Materialestrukturer i harmonisk samklang

Keramik og træ. Rillede strukturer og matte overflader. Møbeltypologier og skulpturelle referencer. Keramiske Strukturer er bygget op af dialoger. Mellem materialer, proportioner og forventninger. Udstillingens fire stedsspecifikke værker, der er tro mod reelle møblers højde og drøjde, er placeret som forskudte forløb i den fortrinsvis lange og smalle gang – ‘bænk’ til højre, ‘potteplante’, ‘reol’ og ‘skammel’ til venstre.

Forud for udstillingen i Bagsværd Kirke har Anne Dorthe Vester og Maria Bruun været på residence-ophold i Jørn Utzons hus Can Lis på Mallorca, der blev opført i 1971. Og Can Lis er præsent på flere måder i udstillingen. Dels som direkte inspiration af Utzons måde at skalere sin arkitektur i modulære elementer på, som Bruun og Vester har fortolket i mindre skala. Dels i Utzons præmis om at sanse med kroppen. For hvor har kroppen mest lyst til at opholde sig?

I udstillingen opholder du dig i kirkens gallerigang i et 1:1-forhold til de keramiske kompositioner, der farvemæssigt balancerer mellem en diskret nordisk palette og de mere varme mallorcinske jordfarver, afspejlet i de tværgående, rillede og olierede træbrædder af træsorten ‘douglas pine’, der sender referencer til traditionelle mediterranske huse med terracotta-fliser på gulvet. Udstillingens bærende keramiske elementer består af tre komponenter – en base, et mellemstykke og en øvre del med en slids, der åbner op og afslører et tværgående stykke træ.

Dialog og referencer
Alle tre keramiske dele i hvert enkelt element er skabt i stentøj, hvoraf de to øverste har matte beige overflader, mens basen er hvidglaseret. Og allerede her er overfladekontrasterne i dialog – mellem den diskrete, nedtonede og matslebne overflade og den glatte, lettere krakelerede glasur. De keramiske strukturer har desuden riflede overflader som reminiscenser til kloakrør eller de cirkelrunde betonrør, man som barn kunne finde på byggepladser og gemme sig i. Og delikat nok er de tværgående ‘douglas pine’-brædder blevet CNC-fræset, så rillerne danser på langs og slutter i en elegant bølge af årer og riller, der understreger og opelsker det grafiske udtryk i endestykket.

Som beskuer er du hele tiden i dialog. Med strukturerne, der minder om møbler, man rent faktisk kan anvende: sidde på som ‘bænken’, opbevare ting på som ‘reolen’ og plante en palme i som ‘urtepotten’.

Keramiske Strukturer går også i dialog med gallerigangens arkitektoniske elementer, som de liniære opdelinger på væggen og gulvets modsatrettede vertikale linjer, der gør, at man bliver ekstra opmærksom på materialerne. På fladerne, proportionerne og på lysindfaldet, der svæver ned fra glasloftet i kip.

Og den dialog er interessant, for hvornår har noget en funktion, og hvornår er det referencen, der er styrende? Netop disse spørgsmål er Bruun og Vesters designpræmis i deres seneste projekter – på Forårsudstillingen og sidste års MINDCRAFT-udstilling: At deres objekter mimer funktionelle referencer, men er alt andet end funktionelle. At de stiller spørgsmålstegn ved de klassiske dyder, men fortolker dem anderledes. At deres værker skærper beskuerens opmærksomhed og forventning til, hvad værket skal og vil.

Balancegang i mellemrummet
Keramiske Strukturer vil være til stede, tror jeg. Vil skærpe min materialebevidsthed. Og som en gæst og kommende udstiller i gallerigangen klogt bemærkede, så er det en kunst at tilføre det rum noget, fordi gallerigangen er så fin i sig selv. Så subtil, så enkel, så kvalitetstung og delikat i sin materialesammensætning.

Det er svært at lande den balance. Mellem at overdøve eller ikke blive lagt mærke til. Mellem at udviske Utzons nærværende arkitektur i den smalle gang i Bagsværd og samtidig understrege kunstnerens personlige signatur og ærinde.

Og det er lige præcis det, Vester og Bruun lykkes så fabelagtigt med. Deres keramiske strukturer taler direkte ind i Utzons gallerigang, som det mest naturlige i verden. Som om de var tænkt TIL STEDEt fra starten. Og det er de jo på sin vis også – både til kurator Katrine Borups udstillingsrække og til Utzons kirke, bare fem årtier og et besjælet residence-ophold på Can Lis senere. For Bruun og Vesters cremefarvede univers passer godt til Utzons moderne, hvide kirkebyggeri, hvor gulve, opbevaring og kirkebænke i hvidolieret træ er til stede som solidt, humanistisk og funktionsbestemt nærvær.

Transformative byggesten?
Bruun og Vesters transformation af Utzons formelle principper til stramme, kompositoriske byggesten er ‘homely’ og kreativ på den sjove måde – uden at larme højt. Men spørgsmålet er, om deres transformative keramiske greb kan tåle at blive udfordret af et endnu større udstillingssted? Af en udvidelse af de skulpturelle funktions-typologier: ‘bænk’, ‘potte’, ‘reol’ og ‘skammel’?  – eller om de vil ende som redundante og bastante klodser om benet på sig selv ude af stand til at videreudvikle og transformere sig yderligere på en naturlig måde?

Men lige meget, hvilke hypotetiske spørgsmål man stiller an med, så rokker det ikke ved den præcise bedrift, som arkitekt Anne Dorthe Vester og møbeldesigner Maria Bruun har begået med Keramiske Strukturer, der uden nøkker er en professionel og gennemarbejdet mini-udstilling med fire enkeltstående værker. Jeg er tryg, for der er styr på det.

Og mens du er i Bagsværd Kirke, så drej lige til venstre og forsvind ind i det højloftede og smukt buede kirkerum, der forener formel og materiel sanselighed med stringent, ja nærmest asketisk minimalisme. Her vil kroppen være. Her vil kroppen bo.