Det der med størrelsen

Adskillige af de keramiske værker, der er produceret på Tommerup Keramiske Værksted har fået ikonisk karakter: Peter Brandes Sevilla-Krukken, Bjørn Nørgaards Thors Tårn i Tåstrup eller hans Menneskemur for at nævne nogle af de første.

Så er der det med størrelsen. Det vakte stor opsigt i keramiske kredse verden over, at det kunne lykkes at forme og brænde keramik af så helt kolossale dimensioner. Sevilla-krukken eller Isak Vasen, som den egentlig hedder, der blev skabt til Verdensudstillingen i 1992, var den første. Mange kender fotografiet med medarbejderne fra værkstedet foran vasen med en højde på 4,68 m. og en vægt på godt og vel syv tons. Første optegnelse i Guinness Book of World Records. Og klar besked fra Fyn: Kom an derude!

På Fyn kan de det der…
Tommerup Keramiske Værksted indskriver sig i den fynske selvbevidsthed på samme måde som Brandts i Odense – og nu også CLAY. Og der er, som altid, hvor der foregår noget helt særligt, tale om en ganske bestemt personkreds. Lidt som i gamle dage med fabrikanten Mads Rasmussen, malerne Syberg, Johannes Larsen med flere – og Faaborg Museum.

I orkanens øje finder vi det dynamiske keramikerpar Gunhild Rudjord og Esben Lyngså Madsen – begge uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Omkring dem en kreds af mere eller mindre fast tilknyttede kompetente medarbejdere, hvoraf flere også stammer fra Koldingskolen, for eksempel Per Ahlmann og Søren Thygesen, der begge deltager med egne værker på udstillingen.

Værkstedets ’husforfatter’ Lise Seisbøll er for tiden ved at færdiggøre et to-binds bogværk om værkstedet, som man må se frem til. Hun var hovedkraften på Brandts Klædefabrik, dengang udstillingen Keramisk Kunst løb af stablen i 1991. Her blev værkstedets output indskrevet i den store danske keramiske kunsthistorie – og Willumsen, Bindesbøll og Jorn udpeget som hovedfigurerne i værkstedets referencegrundlag.

Senere blev Seisbøll direktør på Grimmerhus. Så kom 20-års jubilæumsudstillingen Tommerup Keramiske Værksted 1987 – 1998 og bogen Til Kunst Skal Du Brændes. I dag sidder Gunhild Rudjord i museets bestyrelse. Første udstilling på det nye udbyggede CLAY var også en slags Tommerup-udstilling, idet billedkunstneren Peter Brandes åbnede stedet med et monumentalt solo-show. Som direktør Pia Wirnfeldt siger i kataloget til denne udstilling, har samarbejdet mellem keramikmuseet og Tommerup i alle årene været frugtbart og tæt…

Fondsstøtte har det heller ikke skortet på. For at gøre en lang historie kort, kan man roligt sige, at værkstedet har haft en god ven i Ny Carlsbergfondet, uden hvilket mange af de monumentale udladninger næppe ville have set dagens lys. Så er den håndværksmæssige, det kunsthistoriske og den livsvigtige finansiering på plads. Det hører i øvrigt med til fortællingen, at Peter Brandes med flere, da økonomien i en periode var stram, ikke var bleg for at skyde egne penge ind i foretagenet – så vigtigt er værkstedet, der på mange måder fungerer som en pendant til glarmester Per Hebsgaards værksted, hvor mange af Tommerups faste kunstnere også i udstrakt grad huserer.

Bare et værksted
Langt de fleste af de kunstværker, der er blevet fremstillet på Tommerup, kan i sagens natur ikke slæbes ind på et museum, og en udstilling af værkstedets essentielle indsats således ikke mulig. Derfor har CLAY valgt at fejre det berømte værksted med en blandet udstilling af store keramiske værker af en lang række forskellige kunstnere. En lidt løs afdeling er indlånt fra samlere her og der: Niels Erik Gjerdevik, Erik Hagens, Bjørn Poulsen og Peter Carlsen. Også en række værker fra Naviair-samlingen, der blev sponsoreret af Statens Kunstfond. Sidst, men ikke mindst, finder vi en række værker fremstillet til lejligheden af femten billedkunstnere og keramikere, inviteret til at skabe et nyt værk på Tommerup. Disse værker vil, når udstillingen lukker, blive opstillet i parken omkring Tommerup-museet… undskyld, jeg mener CLAY!

Da Tommerup jo ’bare’ er et keramisk værksted, er det klart, at man ikke kan tale om stil i sædvanlig forstand. Jeg ved ikke, om værkstedet nogensinde afviser projekter på grund af en æstetisk bedømmelse – men jeg tror det ikke. Hvordan skulle man ellers forklare norske Dronning Sonjas behjertede amatørkeramik i denne sammenhæng? Det er nok snarere som at gå ind på et smedeværksted og få sat noget i produktion. Og det er naturligvis de arbejdende kunstnere, der vælger blandt den efterhånden store palet af materialer. Alligevel er det påfaldende så tydeligt, det træder frem, at et givet keramisk værk stammer fra Tommerup.

