformidlere og kuratorer at afgøre? Er ovenstående spørgsmål overhovedet relevante i en tidsalder, hvor tidligere tiders kategoriseringer ikke synes at gælde længere?
Tidens mange udstillinger, talks og events viser med al tydelighed, at snakken går, alt imens grænserne brydes og hierarkierne rokkes.
Den netop overståede udstilling Ultimate Impact i Rundetårn giver et nutidigt blik på 33 fotografer, forfattere, kunstnere, kunsthåndværkere og designeres kunstneriske værker og sidestiller samtidig de forskellige kunstarter i et tematisk greb. Udstillingen undersøger fem fænomener i nordisk designkultur, og på den måde får vi som besøgende et alsidigt billede af nogle strømninger i tiden, hvor de kunstneriske genrer samles under samme formål.
I udstillingskatalogets forord skriver kurator Tina Midtgaard, at “der er trængsel foran det nåleøje, der forvandler kunsthåndværkere og designere til kunstnere. Hvornår bliver de en del af den kategori, og skal de overhovedet det?” Spørgsmålet lægger op til diskussion, og tolkningen må være, at der er en hierarkisk ulighed i den gængse opfattelse af faglighedernes værd. En opfattelse af, at kunst er finere, fordi den er mere intellektuel og gør brug af abstrakte refleksioner, hvorimod design og kunsthåndværk læner sig op af traditionerne og gør sig mere til genstand for kommercielle dagsordener. Men noget kunne tyde på, at kassetænkningen er ved at ændre sig.
Lige vilkår
Hvorvidt design og kunsthåndværk kan eksistere på lige vilkår med kunsten beror bl.a. på de faglige institutioner og organisationer i kunst og kulturlivet og på mediernes vægtning i dækningen af de kunstneriske områder. Som Charlotte Jul skriver i sin klumme Kunsthåndværkets Kernekraft bliver kunsthåndværk af anmeldere og kunsthistorikere – og til dels af udøverne selv – opfattet som mindreværdigt i forhold til billedkunsten samtidig med, at den traditionelle term ’kunsthåndværker’ i international kontekst mere og mere italesættes som ‘craft artist’, hvor man sidestiller håndværket med kunsten.
Man er altså ikke kunsthåndværker ’som i gamle dage’, men en håndværker og en kunstner i en opfattelse, hvor begge dele fylder lige meget i identiteten. En ’craft artist’ har altså både rødder i brugen, i det praktiske og i håndværket, mens den kunstneriske overbygning og dagsorden er ligeværdig med håndens arbejde. Der er således ikke nogen modsætning mellem det at være kunsthåndværker – forstået som at være dygtig med sine hænder til sit fag, og at omsætte denne konkrete hands on-proces til kunstneriske værker.
Det er bl.a. sådan den danske keramiker Louise Hindsgavl definerer sig selv. Havde det ikke været for hendes håndværksbetingede keramiske baggrund, havde hun ikke haft den viden, teknik og træning, der skal til for at lave sine kunstneriske porcelænsfigurer.
Den amerikanske kurator og kunsthistoriker Elizabeth Kozlowski, der for nylig holdt et oplæg om ’Fiber Arts’ på Statens Værksteder for Kunst (SVK), er særligt begejstret for dansk design og kunsthåndværk pga. dets grænsesøgende karakter, der, ifølge hende, adskiller sig fra den amerikanske og mere traditionelle tilgang til fagene:
”Det er det tunge historiske forhold til materiale og proces parret med en stram designforståelse og en frihed i tanke, men ikke i den håndværksmæssige tilgang, der drager mig ved nutidens danske kunsthåndværkere. En holistisk frem for dualistisk tilgang til materiale og proces, historie og design og desuden det sociale aspekt, som vi kun lige er begyndt at ane i amerikansk sammenhæng, synes jeg er banebrydende ved den danske kunst- og designbranche.”
Modsat amerikansk kunsthåndværk og design, mener Kozlowski, at vi danskere er ’first movers’ i vores tilgang til materiale og proces, idet vi er åbne for at bryde med konventionerne. Vi nægter at lade os kategorisere. Hun beskriver den amerikanske tilgang som dualistisk – at der i USA er en tendens til at skulle vælge side. Dvs. en forestilling om, at en uddannet keramiker med håndværksmæssige, gennemprøvede færdigheder ikke kan producere konceptuel kunst, mens en kunstner, der giver sig i kast med leret som udtryksform, straks bliver anerkendt for sin gode idé eller unikke udtryk på trods af manglende færdigheder inden for faget. Så sort-hvidt mener hun ikke, det er i Danmark. Her er forholdene mere holistisk funderede.
Teknik og håndværk tæller
Ser man nærmere på denne påstand fra Kozlowskis side, er det let at finde eksempler på faglige krydsninger hos de danske kunsthåndværkere og designere, vi ser på SVK, som ofte bevæger sig ind på kunstens præmisser. Det gælder i lige så høj grad på ler, som på tekstil, væv, træ og metal.
