Designmuseum Danmark vinder fornem pris

Designmuseum Danmark vinder fornem pris

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer sammen med juryen for DASA-prisen, som Designmuseum Danmark modtog i makedonske hovedstad, Skopje. Foto: Novica Krstikj.

af Redaktionen

Charlotte Jul, Stine Nørgaard Lykkebo og Susanne Hviid udgør tilsammen redaktionen på designETC, og denne artikel er blevet til i et samarbejde mellem vores forskellige kompetencer, blik og erfaring.

Designmuseum Danmark har modtaget en af de fineste priser i den internationale museumsverden, DASA Award, som en anerkendelse af museets nye strategi for at gøre museumsoplevelsen mere publikumsvenlig.

Prisen gives til museumsprojekter, der har markeret sig særligt inden for læring, undervisning og i at nå nye målgrupper, deriblandt børn og unge. Juryen begrunder prisen med følgende ord:

”Designmuseum Danmark er et levende og fremsynet museum, der har til formål at placere design i centrum af det levede liv. Museet har med sin nye strategi udviklet sig fra at være et traditionelt museum til et, der er relevant for det 21. århundrede, og som i dag tiltrækker besøgende i alle aldre og fra alle samfundslag. Med vægt på excellence og livslang læring udgør museet en værdig vinder af årets DASA Award.”

Designmuseum Danmark har modtaget DASA-prisen for deres strategi om at tiltrække besøgende i alle aldre og fra alle samfundslag. Foto: Novica Krstikj

Designmuseum Danmarks besøgstal er på få år femdoblet. Stigningen skyldes ikke alene flere turister, men også at museet som led i en femårig turnaround har øget sin appel til blandt andet skoleungdommen. Søgningen er så stor, at museet fremadrettet har svært ved at få de nuværende fysiske rammer i de fredede 1700-tals bygninger til at slå til.

Rækker ud til børn og unge
Baggrunden for prisen er blandt andet, at Designmuseum Danmark de seneste år har udviklet en række aktiviteter, der åbner museet op for en bredere målgruppe end hidtil. Det gælder blandt andet projekter, som rækker ud til børn og unge. Et af de tiltag, der har givet positive resultater er et undervisningsprojekt, udarbejdet i samarbejde med én af Røde Kors’ skoler, og som har til formål at styrke asylsøgende børn og unge i deres sproglige udvikling i mødet med dansk kultur. Et andet projekt giver børn og unge mulighed for at gå til design i deres fritid.

Designmuseum Danmark har haft succes med projekter, som rækker ud til børn og unge. Foto: Jarl Axel

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer udtaler:

”Vi er utrolig glade for at være i selskab med så mange dygtige europæiske institutioner. At vi nu kan hente DASA-prisen med hjem til Danmark er en påskønnelse af vores medarbejderes og samarbejdspartneres store indsats for at udvikle formidlings- og undervisningstilbud til helt nye og bredere målgrupper end de, der traditionelt har besøgt museet. Vi vil bruge prisen til at fortsætte arbejdet med nuværende og nye tilbud, herunder at overveje, hvordan vi kan udvide med flere kvadratmeter for at imødekomme den stærkt voksende interesse fra besøgende og undervisningsinstitutioner.”

Prisen blev i weekenden overrakt i den makedonske hovedstad, Skopje, i overværelse af over 40 europæiske museer som en del af European Museum Academy Awards (EMA).

 

Kilde: Pressemeddelelse

Del artiklen

'Designmuseum Danmark vinder fornem pris'

Facebook