Design og kunsthåndværk kan ligesom andre kreative discipliner udtrykke følelser på tværs af forskellighed og danne fællesskaber der, hvor ordene kommer til kort. Jeg undres dog dagligt over manglen på respekt og forståelse for kunst og designs rolle i det moderne, danske samfund.
For et par uger siden havde jeg en søndag for mig selv i Paris. Jeg havde ikke været i hovedstaden siden man satte endeligt punktum for den store Louvre-plan med indvielsen af Den Omvendte Pyramide i 1993, så jeg glædede mig til at slentre rundt i gaderne og suge til mig af det parisiske tableau vivant. Jeg havde klædt mig på til lejligheden i nederdel og cardigan for at gøre de parisiske kvinder mode-kunsten efter – og naivt ignoreret, at foråret ikke falder væsentligt tidligere i Paris end i København.
Jeg var med andre ord smerteligt bevidst om både sludregn og sidevind, og derfor faldt det mig ekstra overraskende, da en dobbeltsporet kø på et fortov fortsatte rundt om bygningens hjørne og rundt om det næste igen. Folk med paraplyer, røde næser og veritabel tålmodighed ventede muntert på det, jeg overvejede om kunne være en rockstjerne eller lanceringen af specialdesignede sneakers.
Køen viste sig at være til det lokale bibliotek, hvor de ansatte antikvarer helt ekstraordinært fremviste sjældne udgaver af husets værker. Der stod måske tusind mennesker i kø, og de ventede allesammen på at få et glimt af gamle, gulnede sider i en bog. Jeg uploadede en film af køen til min Instagram-profil, mens jeg tænkte på, om det samme scenarie nogensinde ville foregå i København. Jeg tror det ikke.
Overfladens dybde
I mit job taler man tit om overflade. Helt konkret om blanke, matte, kolde og varme strukturer, men også om det overfladiske i at arbejde med noget så tilsyneladende indholdsløst som design, kunsthåndværk og særligt interiør. For hvad bidrager man egentlig med, når man forholder sig til, om væggen skal være grøn eller blå, og kan man gøre sig nogle forhåbninger om at sætte spor, når man skriver om, placerer eller formgiver en skål, en stol eller et objekt på en væg?
Man kan godt selv blive i tvivl, for kunst- som iværksætterstøtte er næsten altid de poster, der sables først, når der forhandles om offentlige finanser i Danmark. Dødsstødet på det personlige plan kommer, når folk, der arbejder i ministerier som jurister eller finansrådgivere kan finde på at spørge udøvende kunstnere som min veninde, der arbejder konceptuelt med smykker og udsmykning: ‘Nå, hvordan går det så med keramikken?’. Den kommentar har vi grint meget af. Men den er også ret trist, fordi den sætter en holdning til kunstens rolle herhjemme på spidsen.
Jeg opfatter ikke per definition folk, der arbejder med tal, bundlinjer og jura som disrespektfulde mennesker, og jeg tror heller ikke, at det som sådan er mangel på oprigtig interesse, når man spørger om det med keramikken. Jeg tror til gengæld, at vi i vores samfund simpelthen er opdraget til at opfatte kunst og kultur som af lavere rang end fx lægevidenskab, politik og international business. Det er som om, kunsten først bliver interessant, når den bliver indbringende. En forretning. Så er der til gengæld ikke grænser for, hvor stolte, vi kan være. Ironisk nok er det ofte personligheder indenfor kunst og kultur, vi hylder og fremhæver som de særligt betydningsfulde, når vi – efterhånden en sjælden gang – bryster os af komme fra Danmark.
Giv noget tilbage
Jeg talte for nylig med en dansk gallerist, der er optaget af skellet mellem kunst og design. “Verden har ikke brug for endnu en stol”, sagde hun og refererede til det kontinent af plastik, der flyder rundt i verdenshavene. For hende kan en ny stol kun retfærdiggøres, hvis den giver noget tilbage og stimulerer os til at blive mere nuancerede mennesker. Og nej. Kunst, design og kunsthåndværk redder muligvis ikke verden i et 1:1-forhold sådan som en insulinsprøjte eller et life straw (der i øvrigt også er design) kan, men den rigtige tanke på det rigtige tidspunkt kan til gengæld sætte gang i en sommerfugleeffekt af følelser, fælleskaber og fornuftige samtaler, der potentielt set har lige så stor betydning som tusindvis af hjertetransplantationer og kunstige åndedræt.
Pointen er: Kunst og design er muligvis overflade, men langt fra overfladisk. Jeg mener, vi som samfund, netop i en tid, hvor fællesskabet har trange kår, bør have langt større fokus, såvel holdningsmæssigt som konkret, på kunst og designs rolle i vores samfund. Den kvalitet, der skal til for at skabe kunst og design, som ikke bidrager til plastikkontinentet (det er en helt anden snak), men derimod til samtale i enhver forstand, bør fremelskes. Lad os gøre op med holdningen til kunstneren som ‘the starving artist’ og sætte spot på – allerede i folkeskolen – at kunst og design bør være fag på lige fod med alle andre, og ikke noget, man bedriver, fordi man er begunstiget med guddommelig inspiration eller fordi, man ikke kan lade være.
Måske vi så fik en befolkning, der ikke udelukkende står i kø for endnu en stol, man hverken gider se eller sidde på næste år, men for det, vi burde være opdraget til at opfatte som det virkeligt gode tilbud: Muligheden for at udvide sit verdenssyn.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
