Kunsthåndværket er vores avantgarde

Kunsthåndværket er vores avantgarde

“Udviklingen af mit design for Silkebord Uldspinderi var en overordnet analyse af hvad, der kendetegnede virksomhedens styrker og historie i kollektionen på daværende tidspunkt. I stedet for at byde ind med et unikt Ratzer design, var mit mål at understrege deres hovedlinje i et nyt og moderne udtryk, så mit design kunne indgå i et samspil med deres kollektion for et generelt mersalg. Og det er lykkedes. Jeg har fået skabt meromsætning i det moderne butikssegment, fordi mit udtryk har opsnappet kunder, de ikke havde haft før,” Tina Ratzer. Foto: Silkeborg Uldspinderi

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Udstillingen Dansk Design NU på Designmuseum Danmark har fået nye værker med i opsætningen. I samarbejde med kurator, lektor og forfatter Lars Dybdahl og Strandberg Publishing udgiver vi en af artiklerne i bogen af samme navn, der akkompagnerer og uddyber udstillingen. Artiklen sætter fokus på kunsthåndværk som fortrop for industrielt design.

At nyere danske designbrands for alvor har fået øje på kunsthåndværkerne, er et udtryk for, at kunsthåndværkets potentiale endelig er blevet til sorte tal på bundlinjen. Men selvom den nye alliance er god for begge parter, opfordrer kunsthåndværkerne til mere mod hos producenterne, der ofte ligger i læ hos hinanden fremfor at bære den visionære fane.

Listen over kunsthåndværkere, der har fået objekter sat i produktion hos kommercielle brands er alenlang: Ole Jensen, Stilleben, Tina Ratzer, Lisbet Friis, Vibeke Fonnesberg Schmidt, Margrethe Odgaard, Gry Fager, Tora Uhrup, Jeanette List Amstrup, Michael Geertsen, Rikke Hagen, Merete Erbou Laurent og helt sikkert mange, mange flere. Fælles for dem er, at de har en høj træfsikkerhed, for som kunsthåndværker er materialet dit afsæt og det, du er specialist i at arbejde med.

Michael Geertsens vase for Muuto er en industriel omskrivning af hans mangeårige særkende som keramisk kunstner, hvor ophobninger af noget, der minder om kopper og tallerkner, stables i skæve og forvredne opstillinger – som en imaginær opvask, man har glemt på bordet. Closely Separated, Michael Geertsen, Muuto, 2007. Foto: Muuto

Kunsthåndværkerne ved, hvordan deres materiale opfører sig i forskellige processer. Ved hvordan det vil tage sig bedst ud i en given sammenhæng. Ved hvornår du kan skubbe materialet videre i en ny retning og hvornår, det er bedst at lade være. Kort sagt: de er faglige specialister, som industrien har hårdt brug for, for den slags specialviden eksisterer nærmest ingen steder længere. Derudover har designbranchens store outsourcing af produktionen skabt en øget efterspørgsel på fagligt funderede produktudviklere, der kan overvåge og sikre kvaliteten i produktionen.

Demokratisk dagsorden
Normann Copenhagen var nogle af de første til at se potentialet i de mere stoflige kunsthåndværkobjekter som Ole Jensens opvaskebalje, der blev skabt til Crafts Collection og sat i produktion i 2002. I årerne efter fulgte flere industrielle kunsthåndværkerprodukter som Rikke Hagens Double-vase og cognacglas og Claydies’ vaser, fade og tæpper. Lidt senere kom HAY på banen med Merete Erbou Laurents papirtæpper og Margrethe Odgaards dug, så joinede Muuto festen og senest er Menu, Kähler og Skagerak kommet med på kunsthåndværkerbølgen – hvis vi taler i større danske designbrands.

