Nielsens blomster

Nielsens blomster

Marianne Nielsen betragter vasen som en faktor, der bærer på en lige så central betydning som blomsten. Foto: Marianne Nielsen

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

Blomster Vaser
Marianne Nielsen
Ann Linnemann
2-25 nov

Keramiker Marianne Nielsen udstiller naturtro blomster i keramik hos Galleri Ann Linnemann, der sammenstiller og fabulerer over forholdet mellem kultur og natur. Det er umiddelbart let at forstå, men gemmer på en dybde, hvor det banale er en pointe.

Marianne Nielsen er kendt for sit arbejde med universelle fænomener i stor og lille skala: bjerge, fjer og blomster, der er smukt modelleret i keramik. Hendes værker virker umiddelbart let tilgængelige, men bag det genkendelige ydre ligger der tankevækkende diskussioner som forholdet mellem natur og kultur. Ved at fjerne de naturtro keramiske fortolkninger fra deres naturlige og egentlige kontekst, fremhæves deres kulturelt underliggende betydning og ikoniske styrke.

Blomster Vaser blev oprindelig udstillet på Biennalen for Kunsthåndværk & Design i museumsbygningen i foråret 2017. Foto Ole Akhøj.

Udstillingen hedder Blomster Vaser og er vaser med blomster i keramik, der hver især er billeder på en genre. Hvor vi umiddelbart forstår, at blomsten er en imitation, vil vasen normalt ikke blive opfattet sådan. Det er her, Marianne Nielsen betragter vasen som noget grundlæggende, der bærer på en lige så central betydning som blomsten. Og det samlede udtryk, blomst og vase, er i hendes optik en sammensætning af ornamentdele. Dele, der refererer til eksisterende stilarter, men ikke direkte eftergør dem, fordi de optræder løsrevet fra den sammenhæng eller helhed, som de normalt befinder sig i.

Marianne Nielsens værker hos Linnemann indeholder et sammenstød mellem vasens skarpe, geometriske form og blomstens bløde organiske. Mødet mellem det bløde og hårde er interessant – to dele, der ikke ‘passer sammen’. En refleksion over modsætningsparrene: natur og kultur, organisk og geometrisk, fremvokset og frembragt, motiv og mønster – som et modsætningsforhold mellem vasens ubestandighed og blomstens tidløshed.

Blomster Vaser er sammenstilling af kultur og natur: En vase med en blomst. Hver især et billede på en genre, men hvor vi forstår, at blomsten er en imitation, ville vasen i keramik normalt ikke blive opfattet sådan. Vaserne er formgivet så de ikke ligner nogen kendt vase, men er et udtryk for ornamenter og stilarter. Foto Ole Akhøj.

Blomstervaserne til Marianne Nielsens soloudstilling er en videreudvikling af de blomstervaser, som blev vist på Danske Kunsthåndværkere & Designeres Biennale Liquid Life i Museumsbygningen i foråret 2017. Marianne Nielsen siger selv:

”Jeg har længe været optaget af lave værker som naturalistisk fremstillede enkeltelementer. Jeg synes, der ligger en ærlighed og styrke i den enlige genstand. Og sådan tror jeg, det hænger sammen med naturen – dens storhed ligger i den, som den er. Imitationen og det kunstige finder jeg uendelig interessant. Det åbenlyse postulat, som man uden videre godtager, bl.a. fordi naturmotivet har sin lange tradition i keramikken. I min gengivelse viser jeg ‘forestillingen’ om en ting – så tingene omformes til begreber. Det er ikke en gulerod, det er min idé om guleroden.

Jeg oplever, at de emner, jeg arbejder med som fx blomster eller strik bliver tydeliggjorte. Man ser på værkerne, fordi man ikke kan andet (ikke spise eller lugte), og fordi de er flyttet ‘fra naturen’ og ind i en ny kategori som kulturgenstand. Når man flytter noget til et sted, hvor det ikke hører hjemme, får det pågældende emne andre betydninger og værdier.

Det samme sker med keramikken, dens betydning flytter sig også. Vi ser naturen med vores menneskelige blik, som trækker den ind i kulturen. Denne overgang fra natur til kultur er en vigtig del af mine overvejelser. Mine motivvalg er ikke vild natur, men noget, der på den ene eller anden måde har en kulturel reference. Min keramik er en modsætning til det, den forestiller. Det menneskeskabte tydeliggøres i sin kontrast til naturen. At det naturlignende værk netop er resultatet af mit valg og min forarbejdning.”

 

Kilde: Pressemeddelelse

Del artiklen

'Nielsens blomster'

Facebook