Le Klint fylder 75 år og lancerer i anledning af jubilæet lampeserien ARC, inspireret af Le Klint-historien og Grundtvigskirkens imposante buer. Serien er designet af den unge duo Manér studio.
Le Klint runder et blødt hjørne i dansk lyshistorie og udgiver derfor en helt ny lampeserie. Serien er inspireret af den monumentale arkitektur og de æstetiske hvælvinger i Grundtvigskirken i København, som i sin tid blev skabt af arkitekt P.V. Jensen-Klint, der dog døde, inden kirken stod færdig. Det blev istedet hans søn arkitekt Kaare Klint, som færdiggjorde arbejdet i samarbejde med sin søn Esben Klint.
Le Klints grundlægger Tage Klint var også søn af P. V. Jensen-Klint, og det er med inspiration fra disse to Klint-skabelser, at Le Klints nye lampeserie opstår.
Den nye lampeserie hedder ARC og er designet af Nanna Neergaard og Marie Hesseldahl, som sammen udgør Manér Studio. Deres mål har været at skabe en lampeserie, som også skulle henvende sig til den yngre forbruger. Inspirationen fandt de i Le Klints dna, den håndfoldede lampeskærm, som de fortolkede med inspiration fra de imposante hvælvinger fra Grundtvigskirken. Ved at kombinere den foldede skærm med sort eg opnår de et moderne take på den traditionelle Le Klint lampe. ARC-skærmen er lavet i samme materiale som de håndfoldede skærme, men bygger på princippet om to identiske formede skaller, der er holdt sammen af et egefinérbånd.
“Det var en afgørende faktor for os at skabe en vis genkendelighed, men samtidig også tilføre en ny og yngre dimension til Le Klints jubilæumslampeserie. Vi elsker den måde plisséerne bryder lyset på, så det skiftevis er diffuseret og koncentreret. Vi ønskede også at bringe disse kvaliteter ind i vores kollektion i en nyfortolkning af den foldede skærm. Inspireret af de ikoniske buer i Grundtvigskirken tegnet af P.V. Jensen Klint, har ARC således fået sine buede linjer”, forklarer Nanna Neergaard og Marie Hesseldahl.
Kilde: Pressemeddelelse
ARC-serien koster fra 2.495 kr.
Leklint.dk