Rikke Hagen, der i dag sidder på begge stole som hhv. designer og partner i det nye mindre designbrand Hagen Etc fortæller:

“Cognacglasset opstod, fordi jeg ville skabe noget til mænd. Torsdag og fredag, når der var receptionen i byen, kom de forbi værkstedet og håbede på, at jeg havde noget maskulint glas. Cognacglasset opstod, fordi jeg ikke var god til at lave fødder, droppede jeg dem, og cognactumlingen var født. Efter at have blæst mange tusind styk og glasset nærmest optog hele værkstedskapaciteten, spurgte jeg Normann Copenhagen om de ville producere glasset for mig,” Rikke Hagen. Foto: Normann Copenhagen

”Kunsthåndværket er af stor betydning for den industrielle produktion og har i de seneste 15-20 år vist sig at være en gave til skaren af nye danske designbrands. Kunsthåndværket er vores avantgarde. Det er vores eksperimentelle rugekasse af sanselighed. Det er mere end overflade-æstetik, hvor en farve ikke bare er en farve, der er udstukket fra et Pantone-kort fra diverse trendsættere. Kunsthåndværk ligger, når det er bedst, i spændingsfeltet mellem den maskuline industrielle produktion og kunstens elitære univers. Selv har jeg været så heldig at være en del af Crafts Collection flere gange, der har bidraget til at producenter igen har fået øje på, hvad kunsthåndværkerne kan bidrage med.

Produktionsteknisk har man skaleret masseproduktionen ned til mindre partier, hvilket gør det lettere at sætte kunsthåndværket i produktion. Det øgede fokus på kunsthåndværkerne er også sket, fordi de nye brands har manglet en historie at fortælle om dem selv. Brands har kunnet bruge samarbejdet med kunsthåndværkeren til at fortælle historien om kunstneren, der sidder og eksperimenterer i sit værksted. Og den historiefortælling har skabt synlighed og fokus for alle parter”.

Bau-lampen var Vibeke Fonnesberg Schmidts første kommercielle samarbejde og opstod i forbindelse med en galleriudstilling. Lampens originale udgangspunkt med sin matte Bauhaus-farvekode blev antaget af Normann Copenhagen og findes i dag også i en naturfarvet udgave, der passer bedre til de skandinaviske hjem. Og netop det kompromis, at produktet både findes i en signaturstærk og en mere nedtonet version beviser, at kunsthåndværk og kommercielle interesser kan fusioneres på optimal vis. Foto: Normann Copenhagen

Det øgede fokus skaber omtale og øget omtale skaber mersalg. Set ud fra en kommerciel synsvinkel handler det for producenten om at skabe produkter, der skiller sig ud i mængden på en anderledes og sympatisk måde, så forbrugerne får lyst til at købe og virksomhederne kan positionere sig som first movers – eller slet og ret et brand, der har fingeren på pulsen og gode produkter i sin portefølje.

”Det essentielle for Poul og jeg har været at omdanne kunsthåndværket, der har en mere kunstnerisk vinkel på design, til et industrielt og kommercielt produkt uden at gå for meget på kompromis med kunsthåndværkets fortrin. At skabe et produkt, der er så tæt på kunsthåndværket som muligt uden at finurligheden mistes. Jeg synes, at vi er lykkes ret godt med mange af tingene. Oles balje, som han limede sammen af to stykker gummi, er nu til at betale for penge og selvom Claydies grass-vaser var en svær fødsel pga. de håndrullede keramikstrå og den nuancerende specialglasur, der skulle massefremstilles, er de også endt et fint sted”, forklarer producent Jan Normann.

Gensidig læring
Som kunsthåndværker kan det være en brat opvågning at komme i nærkontakt med det industrielle produktionsapparat. Det er nærmest et nyt sprog, der skal læres. Eller flere nye sprog. For det er to meget forskellige verdener, der nu skal arbejde sammen.

Mano-koppen havde et nyt udtryk, der ikke lignede noget andet på markedet og gav et håndværksudtryk til det industrielle. Mit eget kendskab til teknikkerne gjorde, at Kähler blev mere modige i forhold til at producere former, der ikke havde det traditionelle seriefremstillede udtryk,” Jeanette List Amstrup. Foto: Kähler

Som fagspecialist har du en specifik viden, som industrien sjældent har, og derfor bliver kunsthåndværkerne ofte produktudviklere på egne produkter. Keramiker Jeanette List Amstrup lærte sig at tegne i 3D og byggede efterfølgende en 3D-printer, fordi hun var nødt til at få fingrene i modellen igen efter at hendes kopper var blevet omdannet til digitale filer. For fysisk at røre og vurdere om formsprog, proportioner og den bærende idé var intakte inden hun sendte tegningerne videre til fabrikken. Det hele startede, da List Amstrup fik mulighed for at vise sine kopper til Kähler, der dengang lige var genopstået og ledte efter produkter til deres kollektion. List Amstrups Mano-kopper blev et hit, der senere fik følgeskab af en hel serie af relaterede produkter.

