Se den før 27. maj

Se den før 27. maj

Ane Fabricius Christiansens keramiske objekt: Memory from a Rainy Season kryber ind under huden på vores anmelder. Foto: Dorte Krogh / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

af Tine Nygaard

Tine Nygaard er kunsthistoriker og museumsudvikler og har bl.a. kurateret en af de allerførste Crafts Collection, været med til at opfinde ULK på SMK og Camønoen på Møn.

Billedserie

Biennalen for Kunsthåndværk & Design
Museumsbygningen
5.-27. maj 2017
Biennalen.dk

Biennalen for Kunsthåndværk & Design er god i år og fodrer generøst både tanker og sanser, men den varer kun kort, så kom afsted til Museumsbygningen på Østerbro!

Biennalen har i år en ambition om at lade æstetik, bæredygtighed og fællesskab gå hånd i hånd for at overkomme det senmoderne livs opbrud, vækstkrav og konstante usikkerhed. Liquid Life, som er Biennalens overskrift, er den polske sociolog Zygmunt Baumans betegnelse for det senmoderne liv. Og selv om et flydende liv også kunne lyde rart, så er det ikke positivt ment! Det vender jeg tilbage til…

Poetisk politik
Trods den næsten politisk aggressive ambition er det en poetisk oplevelse, der bliver Biennalens højdepunkt for mig. Og nøglen til udstillingen. Det er en i første omgang undseelig ting, der sin underspillede størrelse og farve til trods, viser sig at kunne nå ind under huden og sætte spor i eftertanken. Det er Ane Fabricius Christiansens keramiske objekt Memory from a Rainy Season.

Objektet udstråler den fineste skrøbelighed og liv. Overfladen er ensartet og mat glat helt ud i de yderste sprukne led. Og under objektets underside samler sig dråber i sekundet før, de slipper. Man mærker både fugtigheden fra regnen, der lige er ophørt og det lille inderlige råb om, at regnen varede længe nok til at fugte de tørre sprækker og gøre jorden frugtbar igen. Det er naturligvis en tolkning, der har kontekst i den aktuelle, insisterende debat om klodens klima og de helt nødvendige bæredygtige forandringer, menneskeheden må tage på sig, men det er ikke det vigtige.

Ane Fabricius Christiansens keramiske objekt Memory from a Rainy Season. Foto: Dorte Krogh/Bienalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Det vigtige er, at objektet formår at krybe ind under huden på mig, fordi det er så nænsomt udført, fordi det har en høj sensibilitet og en meget præcis brug af form, materiale og farve. Det har med andre ord en meget høj æstetisk faglighed, og derfor kan det også mere end netop æstetik. Det kan kommunikere og aktivere de erfaringer, refleksioner og debatter, jeg har med fra verden uden for Museumsbygningen. Objektet får mig til at tage stilling til en vigtig problematik, som ellers har det med at overmande mig og vække magtesløsheden. Så en lille smule bagvendt bliver det netop dette værk på udstillingen, der opfylder Biennalens fordring om at være politisk og progressiv. 

Katrine Borup har samplet tændstikker og rav til sit Biennale-projekt. Foto: Dorte Krogh/Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

En humanistisk vækkelse?
Egentlig synes jeg, det er godt, at Biennalen for Kunsthåndværk & Design vil noget med sine udstillinger. Og man er også nødt til at slå hårde slag i bolledejen nogle gange for at flytte og ruske og forstyrre. I år har der været et Open Call, som inviterede alle kunsthåndværkere og designere til at forholde sig til Liquid Life og tage del i en humanistisk vækkelse ved at fokusere på de områder, hvor nærhed, omtanke og viden har måttet vige pladsen for markedet”. Teksten begynder med ordene: ”Du vil fejle. Inden længe vil du være ude af stand til at følge med” og slutter med ordene: ”Sæt farten ned – og hjælp os med at ændre verden.”

Der er intet galt i at være marxist, men jeg tænker, at retorikken er trukket hårdt op. For hårdt. Og kunsthåndværkerne og designerne er blevet bedt om at arbejde kunstnerisk med et klart og snævert defineret mål. Det indebærer en risiko for krampagtige arbejder, og det sker desværre også.

Kim Bucks halssmykker i aluminium fra øldåser. Foto: Dorte Krogh/Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Blandt andet i Kim Bucks bidrag til Biennalen. Hans smykker, der er lavet af brugte dåser og dermed problematiserer manglen på pant-systemer uden for Danmarks grænser, har samme høje kvalitet som altid. Man kan ikke sætte en finger hverken på idé, materialebeherskelse, æstetisk værdi eller ophæng, men smykkerne er installeret i et stativ med en bund af øldåser og tre tilfældigt placerede iPads med en film om smykkernes tilblivelse. Det ekspliciterer budskabet, men installationen er ikke præcis nok, så den ødelægger mere end den gavner.