Ud over de næsten altid store størrelser er det noget med glasurerne, tror jeg. Gunhild Rudjords fornemmelse for stoffet. Hun er jo en fremragende keramiker i egen ret, skal man huske. Det er hende, der han ansvaret for materiale og glasur – Esben Lyngsaa Madsen tager sig mere af det krævende arbejde med at få værkerne stablet på benene og kørt igennem det store maskineri. Han er de tekniske løsningers geni og opfindsomheden selv. Ligesom det gælder i Holland, hvor Struktuur68 fra Den Haag i mange år har produceret keramisk kunst til gader og stræder overalt i Holland – og i øvrigt stod bag Carl Henning Pedersens gigantiske Angli-udsmykning i Herning – er der tale om en slags stoflig genkendelighed. Eller som i gamle dage, hvor det var Herman A. Kähler i Næstved, der stod for udsmykningerne.

Udstillingen
Omkring 150 kunstnere har gennem årene været forbi værkstedet med deres projekter. Rundt om hele den store, godt fyldte, sal løber et bånd med fotostater af udsmykninger – begyndende med Komedien den Guddommelige af Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen. Overraskende, så mange af værkstedets monumentale udsmykninger, man faktisk aldrig har hørt om – og forbavsende, så stille det ofte er gået for sig, når noget i og for sig ret bemærkelsesværdigt er løbet af stablen. Måske fordi volumen ikke altid er nok. Et par af de største kunder i butikken, afdøde norske Kjell Nupen og den højst nulevende Peter Brandes, har benyttet værkstedet intensivt til fremstilling af deres megalomane krukker med ekspressive udladninger i lange baner. Hvad skal man så mene om det? Personligt savner jeg noget, man måske kunne kalde stoflig tilbageholdenhed.

Udstillingen afslører efter min mening også, at det tydeligvis er svært for mange af de keramikere og kunstnere, der normalt trives i mindre formater at sætte deres værker op i helt stor størrelse. Der er dog en hel del fornemme værker at glæde sig over i CLAY´s store sal. Fra Naviair-afdelingen slår det mig, hvor fint og afmålt Lene Adler Petersens røde skulpturelle krukkeform træder frem. Mærkeligt proportioneret og lidt sær, men med en enorm power i al sin underspillede tilstedeværelse.

Form og format
Simon Grimms lyserøde opstabling af en skulptur falder jeg også for. Dum, skæv og ironisk pompøs… vild! En af Statens Kunstfonds udsmykningsudvalgs (dengang man havde sådan et) store forbrydelser var, at man ikke inviterede bare én eneste uddannet keramiker til at deltage i projektet med denne serie monumentale værker. Ikke én, fand’me – også selvom masser af keramikere har vist deres kompetence i stort format: Se bare på Martin Bodilsen Kaldahls tre skulpturelle krukker i parken. Nå, sket er sket… og det skal jo ikke fratage en fornøjelsen ved gensynet med for eksempel Kirstine Vaabens poetiske dobbeltfigur i al dens sarte vakkelvornhed.

Apropos vakkelvorn, så mener jeg, at en kunstner som Pernille Pontoppidan står for en af udstillingens absolut bedste værker: den sære og komplekse Spine has pine in it i stentøjsfajance. Den er godt nok bizar – og helt original. Mindelser om fx Eduardo Paolozzis tidlige engelske popkunst med dens pølsemekaniske detaljer, klumpede modellering og absurde, men tilbageholdende farvesætning. Hun er virkelig god og har en fin fornemmelse for de delikate indbyrdes relationer mellem form og format.

Ellers må man sige, at der – meget tidstypisk – er sjasket godt med glasurerne. Det løber syder og driver overalt til den store guldmedalje. Godt og skidt mellem hinanden – særlig godt hos René Schmidt med hans mærkelige Vivid red Uvarovite, en virkelig underlig sag, der formår at forbinde en ekstrem krystallinsk modernitet med et nærmest romantisk glasurdriveri.

Midt i al materialeromantikken tiltrækkes mit sarte øje nok særligt af værker, der udtrykker sig i mere sparsomme vendinger. Det gælder en keramiker som Morten Løbner Espersens monumentale krukke, der ellers nok betjener sig af keramisk stoflighed – men totalt styret. Eller Hesselholdt & Mejlvangs Stack of Skin Colored Flags. Og så er det tydeligt, at Bjørn Nørgaards store erfaring med keramikken har lært ham at spare så meget på effekterne, at et værk som hans De Røde Hunde er blevet utroligt fint, stramt, finurligt og poetisk.

Men tag til CLAY og se udstillingen og nyd kataloget med de informative artikler, mens vi glæder os til bogen. Til slut vil jeg anbefale ledelsen på CLAY at overveje grundigt, om det er nu er den helt rigtige beslutning at placere de nye skulpturer i parken. Om de ALLE simpelthen er gode nok, og om det i det lange løb vil være til fordel for kunstnerne, museet og keramikken.
Jeg tvivler…