“På fabrikken var de vant til, at man kom med en tegning eller en form, som de kunne lave produktionsmodellen ud fra. Keramik bliver mindre, når det bliver brændt, så hele det tekniske i at lave en model, der tager højde for det svind, er en opgave i sig selv. Og fordi formen til Mano-koppen var opstået inde i en ballon med gips og derfor assymetrisk, var den svær at gengive.

Fabrikkens udkast lignede en parodi, som jeg ikke kunne godkende. Jeg insisterede på, at de skulle bruge noget, jeg havde lavet og derfor begyndte jeg at tegne og printe i 3D. Det har jeg tillært mig for at være i stand til at tale med industrien – for at kunne give dem en konkret model med nøjagtigt svindtillæg. Jeg var en af de første kunsthåndværkere, der lærte 3D-tegning og det var mig, der viste Kähler, at de kunne gøre det. Så det er blevet en ny niche, som Kähler har brugt i andre sammenhænge, hvor jeg agerer brobygger mellem kunsthåndværkeren og producenten. På den måde kan du sige, at mit møde med industrien tvang mig til at omskole mig, men det har samtidig også givet mig et ekstra forretningsben”, forklarer Jeanette List Amstrup.

Det er ikke kun kunsthåndværkerne, der lærer noget af mødet med den industrielle produktion. Producenterne får også indsigt i en specialistviden, som de ikke anede eksisterede. Tekstildesigner Margrethe Odgaard fortæller, at hun flere gange har fungeret som produktudvikler, fordi de pågældende brands ikke har været klædt på til at udvikle de givne produkter. De har ikke haft den nødvendige specialviden i forhold til at vurdere, om garnerne holder farven og om kvaliteten står distancen. Og det er en af kunsthåndværkerens absolutte fordele. At deres faglige viden og erfaring skaber solide resultater, hvis man tør stole på sin kunsthåndværker og ikke udelukkende tænker økonomisk gevinst på den korte bane.

”Tekstiler kan du ikke forklare. Det er den mindste forskel i tråde, der kan gøre udslaget. Så virksomheden skal turde stole på sin designers erfaring, når man arbejder med tekstil. Der skal bruges penge på at lave farve- og væveprøver til at vurdere designet ud fra. Der er ingen programmer på computeren, der kan skitsere et tekstil i samme grad som man kan rendere en lampe og derigennem skabe en drøm i producentens hoved.

Produktudviklingen sker i materialet, for tekstiler er du nødt til at have i hænderne for at opleve, hvordan de føles, hvordan farverne blander sig og hvordan stoffet falder. Det kræver mod og økonomi at skabe ordentlige tekstiler – at virksomheden er villig til at lægge penge i en udvikling for at skabe det bedste resultat. Det er derfor, at tekstiler ofte bliver valgt fra eller består i et simpelt print på en simpel bomuld, fordi det var det, virksomheden kunne forestille sig uden at sætte for mange prøver igang”, pointerer Margrethe Odgaard.

Margrethe Odgaard skabte dugen Fold-Unfold til Crafts Collection i 2013, hvor Odgaard lagde det visuelle fokus på folderne i dugen – det man normalt forsøger at skjule. Odgaards dristige farvesætning og nye greb på dugen som lærred for bordopdækning, fangede HAY’s interesse, der satte dugen i produktion. Foto: HAY

Producent Jan Normann medgiver, at de har lært mange ting af kunsthåndværkerne. For hvor designere næsten udelukkende arbejder på computer, formgiver kunsthåndværkerne mestendels i hånden og kan lave nogle helt andre kurver, som ikke findes digitalt. Magien opstår, hvis du kan overføre den håndbårne formgivning til digitale filer, som kan omsættes industrielt. I tilfældet med Ole Jensens opvaskebalje, der er skabt i hånden, blev den fysiske lermodel scannet ind i 3D for at kunne lave et sprøjtestøbeværktøj til den. Og på den måde, minder nutidens kunsthåndværkerne en lille smule om gamle dage, hvor designere havde fat i materialet og formgav direkte ude hos producenten.