Dyneløfterdyner vinder Biennaleprisen
Biennaleprisvinderen Lotte Myrthues projekt Dyneløfterdyner falder i samme fælde. Projektet er fire dyner og en pude, hvorpå der er trykt officielle myndigheders breve til Lotte Myrthue.

Dyneløfterdyner sætter den offentlige og kliniske beskrivelse af mennesket til skue. Foto: Dorte Krogh/Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Dynerne er hængt op på snore, der minder om tørresnore. Puden ligger i en vindueskarm. Idéen er stærk, og det er også den, der er lagt vægt på i priskomitéens vurdering. De meget formelle skrivelser fra region, statsamt og jobcenter bliver skærpede, skærende og rigide, når de er trykt på dyner, som vanligt forbindes med varme og hjemlig tryghed.

Man kommer uvægerligt til at tænke på Tracey Emins ikoniske, selvudleverende, værk fra 1998: My Bed. Så meget mere ærgerligt er det, at dynerne ikke er installeret på en måde, som underbygger idéen. Som de hænger nu på tværs af rummet bagerst i et lokale, bliver man i tvivl om bagsidernes betydning, om pudens betydning og om det samlede projekts udsagn. Det kommer samlet set til at virke lineært og aflæseligt på en måde, som er foruroligende men ikke nærer eftertanken. Et samarbejde med en arkitekt eller en installationskunstner kunne givet være både sjovt og frugtbart.

Dagenes skum – bibliotek for én bog er et overflødighedshorn af 68 trykte, indfarvede, broderede og bundne bøger, som er et samarbejde mellem designer Helle Vibeke Jensen og arkitekterne Lise Bjerre Schmidt og Sofie Trier Mørk. Foto: Kirstine Autzen/Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Skabende fællesskaber
Projekterne er mere helstøbte, når forskellige spidskompetencer har arbejdet sammen. Det mest dragende, finurlige og smukke samarbejdsprojekt er Dagenes skum – bibliotek for én bog, som er et samarbejde mellem designer Helle Vibeke Jensen og arkitekterne Lise Bjerre Schmidt og Sofie Trier Mørk aka Wednesday Architecture. Værket er et rum indrettet med abstrakte møbler, der bærer, frembærer og indrammer de 68 trykte, indfarvede, broderede og bundne bøger, der hver repræsenterer et af kapitlerne i den surreelle roman af Boris Vian Dagenes skum.

Værket er et sprudlende overflødighedshorn. Hvis man bruger de fremlagte bomuldshandsker, må man tage bøgerne op og bladre i dem…. og forsvinde i dem. Jeg brugte lang tid i installationen. Det gjorde mig langsom og fyldte mig med inspiration, som jeg ikke kunne målrette, men virkelig nyde. På den måde opfyldte værket jo for så vidt Biennalens fordring om at sætte farten ned.

Designer Pernille Snedker Hansen og arkitekt Else-Rikke Bruun har sammen skabt en bemalet foldeskær Hypernature. Foto: Dorte Krogh/Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Deler og fletter viden
Der er flere virkeligt gode eksempler på samarbejdsprojekter i udstillingen. Designer Pernille Snedker Hansen og arkitekt Else-Rikke Bruun har sammen skabt den bemaldede foldeskærm Hypernature.

Karen-Lisbeth Rasmussen har i samarbejde med Egernsund Tegl og murere fra Syddansk Erhvervsskole udviklet mursten, der skaber mønstre og liv på de murede overflader, når man bygger med dem. Foto: Dorte Krogh / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Keramiker Flemming Tvede Hansen har i samarbejde med Centre for Information Technology and Architecture skabt porcelænsværkerne Filigree Robotics og Keramiker Karen-Lisbeth Rasmussen har i samarbejde med Egernsund Tegl og murere fra Syddansk Erhvervsskole udviklet mursten, der skaber mønstre og liv på de murede overflader, når man bygger med dem.

Disse projekter viser med opløftende tydelighed, at helheden bliver til mere end summen af enkeltdelene, når dybt specialiserede mennesker generøst deler og fletter viden. Dét kan virkelig noget og kunne måske være en idé til næste Biennale; udelukkende at kalde på samarbejdsprojekter.

Projekterne på Biennalen har generelt et meget højt niveau. Det er en nordisk jury, der har stået for udvælgelsen, og det er bestemt værd at besøge udstillingen også for at nyde og fordybe sig i arbejder af blandt andre Anne Damgaard, Astrid Skibsted og Kasia Gasparski.

Danske Kunsthåndværkere og Designere har udgivet et katalog til udstillingen med meget flotte billeder, og på biennalen.dk kan man læse om alle udstillede projekter.

Del artiklen

'Se den før 27. maj'

Facebook