Revner og Sprækker
Gl. Klausdalsbrovej 436, Gammelgaard
13. jan - 4. marts
Tekstile fortolkninger er den røde tråd, når tre udøvere deler udstillingslokation på Gammelgaard under titlen Revner og Sprækker.
Anne Damgaard, Pernille Egeskov og Anne Sofie Fenneberg udstiller individuelt på Gammelgaard under den fælles titel Revner og Sprækker. Titlen favner de tre kunstneres inspiration og personlige udforskning af de rum, der opstår, når sprækker og revner skaber afsæt for noget nyt, der udfordrer vores relationer, tankesæt og værdier. Rum, der både kan være af fysisk eller psykisk karakter.
De tre udstillinger repræsenterer tilsammen et poetisk, sanseligt og feminint univers på tværs af Gammelgaards tre udstillingsbygninger.

I Ny Lade præsenterer Pernille Egeskov en udstilling, der byder på en række værker og installationer, som er lavet med udgangspunkt i assemblage- og collagemetoder. Tekstil er et fremtrædende medie i hendes værker og ved brug af forskellige aflagte, men betydningsbærende, stoffer og organisk materiale former de sensitive værker en fortælling, hvor perspektivet bliver skaleret op og ned mellem en europæisk kulturarv og det enkelte individ — fx anvender hun menneskehår som broderingstråd og fletter herved menneskelige fortællinger ind i værkerne og knytter fortid, nutid og fremtid sammen.

Anne Damgaard er uddannet beklædningsdesigner, hvilket afspejler sig i hendes udstilling i Gl. Lade, hvor eksperimenterede tekstil- og beklædningskonstruktioner dominerer. Værkerne bærer præg af hendes interesse for de relationer, der eksisterer mellem materialer og rum, mellem form, stof, krop, lys og bevægelse. Hun arbejder i sine installationer med eksperimenterende fotografi. Ved brug af lys og tekstil træder fotografierne frem som en slags skyggebilleder og skaber vibrerende relationer mellem det rumlige, materielle og det uhåndgribelige transparente.

I Hovedhuset udstiller Anne Sofie Fenneberg, der netop er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun arbejder i sine keramiske værker med et feminint og organisk udtryk, og i udstillingen møder vi en række værker i changerende blå og perlemor, hvis mange dragende lag danner relationer mellem de indre, intime rum og den ydre verden.
Kilde: Pressemeddelelse