Kunsthåndværkerens fordel
Og det er netop hands on-tilgangen, der er kunsthåndværkerens fordel: at de er så hjemmevante i materialet og i det at producere, fordi de allerede gør det i deres værksteder. Deres eksperimentelle kadence er utrolig høj og de er omstillingsparate i den skabende process. For dem er det altid nysgerrigheden og materialet, der har første prioritet. Kunsthåndværkeren skaber objekter, der er skabt i en kunstnerisk proces, i et laboratorium af kreativitet og innovation. Som Claydies, nogle af feltets avantgarde-keramikere, der har haft op til flere produkter i produktion hos kommercielle brands – og oplevet at de er blevet taget af igen, fordi deres produkter ikke var hurtigtsælgende nok.

Claydies aka Karen Kjældgård Larsen og Tine Broksø er Danmarks første konceptkeramikere. Deres arbejde forener formgivning med en konceptuel tilgang til historiefortælling, der både inkluderer performance og halvtabuiserede emner, som de omsætter til keramiske produkter. Grass-vaserne hed oprindeligt Grøftekant og var en poetisk kommentar til at sætte noget af den dejlige danske grøftekant-stemning på bordet. Foto: Normann Copenhagen

“Vi føler helt klart, at vi bidrager med noget som kommercielle partnere ikke kan forudse. Vi arbejder ud fra helt andre behov og strategier end de kommercielle partnere. Vi designer objekter, som tilfører noget til tingsverdenen, som ikke er der endnu. Vi tager udgangspunkt i vores eget univers og vores egen udtryksform og er interesserede i at forny traditionerne, så vi på en gang fortæller noget om fortiden og nutiden”, understreger Tine Broksø, der er den ene halvdel af Claydies og fortsætter:

“Det har været interessant for os at samarbejde med kommercielle virksomheder. Vi er meget interesserede i produktionsmetoder og hvordan vi kan designe til bestemte industrielle metoder. Det har nemlig været vores erfaring fra tidligere at mange af de ting, vi designer og selv producerer er svære for andre at lave. Men hvis industrien er med i designprocessen fra starten, kan vi målrette metoden direkte til deres industrielle apparat.”

Kunsthåndværkerne er således utrolig omstillingsparate og ser nærmere en ny udfordring som en måde at eksperimentere yderligere på i deres virke.

”Kunsthåndværkerens fordel er at du kan spille på materialerne. Vi kan formulere os i et materiale og trække det nye steder hen, hvor det fremstår som noget, der ikke er lavet hundrede gange før ligesom vi har forståelse for økonomien i et projekt”, tilføjer Michael Geertsen.

Skagerak, der tidligere hed Trip Trap, har de seneste år gennemgået en forvandling henimod et yngre og mere internationalt udtryk. Derfor har deres kollektion også ændret sig fra at omhandle maritime udendørsmøbler til også at skabe nutidige møbler og boligaccessories. En af de sidste er Stillebens, alias keramikerne Ditte Reckweg og Jelena Nordentoft, nye potter Edge, der både findes i en udendørs og indendørs version. Det stringente formsprog er moderne, men peger samtidig tilbage til de græske amfora-vaser med deres lille hævede fod og generelle amfora-form. Foto: Skagerak

Og nyskabende produkter, der ikke er som alle andre har producenterne og forbrugerne fået øjnene op for, så meget, at rigtig mange virksomheder kopierer kendte kunsthåndværkerprodukter, som det skete for nylig med Netto og Anne Black-kopieringen. Og de er desværre ikke de eneste. Der er en lige så lang liste over kopierede kunsthåndværkere som der er produkter i handlen og det kan måske nok betegnes som ‘collateral damage’ og bagsiden af succes’ens medalje, men det er stadigvæk ikke i orden, at virksomheder stjæler og kopierer kunsthåndværkeres idéer bare fordi de kan.

