Og hvor og hvordan skal vi producere? Lige nu oplever vi et mismatch mellem den herskende trend inden for møbeldesign og de teknologier, der er optimale til produktion.
Der har i mange år ellers været en fin sammenhæng mellem produktionsteknologier, materialer og design, men i dag er det som om, vi har glemt at udvikle nye produktionsprocesser. Hvordan skal fremtidens møbler se ud, og hvor og hvordan skal de produceres? Hvis man træder et skridt tilbage i historien har designproduktion altid handlet om udvikling. Da man lærte at dampbøje træ, begyndte man at fremstille Wiener-stole. Senere blev man dygtig til at bukke stålrør, og så strømmede det med stålrørsmøbler fra Bauhaus. Eames fik hurtigt overført fineren til møbler, siden kom plasten til, og sådan blev det ved indtil Jasper Morrisons Air Chair udnyttede en forholdsvis ny og avanceret plast-støbeproces.
Fremtidstro og nye boformer
Siden da er der selvfølgelig kommet nye materialer til, men ikke rigtig nogle nye produktionsprocesser. Og det er måske en af grundene til, at man i dag leder efter ældre produktionsprocesser til at lave noget, som, man mener, er nyt.
Man kan sige, at den vestlige kultur, som har været ansvarlig for en stor del af udviklingen inden for design, er ‘over the top’. Designerne udviser ikke længere ønsket om at opfinde det nye; de er i højere grad optagede af, at vi lever i en usikker tid, hvor man typisk søger tilbage til noget kendt.
I 1960’erne havde man en enorm tro på fremtiden og forsøgte konstant at give nye bud på, hvordan vi kunne indrette os med større systemer – her tænker jeg på produkter som designerne Verner Pantons Living Tower og Joe Colombos Wohnmodel og Total Furnishing, og så selvfølgelig alle avantgardearkitekterne Archigrams ideer om Plug in City. Sådanne større systemer ser vi ikke længere. Kun enkelte produkter. Og det er ærgerligt, synes jeg. Ærgerligt, at designerne ikke længere kommer med nye bud på, hvordan vi kan leve og bo væsentligt anderledes.
Nutidens fokus
I dag ser det ud til, at den herskende tendens inden for møbeldesign er det håndværksprægede eller noget, som jeg kalder ‘præ-masseproduktion’ – en slags art deco. Et udtryk, der tidligere fremkom ved produktionsteknologier baseret på smedearbejde og traditionelt maskinarbejde. Det vil sige produkter, som er fremstillet ved typisk savning, spåntagning og svejsning. Det er produktionsprocesser, som ikke er specielt rationelle, da de er relative langsomme, løntunge og ofte forbundet med en del spild. For tiden kan disse produkter fremstilles, fordi man engagerer billig arbejdskraft i Østeuropa og Asien, som kan udføre den slags arbejde uden særlig høj betaling. Skulle det fremstilles herhjemme, ville det være enormt dyrt.
Der er selvfølgelig også hele den miljømæssige dimension, som har drevet en del design og designere, som fx hollænderen Piet Hein Eeks møbler fremstillet i genbrugstræ, og andre især materialemæssige tiltag, der signalerer, at man tager hensyn til miljøet.
Jeg er nu ikke så sikker på, at disse tiltag er så miljøvenlige endda, hvis deres miljøeffekt blev analyseret. Helt grundlæggende er det jo sådan, at al skabelse kræver energi – også det at omdanne gamle materialer til nye produkter. Ved masseproduktion minimerer man materiale- og energiforbruget for at minimere prisen, hvilket i princippet også burde minimere miljøbelastningen. Det største problem ved masseproduktion er bare, at det producerer alt for meget, alt for billigt og ofte i for dårlig kvalitet, der i sidste ende øger forbruget uhensigtsmæssigt.
Moderne produktionsteknologi
Det bliver spændende at se, om der også i fremtiden opfindes nye produktionsteknologier, som vil influere vores design. 3D-print er et eksempel på en interessant ny teknologi, fordi man kan individualisere designet. Men 3D-print ligger endnu i den høje prisende med en relativ dårlig kvalitet. Som det er nu, vil det tage mere end et døgn at printe en stol, mens en færdig plastikstol kan produceres på 3 minutter ligesom prisen for en 3D-printet plastikstol er ca. 100 gange højere.
Hvis tingene skal blive økonomisk konkurrencedygtige, skal der ske et voldsomt teknologiskifte, som kan sætte farten væsentligt op på printerne. Og her er det ikke nok, at de bare kan køre hurtigere. De skal også kunne hærde materialerne væsentligt hurtigere. Tag støbeprocessen som eksempel: Her overfører man det smeltede materiale direkte ind i en kold form, og hærdningen foregår dermed meget hurtigt.
Konkurrencedygtighed og etik
Det er ikke kun de meget billige møbler, der er produceret i områder med lave lønomkostninger. Det gælder også for mange af de ’finere’ designprodukter, vi omgiver os med. Produkter, hvor man enten ønsker et udtryk, der er skabt ved de førnævnte løntunge forarbejdningsprocesser, som fx Gamfratesis TS Table fra Gubi.
Det kan også være produkter, hvor styktallet er så lavt, at de ikke kan bære en stor investering, hvilket meget ofte er tilfældet for high end brands, hvor omsætningen ikke er så høj. Således afhænger fremtidens møbeldesign nok i højere grad af, hvordan verdensøkonomien er skruet sammen end hvilke teknologier, der er til rådighed. Vi bliver nødt til at spørge os selv, om vi fremadrettet kan – og bør? – finde billig arbejdskraft til at fremstille vores møbler. Eller om der skal foretages nogle større og mere bæredygtige investeringer i moderne produktionsteknologi?
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
