Kunstnerisk kapacitet i Milano

Kunstnerisk kapacitet i Milano

Salviatis sanselige udstilling Decode/Recode i Ventura Centrale var et af højdepunkterne i Milano. Foto: Maurizio Polese

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

Årets tilløbsstykke i Milano er vel overstået. Flere hundrede tusinde mennesker besøgte byen, der i sidste uge blev omdannet til et mash up af møbel- og lysmesse, talentzoner, showroom-events og et hav af større og mindre udstillinger. designETC bringer her en håndfuld af ugens mere kunstneriske bud.

Designugen i Milano er hektisk. Der er altid for lidt tid og for mange inspirerende ting at opleve, og for hvert år åbner der flere og flere spektakulære udstillinger i spektakulære omgivelser som paladser, fakulteter og private lejligheder, hvor loft- og vægmalerier fra renæssancen og en mættet farvesætning er mindst lige så stor en del af oplevelsen som de udstillede genstande. I denne første reportage viser designETC en håndfuld kunstneriske nedslag fra den milanesiske designuge.

Jaime Hayón og Caesarstone
Jeg er fan af Jaime Hayón. Med hovedfag i spansk fra universitetet ligger spansk design mit hjerte nær. Og da Jaime Hayón tilbage i 2007 tonede frem med sit koboltblå chatol med utrolig mange ben i forskellige stilarter for B.D Barcelona –fra kollektionen Showtime – ramte han en legesyg tone mellem kunst og design, som mange i branchen havde glemt.

Installationen Stone Age Folk skabt af Jaime Hayón i samarbejde med Caesarstone. Foto:Tom Mannion

Som den yngste designer nogensinde til at lede Benettons dengang toneangivende kreative smeltedigel, La Fabrica, begynde Jaime Hayón sin selvstændige designkarriere tre år senere i en alder af 26. Siden har hans navn stået på utallige produkter verden over. Jaime er stor. På den joviale, behagelige og krøllede måde. Og de brands, han arbejder sammen med, ved, at han tilfører energi og nye sving på en vej, der ofte er blevet fulgt slavisk.

Installationen Stone Age Folk skabt af Jaime Hayón i samarbejde med Caesarstone. Foto:Tom Mannion

I det neoklassicistiske palads, Palazzo Serbelloni, havde Jaime Hayón i år skabt udstillingen Stone Age Folk sammen med producenten Caesarstone. En helt igennem kalejdoskopisk og magisk oplevelse af indfarvet glas, inspireret af Crystal Palace i Hyde Park. Det var som at gå rundt i en åben labyrint af ædelstene og blyindfattet glas – i et utal af farver, skygger og kig til paladsets renæssance-malerier i loftet og gulddetaljer på stuk og døre. Det clash af fortid og nutid, af håndværk og nyfortolkning, af figurativt og abstrakt, som installationen favnede, var spot on og en imponerende bedrift. Hayóns take på installationen var legesyg, men aldrig for meget. Respekt for Jaime og for en modig producent, der er med på at lave ballade uden at forklejne eller forplumre sit professionelle og faglige budskab.

Ventura Centrale
Ventura Centrale er en ny afstikker af Ventura Lambrate, området udenfor Milanos bykerne, hvor designskoler, talentudstillinger og mindre gallerier har udstillet de seneste år. Ventura Centrale ligger i forlængelse af hovedbanegården, Stazione Centrale, der for første gang i 30 år har åbnet de gamle toghaller op for udstillingsaktivitet. I et langt flow af haller indtog forskellige udstillere de rå og buede rum, hvoraf Lee Broom, Marten Baas og Salviati var klart de bedste.

Lee Brooms karrusel-installation med hvide værker fra hans portefølje de sidste 10 år. Foto: Charlotte Jul

Engelske Lee Broom havde i anledning af sit 10 års jubilæum skabt en karrusel med 30 værker fra sin karriere i et retrospektiv miks af kommercielle og kunstneriske objekter. Alle hvide. På karrusellen var alle objekter komponeret nøje i forhold til hinanden, så oplevelsen var gennemført, delikat og eventyrlig.