For der er jo en årsag til at de vellykkede kunsthåndværkersamarbejder har opnået status. Det er det særlige ekstraordinære greb på en ordinær funktionalitet i hverdagen. Det er den særlige stoflighed i produkternes udstråling. Den lille detalje, det har taget kunsthåndværkerne mange år i værkstedet at nørde frem og som nu endelig kommer til sin ret.

Kunsthåndværkerens fordel er også, at de er så etablerede i deres formsprog og personlige, æstetiske ståsted, at et samarbejde med en kommerciel og industriel partner ikke udvander deres æstetiske udtryk. Fordi de ikke giver køb på deres faglighed i dialogen med producenten. Ikke at der aldrig er undtagelser, for det er der altid, men det er netop den stærke faglighed, som industrien efterspørger. Fordi de godt ved, at de ikke selv har den, og at det i sidste ende skaber et bedre produkt at have kunsthåndværkeren med i processen.

Lisbet Friis’s store erfaring og fagspecifikke viden har skabt hende en hel kollektion af grafiske og farveenkle tæpper for Fabula Living, der fungerer som en kollektion i kollektionen. Lisbet Friis’s fungerer desuden som ekstern fagkonsulent for tekstilindustrien, hvor hendes store viden og erfaring sikrer produktionen. Foto: Fabula Living

Det var tilfældet med Tina Ratzers samarbejde med Muuto, der på daværende tidspunkt var en uerfaren spiller på markedet indenfor tekstil. Tina Ratzers viden omkring materiale, kvalitet og produktion var med til at skabe et gemmenarbejdet produkt. Det samme gør sig gældende, når tekstildesigner Lisbet Friis samarbejder med en anden tæppeproducent, Fabula Living. Hun sammenfatter kunsthåndværkerens fordel således:

“Vores styrke er, at vi har mange års arbejde med at have materialerne i hænderne. Vi har afprøvet forskellige former for materialesammensætninger og farver – og vores oparbejdede erfaring giver os en stærk fornemmelse af, hvordan de forskellige farver, teknikker og materialer arbejder sammen og virker visuelt. Vi ved, hvordan farverne blander sig forskelligt i de forskellige væveteknikker, og hvordan det vil se ud i de forskellige materialer. Noget du ikke kan få frem på en computerskærm.

Når jeg arbejder hos producenten står jeg ved siden af væveren og ser på, om tæppet har den rigtige fasthed eller om vi skal ændre lidt i opsætningen eller garntykkelsen. Vurderer om farverne virker, som de skal, eller om der skal sættes yderlige tråde af en bestemt farve eller struktur ind for at få det ønskede udtryk og kvalitet. Det er det, der gør, at jeg sammen med producenten kan udvikle tæpper i høj kvalitet, selvom de er producerede i større serier. Men i serier der har det håndlavede udtryk og er udviklet, så man får mest muligt ud af de forhåndenværende teknikker og produktionsmetoder.”

Materiale og metode
Materialet og metoden er således kunsthåndværkernes vigtigste værktøjer, der ofte bruges i en vekselvirkning mellem low og high tech, mellem analog og digital, mellem hånd og teknik. For den kreative process er ikke lineær, men en dialog, hvor både metoden og materialet taler til den udøvende.

“Selvom jeg er i dialog med en kommerciel partner, hvor der er en tænkt idé og et brief at arbejde ud fra, er jeg nødt til at have materialeudviklingen med. Jeg er nødt til at kombinere de to ting, så jeg både har hænderne i materialet i en low tech-udvikling på drejeskiven. Nødt til at give mig tid i værkstedet og lytte til min intuition. Man gør noget og materialet svarer tilbage, og på den måde sker der ting, man ikke kunne have tænkt sig til. Det er nærmest grundforskning, hvor man reagerer på det svar, materialet giver”, forklarer Jeanette List Amstrup, der endte med at bygge sin egen 3D printer, fordi hun var nødt til at få sit objekt ud af computeren igen – som en vekselvirkning mellem det analoge og digitale – at få det håndgribelige til at møde det virtuelle, så det digitale blev konkret og reelt for dernæst at blive oversat til en 3D-tegning.

