Mellem glas og mode

Mellem glas og mode

Brilledesignerne bag virksomheden Cold Heggem – Rasmus Cold og Irene Heggem – deltager i udstillingen GLASS fashion & fantasy med værket Kyklopens brille. Foto: Cold Heggem

af Stine Nørgaard Lykkebo

Skribent og tidligere redaktionssekretær for kunsten.nu.

GLASS fashion & fantasy
Hempel Glasmuseum
28 apr - okt 2018

Traditionen tro åbner Hempel Glasmuseum sæsonen med en kurateret sommerudstilling. I år zoomes der ind på forholdet mellem glas og mode i udstillingen GLASS fashion & fantasy.

Oplagt er det ikke. At parre glas og beklædningsdesign. Ikke desto mindre, er det det, man på Hempel Glasmuseum har planlagt til sommerens udstilling, som åbner lørdag den 28. april kl. 15.

Kuratoren bag er modedesigner Lennart Raaholt, som i samarbejde med glaskunstneren Susanne Jøker Johnson har udviklet udstillingskonceptet specifikt til glasmuseet i Odsherred. Sammen har de inviteret 12 kunstnere og designere – nogle glaskunstnere, andre beklædningsdesignere – til at deltage. For nogle er det at forholde sig til glas noget helt nyt, for andre er det mode-aspektet, der bliver udfordrende.

Marianne Eriksen Scott-Hansen har skabt værket ‘Intet hindrer den fremadstormende til udstillingen. Inspireret af Hempel Glasmuseums beliggenhed, skabt i ægte cellofan og papir. Foto: Marie Louise Munkegaard

Kunstnerne er frit stillede, i den forstand at værkerne ikke nødvendigvis skal udføres i glas. De skal dog alle forholde sig til glassets karakteristika og reflektere over eksempelvis glasset skrøbelighed, dets transparens eller andet.

Både modeskaber Henrik Vibskov, papirkunstner Marianne Eriksen Scott-Hansen, modeskaber Anne Sofie Madsen, brilledesignerne fra Cold Heggem og lydkunstner og DJ Katrine Ring er blandt udstillingens deltagere.

Kurator Lennart Raaholt skriver:

“Smidigt som traditionelt tekstil er glas jo ikke, og til beklædning er det egentlig ikke oplagt. Alligevel vil designerne, der arbejder med at klæde kroppen på, forsøge at udforske materialets muligheder. Glas formes efter kroppen. Glastråde kan væves. Glas kan indgå i symbiose med andre materialer. I adskillige af udstillingens værker udfordres modebegrebet, og der eksperimenteres med moden på en måde, så resultatet nærmest kommer til fremstå som antifashion.

Der bliver altså tale om en eksperimenterende udstilling, som desuden har som sigte at skabe et samlet, scenografisk udtryk, der står i kontrast til de sidste års mere podieopbyggede udstillinger.

Kilde: Hempel Glasmuseum

Deltagerne er: Anne Damgaard, Anne Sofie Madsen, Cold Heggem, Frederikke Antonie Schmidt, Henrik Vibskov, Ivan Lee Mora, Katrine Ring, Lennart Raaholt, Maria Berntsen, Marianne Eriksen Scott-Hansen & Violise Lunn.

Del artiklen

'Mellem glas og mode'

Facebook