Hollandske Marten Baas er en skæv figur i en strømlinet verden. I 2002 banede Baas sig gennem den internationale lydmur med sit afgangsprojekt af afbrændte møbler, der efterfølgende blev sat i produktion af det hollandske firma Moooi. Baas bevæger sig på kanten af kunsten med håndmodellerede, Limited edition-møbler som Time Pieces og Clay Furniture – og netop det grænseland er med årene blevet hans signatur.

Maarten Baas’ nye stole for producenten Lensvelt er et forfriskende og flabet bud på, hvordan en kommerciel spisestuestol kan se ud med ukurante rygstykker. Pressefoto

I den milanesiske toghal havde han skabt en kunstnerisk installation af ca. 20 metalliske megafoner i varierende størrelser og lancerede samtidig sin nye stolekollektion for producenten Lensvelt, hvor rygstykkerne også har forskellig størrelse og er ukurante i konturerne. Et flabet greb på en kommerciel opgave. Hurra for at turde! Hurra for ikke at udgive endnu en stol, der ligner alle de andre i en tid, hvor ethvert møbelbrand med respekt for sig selv udgiver en stol, der ligner alle de andre på markedet.

Salviatis Decode/Recode-udstilling var spektakulær lysmagi på alle niveauer. Foto Maurizio Polese

Toghallernes absolutte højdepunkt var dog den venetianske glasproducent Salviatis udstilling af værker, skabt af designer Luca Nichetto og kreativ iværksætter Ben Gorman under navnet Decode/Recode. Salviati er en af verdens ældste glasfabrikker, etableret i Venedig i 1859, og denne udstillings geniale genistreg havde to ben: Det ene, Strata, havde tre giga store lysskulpturer, hvor glassene var bukket og sad i lag på et jernskelet, så transparensen oplevedes forskelligt alt efter, hvor lyset faldt, og hvor man stod. Værkerne havde forskellige farvesætninger. Det multifarvede værk tog flest kegler og var gennemført eyecandy. Man var tryllebundet og havde lyst til at flytte ind i skulpturerne og reflektere over repetitionens ufattelige potentiale.

53 unikke lamper draperede den rå toghal og oplyste podier og humøret med deres sanselige og translucente glas. Pressefoto

I hallen ved siden af udstillede man det andet projekt, Pyrae, der viste 53 customade bordlamper – lamper med skærme i forskellige farver og størrelser, som perler trukket på en snor. Det var overvældende, delikat, forførende og spiseligt. Man ville ikke kunne vælge, bare gerne eje dem alle. Installationen understregede – i min optik – respekten for håndværket og de utallige muligheder, der foreligger, hvis man tænker metode, udtryk og kompetencer på tværs for at skabe. Fordi man ikke kan lade være…

Dimore Studios showroom og specifikke iscenesættelse til Milan Design Week 2017. Pressefoto

Dimore Studio
Dimore Studio – alias Emiliano Salci og Britt Moran – har de seneste tretten år langsomt, men usvigeligt sikkert gjort designugen i Milano synonymt med deres navn. Det er et must at svinge forbi deres Studio i Brera – en lejlighed, der til designugen er iscenesat med den nyeste (Dimore-)smag indenfor indretning. Hvor der sidste år var mintgrøn autolak på de fleste vægge og væg til væg gulvtæppe med grønne palmer og lyserøde flamingoer, var der i år mere 70’er stemning over studiet. Store håndtrykte tekstiler i brunlige farver vajede i vinden sammen med japansk-inspirerede stoflamper, lyserøde vægge, velourstole og lamper med Georg Gearløs-hjultræk.

Lyserøde vægge, paneler og loft hos Dimore Studio med grå grafisk accent. Der var også kø. Pressefoto

I to små rum var der sat glas foran indgangen – som ’peep holes’ – hvor man kunne opleve et intimt og tæt sammensat miljø af personlige genstande som bøger, kunst, lysestager, puder osv. Maksimalisme på et elegant og nøje doseret plan. Ikke for meget, men særligt ikke for lidt. Dimore Studio er velfortjent blandt verdenseliten, når det kommer til ’quirky’ indretning. De har mod, ’balls’ og en rig og mangefacetteret fantasi, der trækker materialer, sammensætninger, stilretninger og forventninger nye steder hen. Det er en fest. En velkomponeret en.