Kozlowski var på københavner-visit, fordi hun har flere danske samarbejder med kunsthåndværkere som Steen Ipsen, Bente Skjøttgaard og Isabel Berglund, hvis arbejde er eksemplarisk i forhold til Kozlowskis påstand om den frie tanke koblet med håndværksmæssige færdigheder. Alle har de haft ophold i værksteder og atelierer på SVK – Ipsen og Skjøttgaard i lerværkstedet, hvor de har produceret værker, der uden tvivl placerer sig i kunstens verden.
Men spørgsmålet er, om de – ligesom Hindsgavl – skaber keramisk kunst, fordi de som etablerede keramikere mestrer deres materiale til fingerspidserne og derfor KAN vride, skubbe og trække det ad nye kunstneriske stier? Hvordan opfatter og italesætter Ipsen og Skjøttgaard sig selv? Som kunsthåndværkere, kunstnere – eller måske begge dele – afhængig af kontekst?
Kunsten næres af håndværket
Apropos lerværkstedet på SVK, så har det i de seneste år været opsøgt af billedkunstnere, der ønsker at bruge det keramiske udtryk i deres kunst. Eksempelvis Rose Eken, Camilla Thorup og Kathrine Ærtebjerg, der ikke ser sig for fine til at anvende et materiale, man får introduceret første gang i folkeskolen, og som vækker de største fordomme til kunsthåndværket, som når Charlotte Jul i sin klumme skriver, at ”dansk kunsthåndværk hænger i den store brune keramikbremse set i den brede offentligheds øjne”. Er det mon ved at vende i Danmark, så kunstnere ser efter kunsthåndværkerne og deres tekniske formåen, når de skal producere værker til deres kommende kunstudstillinger?
Det er i hvert fald både sikkert og vist, at de kunsthåndværkere og designere, der bryder den usynlige mur til kunstens verden, tager udgangspunkt i deres håndværksmæssige baggrund og tekniske færdigheder. Men hvad er det, kunstnerne gør, kan og vil med det? Det hænder, at en kunstner har hyret en assistent, der har styr på det håndværksmæssige, som kan underbygge den kunstneriske idé. Men ofte er idéen netop, at det godt må ligne et ærligt forsøg på at mestre et håndværk, men så alligevel passer dimensionerne ikke, og man sætter, som tilskuer, spørgsmålstegn ved ægtheden og autenticiteten.
Rose Eken, der laver tro kopier af kunstneres arbejdsredskaber og rockbands’ rekvisitter ned til mindste detalje, omfavner leret som materiale, fordi det i brændingen krymper ca. 20 procent og gør lerfigurerne let genkendelige og virkelighedstro, men der er noget, der ikke helt passer. Figurerne får en karikaturlignende karakter, der udfordrer vores perception og henleder vores opmærksomhed på ting, vi tager for givet i hverdagen.
Over grænsen
Når man taler om design og kunsthåndværk, der har brudt grænsen til kunstens verden, skaber man en ubalance i opfattelsen af status kunstarterne imellem. Især mediernes italesættelse af, hvad der er fint og ikke fint sender et signal til modtagerne, som overtager disse holdninger, der dermed bliver de gængse. Det er ikke noget, de udøvende selv er herrer over, og hvordan man bliver rubriceret i det kunstneriske felt kan tilmed komme bag på nogle.
Et eksempel på design/arkitektur, der er blevet italesat til at være mere og andet end udgangspunktet, er designduoen MBADV ved møbeldesigner Maria Bruun og arkitekt Anne Dorthe Vester. Deres møbellignende objekter kombinerer form, funktionalitet og æstetik, og duoen arbejder med udgangspunkt i en kunstnerisk praksis. Definitionen har de ikke selv sat, men er et udtryk for andres kategorisering af deres arbejde i gråzonen mellem design, arkitektur og kunst:
“Det var egentlig ikke vores intention at bevæge os ind på kunstens præmisser. Vi arbejdede med vores fagligheder mellem design og arkitektur, og blev udtaget til at deltage med en soloudstilling ved Forårsudstillingen på Charlottenborg i 2016. Det var dét, der gjorde udslaget og placerede os i kategorien mellem kunst, arkitektur og design” fortæller Maria Bruun under seminaret Liquid Materiality på SVK den 23. maj 2017.
Det er således også en kendsgerning, at de udøvende ikke selv afgør, hvordan de og deres værker kategoriseres, og man kan spørge sig selv, om det overhovedet er noget, de er i stand til og skal? Værkerne må tale for sig selv, og deres autonomi er altafgørende for, hvorledes de bliver italesat og rubriceret af omverdenen. Men kunstskribenternes og kuratorernes manglende interesse for at behandle og bringe stof om moderne kunsthåndværk og design medfører imidlertid en uhensigtsmæssig stagnation i opfattelsen af området som værende mindreværdigt i forhold til kunsten, og det er ærgerligt.