En frøstand i et vildvoksende bed i haven blev inspirationen til Vibeke Fonnesberg Schmidts Poly knage, der med sine flergrenede arme med knopper blev oversat til den knage, som Vibeke selv manglede derhjemme. ”Knager er altid så liniære og kedelige, så derfor farvesatte jeg prototyperne i både primære og sekundære farver. På den måde blev den funktionelle knagevæg til en installation og knap så ordinær”. Poly blev sat i produktion af Skagerak i 2015. Foto: Skagerak

Kunstner og designer Vibeke Fonnesberg Schmidt tilføjer:

”Min erfaring er, at det ofte er frugtbart at vende tingene på hovedet og starte i sit materiale. Bau-lampen for Normann Copenhagen opstod ud fra mit arbejde med træet og et galleribrief om at lave noget belysning. Mit åbningsspørgsmål til mig selv blev derfor, ‘Hvordan bygger jeg noget træ rundt om en lyskilde?’ Svaret blev, at jeg vendte tilbage til min metode. Til mit arbejde med geometri, systemer og forskydninger sammen med mit materiale, i dette tilfælde træ.

Jeg tror, der er en større chance for at skabe noget uforudsigeligt, hvis du arbejder ud fra dit materiale fremfor ud fra producentens ofte begrænsende brief. Men det er måske mest min proces, jeg vil nemlig helst starte i et åbent landskab og slibe idéen til efterfølgende. Men det er spændende at møde industrien og få helt andre modspil. Producenten har en konkret og industriel tilgang, der kan skubbe kunsthåndværkeren i nye retninger, fx at skulle tænke ind om produktet skal kunne fladpakkes, om der er ergonomiske hensyn, miljøhensyn eller tekniske udfordringer– de begrænsinger kan også være en kreativ ramme for designeren.”

Mod efterlyses
At der er gået sorte bundlinjetal i den danske designindustri er desværre ikke nogen hemmelighed og det er vel godt, kunne man spørge? Det er vel en fantastisk ting, at nyere danske designbrands stormer frem i verden og omsætter for monstrøse summer? Det skaber vel både øget fokus på dansk design og bedre økonomi for de involverede?

Svaret er både et ja og et nej. For succes’en har en også en mindre flatterende side, der handler om at interiørdesign er blevet fashion. Vasen, puden, fadet er blevet en accessories, du kan skifte ud, når boligmoden skifter. Det pudsige er, at de fleste kunsthåndværkere slet ikke er med på trenden og nærmest aldrig har åbnet et boligmagasin. For dem er det overfladisk og uinteressant. De er i langt højere grad interesseret i at arbejde med deres materiale på materialets præmisser og skabe ting, der har noget andet og mere i sig end blot at være en aktuel accessories.

”I designarbejdet for en producent forsøger jeg i første omgang at komme med noget, der ikke handler om salgstal, men er en søgen efter en idé, der kan berige den pågældende kategori. Modsat producenten interesserer mode og tendenser mig ikke særligt meget og det er nok i virkeligheden her, at jeg som kunsthåndværker kan bidrage med noget andet.

Jeg vil hellere søge efter en forbindelse til traditionen, hvilket er et træk, jeg har med mig fra min uddannelse på Designskolen, sammen med et ønske om at forstå tingene, deres forankring og deres betydning. Jeg tror min tilgang til designarbejdet i bedste fald bliver anset som naiv og i værste fald virkelighedsfjern af producenten. Men jeg vil egentlig gerne være naiv i den forstand, at jeg prøver at befri mig for fordomme og begrænsninger og i stedet forholde mig åbent til opgaven”, understreger keramiker Marianne Nielsen.

Kollega Michael Geertsen er en kende mere direkte:

”Design er blevet Holdningsløse Tidende, der kun handler om, hvad der kan omsættes. Ingen af de nyere brands har en skarp kunstnerisk profil eller social agenda. Den ligger andre steder. Jeg vil gerne sende noget ud i verden, der bærer noget med sig og ikke bare omsætter godt. Vasen for Muuto er meget mere et statement end en blomstervase, der sælger godt i det midtjyske. Den har kant og adskiller sig markant fra de vaser, der ellers er på markedet.