Rumlig installation i et af de mindre rum hos Nilufar Depot. Pressefoto

Nilufar Depot
Nina Yashar er Milanos über-gallerist og epicentret for nykreerede værker og vintage-pieces i feltet mellem design, kunst og kunsthåndværk. Yashar har to gallerier i Milano og er lidt af en institution. Hun sælger i hele verden og afholder også pop-up galleri under navnet Squat i London, hvor hun i bogstavelig og overført forstand besætter en bolig, omdanner den og skaber en anderledes og hyper high end shopping-oplevelse. Hendes særlige evne til at spotte talenter og sammensætte møbler, lamper og kunst er anerkendt verden over af kunder i den helt tunge ende.

Tapestreger på gulvet i det store åbne rum skabte rum i rummet og sendte en reference til Lars von Triers Dogville, hvor kridtstreger gjorde det ud for rum. Foto: Vibeke Fonnesberg Schmidt

Nilufar Depot er Nina Yashars nyeste opfindelse, der åbnede dørene under designugen for to år siden. Forestil dig et kæmpe pakhuslignende lager med ca. 10 meter til loftet, der som et dukkehus åbner sig i et kæmpe livingroom med mindre værelser i tre etager, bygget op om et metalskelet langs begge ydervægge. Nilufar Depot er ligesom galleriet i Via de la Spiga high end. Men Depot er alligevel mere legesygt, måske fordi de rå metalkonstruktioner minder om noget midlertidigt.

Hvert år er Nilufar Depot nyindrettet som en kalejdoskopisk, men styret og velkomponeret oplevelse at vandre rundt i. Alle kig giver nye oplevelser fra alle etager, og det er mindst lige så magisk at opleve det store fællesrum oppe fra etagerne, som det er at stå nede mellem alle de smukke genstande og sluge dem råt. Der er kant på – og messing, velour og farver. Der er tapeter, gardiner og tæpper. Der er vintage, nyt, håndlavet og industrielt.

Nina Yashar har en eminent fornemmelse for kant og stil og komponerer materialer, stilarter og møbler sammen på nye inspirerende måder. Foto: Vibeke Fonnesberg Schmidt

Hollandske visioner
Hollandske studerende præsenterede i den gamle fakultetsbygning tredje version af deres materialeprojekt, Envisions, hvor studerende samarbejder med industrien. I år havde man taget fat i den spanske træproducent Finsa for at innovere deres produktionsmetoder. Ofte udstiller man de færdige ting, når al udvikling er overstået og resultatet tilvejebragt. Men disse hollændere insisterer på at gøre det omvendt. At vise processen, fordi det er her, innovationen ligger. Og de er gode til det.

Den spanske træproducent Finsa fik besøg af holllandske studerende, der var med til at innovere og udvikle firmaets produktionsmetoder. Procesresultaterne blev kunstnerisk udstillet i Milano. Foto: Kristine Engelbrecht

Sidste år var deres udstilling i Ventura Lambrate en af de mest instagrammede, og igen i år var deres farverige iscenesættelse af strukturer, farver og mønstre en fest. En miniaturelandsby af materialeprøver – som teaterkulisser – i ulige størrelser, dybder og dimensioner. Film og en virtual reality-prøvetur i slutningen af udstillingen uddybede procespotentialet yderligere. De har også udgivet flere bøger om deres projekter. Det er spændende, relevant og interessant.

COS og Nendo
I år var Nendo og COS + Studio Swines udstillinger designugens to publikumsmagneter. Nok er japanske Nendo designer, men han er i høj grad også et brand. Og ligesom COS er han med de sociale mediers indflydelse globalt til stede i branchen – og i denne uge altså særlig intenst i Milano.

Begge udstillinger havde et poetisk take, men med udsigt til halvanden times kø meldte vi hus forbi pga. tidsnød. Især COS + Studio Swines installation med røg-sæbebobler, ville jeg gerne have oplevet. Men søg på hashtags som #Nendo, #COS plus #Milandesignweek eller sus ind på nedenstående webadresser og en kollage af billeder og film vil give dig en fornemmelse af, hvorfor der var stormløb mod begge udstillinger.

Del artiklen

'Kunstnerisk kapacitet i Milano'

Facebook