Andre steder i norden
Under samme seminar kunne Ulrika Mårtensson fra Konstfack i Stockholm fortælle, at kunsthåndværket i Sverige de seneste år har fået større anerkendelse, og at grænserne mellem arkitektur, kunst, design og kunsthåndværk også her er blevet mere flydende. Selv forsker hun i krydsfeltet mellem arkitektur og tekstile kvaliteter. Med spørgsmålene ‘Kan arkitektur være tekstil? Kan tekstil være arkitektur?’ undersøger hun, hvorledes man gennem håndværksmæssige og tekstile teknikker kan give arkitektur et tekstilt udtryk og skabe en anden rumlighed. Mårtenssons ærinde er altså grundlæggende at få arkitektur og tekstil til at mødes på lige vilkår. Mårtenssons udsagn underbygger i øvrigt Kozlowskis tese om det danske kunsthåndværks holistiske tilgang og den grænsesøgende tendens på tværs af kunstarterne, som tilsyneladende også gør sig gældende i Sverige.
Er det kunst, når alle kan være med?
Strikkunstner Isabel Berglunds arbejde er hidtil blevet placeret i grænselandet mellem kunst, design og mode, men senest har det sociale aspekt været en drivende faktor. I projektet Home Mask Relations, som er eksekveret i samarbejde med Elizabeth Kozlowski, har Berglund afholdt strikkeworkshops flere steder i USA og fået lokalbefolkningen til at strikke deres drømmebolig. Hun har udstukket farver og tema, men ellers har der været ’fri leg’. De små strikkede huse har hun sat sammen til større skulpturelle værker, som er blevet udstillet på offentlige steder:
Projektet bringer på inkluderende vis globale problematikker på banen som social ulighed og gentrificering af boligområder. Det giver stemme til de lavere bemidlede i samfundet og sætter fokus på samhørighed og tilhørsforhold, og hvad hjem og hjemlighed betyder for forskellige befolkningsgrupper.
“Jeg havde frygtet, at ingen ville dukke op, men der viste sig at være en kæmpe tilslutning af folk, der ønsker at bidrage til noget større og til kunsten. Jeg har ofte stillet mig selv spørgsmålet, hvor går grænsen mellem et socialt projekt og et kunstværk? Men det ene udelukker jo ikke det andet,” konkluderer Berglund under seminaret på SVK.
Formålet med det sociale kunstprojekt er at fjerne barrieren mellem tilskueren og objektet og at afmystificere tilblivelsesprocessen, så oplevelsen af værkerne bliver stærkere for alle parter. Det er lige præcis her, grænsen mellem det sociale projekt og kunstværket udviskes, og kunsten bidrager til det sociale aspekt og omvendt. Begge styrkes i sidste ende, hvor det sociale fungerer som en konceptuel, kunstnerisk overbygning på det håndværksmæssige.
Nye felter i feltet
Der er altså meget, der tyder på, at de vante kategoriseringer og faste kasser ikke kun skrider i sømmene, men også er med til at involvere flere samfundsgrupper i kunsten. Når det ekstra lag af ’brugerinvolvering’ tilsættes i det sociale kunstprojekt, rykkes der yderligere ved oplevelsen af de færdige værker både for de medvirkende og fra modtagernes side. Det sociale kunstprojekt kan dermed ’publikumsudvikle’, for at bruge et ord fra scenekunsten, og få nye samfundsgrupper til at deltage i og interessere sig for kunsten.
Med ovenstående kunstneriske eksempler, de faglige oplæg på SVK og den tværfaglige udstilling Ultimate Impact af Tina Midtgaard, tegner der sig et billede af, at nordiske designere og kunsthåndværkere nægter at lade sig begrænse af kategorier og arbejder bevidst og målrettet i grænsefeltet mellem kunst, design, arkitektur og kunsthåndværk. Der befinder de sig godt, så lad os stable nogle flere tværfaglige udstillinger på benene à la Ultimate Impact, hvor det ikke er så vigtigt, hvilken faglig baggrund man tager afsæt i!
Hvis jeg skal forsøge at svare på Tina Midtgaards spørgsmål, om det er relevant, at kunsthåndværkere og designere bryder igennem til kunstens verden, så mener jeg, at det er væsentligt, at der skabes lige vilkår for de mange forskellige kunstarter – at det ene ikke betragtes som finere end det andet, heller ikke af de udøvende selv.
Vi danskere er, ifølge Kozlowski, langt i forhold til amerikanerne, hvad angår den processuelle tilgang; kunstarterne arbejder side om side og tager ved lære af hinanden. Vi arbejder mere ’holistisk’, som Kozlowski siger. Men når det kommer til modtagelsen, så er medierne stadig tilbageholdende og bange for ikke at få læsere eller seere nok til kunsthåndværket og de udøvende i feltet, og det er hæmmende for en omjustering i hierarkiet.