Som formgivere er det vores opgave at formulere det kunstneriske projekt, men i dag er det producenterne, der formulerer et brief ud fra trendrapport om, hvad der kan sælge, og på den måde tager de det helligste ud af munden på os. Det vi gerne vil sige, bliver sagt med ført hånd. Producenternes vision handler allerførst om indsalg til butikkerne, så tingene er tjent hjem i første hug. Ofte er de for hurtige til at pille et produkt ud af kollektionen, hvis det ikke sælger med det samme, men nogle gange kan det være det skal inkubere i længere tid. Som producent bør man have lidt mere is i maven og tage ansvaret på sig som first mover. Men det er som om, at alle flytter sig fra den position og i stedet ligger i læ hos hinanden. Man vil hellere ligge i slipstrømmen af andre end at tage rollen på sig som visionær. Det er kedeligt og forudsigeligt og handler desværre udelukkende om penge.”

“I mit samarbejde med Kähler gik jeg realistisk til værks og designede en julelysestageserie, som både var genkendelig og enkel at fremstille industrielt. Jeg gjorde en dyd ud af nødvendigheden, men havde det stadigt sjovt i designprocessen. Jeg vidste, hvor min udfordring lå, og brugte industriens begrænsninger som kreativ ramme,” Marianne Nielsen. Foto: Kähler

At gå forrest kræver ansvar og betyder, at det tager lidt længere tid før alle andre går med. At gå forrest kræver mod, mavefornemmelse og tro. En tro på at kvalitet betaler sig på den lange bane og at faglighed ikke nødvendigvis er usexet.

Kvadrat er et eksempel på en virksomhed, der tager deres faglighed alvorligt og som ikke har travlt med at blive set, hørt og anerkendt, men snarere bliver det naturligt, fordi de er dygtige til at lave deres tekstiler og kun involverer sig i projekter, de brænder for. De har altid været i dialog med kunsten og engageret sig i at skabe kunsteriske oplevelser og events. Det virker autentisk, måske fordi deres lange virke og historie giver dem et solidt fundament at stå på. Man kunne næsten fristes til at sige, at de burde have overskud til at tage mæcen-rollen på sig og skabe visionært design – lidt ligesom Kold Christensen gjorde med Kjærholms møbler. Det har jo netop vist sig at være en valid investering på den lange bane – på flere niveauer.

Det er en kendsgerning, at kunsthåndværkere og den kommercielle designbranche er new best friends. Og som med alle andre venskaber skal relationer plejes for at bestå. Og udvikle sig. I relationer bør man være lydhør overfor hinanden og respektere hinandens forskelligheder og styrker. Fordi det er her fremdriften og indsigten ligger.

Der er dog ingen tvivl om, at venskabet er kommet for at blive. Kunsthåndværkerne har brug for at udkomme, lære nyt og tjene penge på deres arbejde. Industrien har brug for kunsthåndværkernes fagspecifikke viden og erfaring for at skabe solide produkter, der ikke bare løber efter de hurtige sællerter. Design og kunsthåndværk handler nemlig ikke om fashion. Den handler om sanselighed, stoflighed og faglighed. Den handler om nærvær, tradition og brud med den. Den handler om idéer, funktionalitet og form, der udmynter sig i relevante objekter til hverdagen. Det handler om en frugtbar kombination af kommerciel business og subtilt kunsthåndværk.

Artiklen er baseret på aktuelle interviews med kunsthåndværkerne Tina Ratzer, Lisbet Friis, Vibeke Fonnesberg Schmidt, Margrethe Odgaard, Marianne Nielsen, Claydies, Michael Geertsen, Jeanette List Amstrup, Rikke Hagen og producent Jan Normann fra Normann Copenhagen og er udført af Charlotte Jul, maj 2016.

Artiklen er en del af bogen Dansk Design NU af forfatter og lektor Lars Dybdahl, der både skriver og redigerer bogen, der også har bidrag af flere forskellige designskribenter.

Bogen er udgivet af Strandberg Publishing, koster 399, 95 kr. og kan købes i de fleste boghandlere eller hos forlaget selv.

Læs vores boganmeldelse 'Nuets Puls' her

Del artiklen

'Kunsthåndværket er vores avantgarde'

Facebook