Nye elementer fra Friends & Founders

Nye elementer fra Friends & Founders

Det danske møbelbrand Friends & Founders messestand i Stockholm. Pressefoto

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

På Stockholm Furniture Fair viste Friends & Founders fire nye elementer til deres eksisterende kollektion – alt sammen designet af medejer og arkitekt Ida Linea Hildebrand.

Ligesom klæder kan skabe folk, er iscenesættelsen af møbler på en messestand halvdelen af oplevelsen. Klassicistiske referencer og en stram, modernistisk linjeføring var hovedgrebet i Stockholm, hvor karrygule buer skabte baggrund for de overvejende sorte, monokrome nyheder. Tre nye varianter i Knock Out Tables-serien, en ny sofabord-serie kaldet Pond, et arbejdsbord og en loungeversion af stolen La Pipe blev præsenteret for indkøbere og presse.

Pond Tables er en ny serie af stole hos Friends & Founders. Pressefoto

Pond Tables er to borde i divergerende størrelser i hærdet glas, der kan bruges sammen eller hver for sig. Reflekterende og glatte monokrome overflader er gennemgående træk her og i firmaets anden nyhed, Saw Desk, der er en ny skrivebordsvariant af firmaets eksisterende ovale spisebord.

Saw Desk er en ny serie af stole hos Friends & Founders. Pressefoto

Det geometriske, minimale og sorte udtryk har været Friends & Founders kendetegn, siden de dukkede frem på såvel den danske som den internationale designscene i 2013 med enkle, minimale og sorte møbler, der som stregtegninger balancerede mellem den skandinaviske funktionalisme og en mere elegant og international stil.

La Pipe Lounge er en ny stol i serien hos Friends & Founders. Pressefoto

Stoleserien La Pipe har fået en ny buttet lounge-version at slænge sig i, der refererer mere eller mindre direkte til den hotel-stil, der har været en omsiggribende tendens herhjemme og i udlandet de sidste par år.

Friends & Founders er etableret af det dansk-svenske ægtepar Rasmus og Ida Linea Hildebrand. Firmaet holder til nord for København og har på knapt fire år fået positioneret sig internationalt. 95% af møblerne produceres i de nordiske lande, 5% i Europa.

Friendsfounders.com

Del artiklen

'Nye elementer fra Friends & Founders'

Facebook