Åbningstale: Kunsthåndværk er aldrig upersonligt

Åbningstale: Kunsthåndværk er aldrig upersonligt

Chefredaktør Charlotte Jul og Helle Severinsen fra Danske Kunsthåndværkere & Designere åbnede årets Kunsthåndværkermarked. Foto: Redaktionen

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør af designETC. De sidste 16 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Hvad er kunsthåndværk? Det satte designETC’s chefredaktør Charlotte Jul ord på, da hun torsdag åbnede årets Kunsthåndværkermarked på Frue Plads og opfordrede publikum til at gå i dialog med udøverne og stofligheden.

Hvad er kunsthåndværk? For mig personligt er kunsthåndværk stoflighed, kvalitet og forførelse, ja, til tider decideret forelskelse. Fagligt er det form, kritik og respekt, som jeg ydmygt forsøger at efterleve i mit daglige virke.

Kunsthåndværk er aldrig upersonligt. Aldrig blot en ting, men altid en helhed af udtryk, materiale og historie. Og forførelse…

Jeg har fx. ret mange kopper skabt af kunsthåndværkere. Til kaffe, te og alt muligt andet. De fleste af dem er forskellige eller passer sammen to og to. Og jeg elsker mine kopper. For det betyder noget, hvilken kop, jeg drikker af, hvornår. Det kan skifte flere gange om dagen, hvor koppen, jeg drikker af, bliver en forlængelse af mit humør, ja, mit ganske velbefindende.

“Kunsthåndværk skal deles”, var en af Charlotte Juls pointer. Foto: Redaktionen

De fleste kigger underligt på mig, når jeg insisterer på selv at vælge kop med en kommentar om, at jeg ikke lige er til den glatte hvide i dag, men har brug for at kramme den brune i stentøj. Som om jeg ikke er helt rigtig oveni hovedet eller ikke burde gå op i den slags. For koppen skal jo bare bruges til kaffe eller te…

Men det er aldrig lige meget.

Godt kunsthåndværk kan skabe stemning, understrege en følelse eller anspore vores sanser. Kunsthåndværk kan favne, nytænke eller sætte materiale på en idé, der bliver fortolket og udført på en ny måde. Kunsthåndværk er netop kunst og håndværk. Et kunstnerisk udtryk undfanget gennem et håndelag og en erfaring – parret med utallige timer i værkstedet.

Frue Plads marked er en perle. En perle på en historisk plads midt i byen, der i 34 år har formået at samle et velfunderet, varieret og professionelt felt af udøvere indenfor alle hjørner af kunsthåndværket. Af unika værker, hvor du som den eneste bliver den heldige ejer, eller af mindre, serielle produktioner af netop kopper, tekstiler eller smykker, der fremover beriger din hverdag, dine måltider eller dine gæster.

I 34 år har Danske Kunsthåndværkere & Designere hold parasollerne strunke på Frue Plads, der i år var skiftet ud med bagsiden af kirken pga. vejarbejde. Foto: Susanne Hviid

Kunsthåndværk skal deles. Og Danske Kunsthåndværkere & Designere deler med jer, når de år efter år lader deres kompetente medlemmer folde parasollerne ud og diske op med delikate og idérige værker. Så nyd dem, kunsthåndværkerne, og spørg dem om deres arbejde og deres historier. Gå i dialog med udøverne, værkerne og materialiteten. Mærk, føl og ikke mindst invester i dem. Du vil ikke fortryde det. For en kop er ikke bare en kop, et smykke ikke bare et smykke, men en gennemarbejdet oplevelse skabt af hånd og ånd. Af kompetente og erfarne menneskehænder med masser historier bag.

Jeg erklærer hermed Frue Plads markedet 2017 for åbent!

Kommentarer

Del artiklen

'Åbningstale: Kunsthåndværk er aldrig upersonligt'

Facebook