Flere faglinjer på KADK er blevet nedlagt og omstruktureret, fordi de genererer for lidt vækst et år efter endt uddannelse. Susan Liebe kommenterer på emnet som iværksætter og keramiker.
Jeg er keramiker. Jeg blev uddannet på Danmarks Designskole, der nu hedder Det Kongelige Danske Kunstakademis skoler for Arkitektur, Design og Konservering – KADK. Det var en uddannelse på fem år, hvor jeg kom omkring en masse emner som materialelære, ideudvikling, formforståelse og kunsthistorie. Det var i høj grad med til at forme mig til den keramiker, jeg er i dag. Men for at jeg kan leve af at lave keramik i dag, kræver det også en god portion viljestyrke, en masse timer i værkstedet og måske en smule talent. Det har jeg i hvert fald troet på i mange år.
Siden jeg blev færdig i 2000, er der sket en masse i den danske keramikbranche. Udover Mega-musel, som mange kender, er Kähler blevet genskabt, og mange af os nyuddannede keramikere skabte vores små virksomheder dengang og byggede dem op til mere, så vi i dag har ansatte, produktioner og økonomisk vækst.
Vækst som eneste måleenhed
Vækst. Vækst. Vækst. Det er ‘the buzzword’ i disse tider, hvis det står til regeringen og Uddannelses- og Forskningsministeriet, som KADK ligger under. Hvis der ikke er økonomisk vækst, så kan man ikke retfærdiggøre en uddannelse. Den skal munde ud i en arbejdsplads og vækst, ellers er den overflødig og bliver nedlagt. Det er regeringens og ministeriets plan for flere linjer på KADK, deriblandt keramik, tekstil og industrielt design.
Der var engang en faglig stolthed i at kunne et fag og et håndværk. At kende til et materiale og kende til den proces, materialet skal igennem, for at blive til et færdigt produkt. Og til at kunne udvikle nye metoder, nye ideer eller udtryk i en kreativ proces. Engang, hvor uddannelsen ikke handlede om økonomisk vækst eller arbejdspladser.
Når nogle keramikere ikke ender som succesfulde velhavende keramikere, så er det ikke fordi uddannelsen har fejlet, men fordi man ikke kan måle kunstnerisk integritet med omsætning eller økonomi. Pointen er, at det ikke kan måles 1:1, fordi det er mere komplekst end den målestok. Keramikeren bliver ikke uddannet til at skabe økonomisk vækst. Det er ikke uddannelsens fokus og bør heller ikke være det. Det har vi Copenhagen Business School til.
Keramikerens ærinde
Vi er uddannet til at skabe og forske og forstå. Skabe form, skabe æstetik og forstå farver og rum. Til at forholde os til tiden og fortolke den verden, vi er i. Det er vores fokus, og det er det, vi er de bedste til. Det er et lille helle for håndværket, og for det grundlæggende i et produkt. Vi kaster de sten, der sætter ringe i vandet, og som på den ene side viser den tid, vi er i, og som er med til at tegne vores fremtid.
Hvis Karen Kjældgaard-Larsen, der udviklede Mega-musel og Jelena Nordentoft og Ditte Reckweg, der satte striber på Kählervasen, og mange andre fra vores årgange ikke var blevet uddannet på Danmarks Designskole for 16 år siden, havde der måske ikke været en ny bølge af keramik. Der havde ikke været det salg og den vækst og eksport hos Royal Copenhagen og Kähler, som de har haft de sidste 10 år.
Og måske ville der heller ikke have været noget nyskabende keramik i Danmark, som vi kunne markedsføre os på internationalt og bygge videre på. For slet ikke at nævne de mange interiørbrands, som faktisk vækster, fordi de er dygtige til at fange de ringe i vandet, som de små keramikere skaber i deres værksteder.
Det nemmeste er at kopiere
Alle og enhver kan efterhånden få produceret en kop i Kina, og hvis man får lavet et flot katalog og brandet sig rigtigt , så kan man kalde sig designer og tjene penge på det. Det kan eksempelvis være, man er kendt fra et tv-program og så ‘designer’ et stentøjsstel med bl.a. kopper til 39,95 kr. og
sælger det til et stormagasin. Men man bliver ikke designer af at bladre i Bo Bedre eller keramiker af at besøge et keramikværksted i Jylland, for så kopiere/lade sig inspirere af et stentøjsstel til Noma, der er udviklet og produceret af familiefirmaet K.H. Würst.
Man bliver ikke keramiker, fordi man er kendt, og man er ikke en nyskabende og opfindsom designer, fordi man lægger navn til en kollektion eller producerer noget billigt makværk i Kina, der er set 100 gange før. Hvis der ikke bliver uddannet nye keramikere, så kommer der ikke mere originalt design indenfor mit fag. Hvis erhvervslivet fortsat gerne vil markere og profilere sig i ude i verden med dansk design og kunsthåndværk og stå for innovation og for nytænkning, er det så den rigtige beslutning at nedlægge afdelinger såsom keramik, tekstil og produktdesign på KADK?
Skal alting måles i økonomisk vækst? Eller skal vi fokusere på det immaterielle, på ideerne, på æstetikken, på formen og på følelserne og alt det, der ikke altid kan måles og vejes, men som skaber identitet og kultur. Lad os i stedet måle den kulturelle vækst; sætte pris på den og tro på, at den er lige så vigtig i det store billede.
Ovennævnte kommentar blev bragt som en kronik i Børsen for 10 mdr. siden, men i forlængelse af sidste uges klumme om lukning af kandidatuddannelsen på keramik, bringer vi den her som supplerende kommentar.
