Ole SUNSHINE Jensen

Ole SUNSHINE Jensen

Værker fra udstillingen SUNSHINE Unique Utilitarian Obejcts hos Køppe Contemporary Objects. Foto: Ole Akhøj

af Pil Bredahl

Pil Bredahl har en eksperimenterende tilgang til design og et socialt, bæredygtigt og etisk sigte. De sidste 20 år har hun udviklet møbler og produkter og kurateret udstillinger nationalt og internationalt, og er desuden en af iværksætterne bag Fair Trade Designers.

Billedserie

SUNSHINE Unique Utilitarian Objects
Køppe Contemporary Objects
Til 21 april

Med stærke referencer til hverdagsobjekter – til krukken, fadet og håndtaget – og med den altid genkendelige Ole-vibe i formgivningen, vender Ole Jensens nye værker hos Køppe Contemporary Objects, ryggen til den tilbageholdende, underspillede og knap så New, men Nordic-bølge af dansk design.

Ole Jensens talent, både som kunsthåndværker og som kommerciel produktdesigntalent, er uomtvisteligt. Det er længe siden, Ole Jensen kom på fornavn hos danskerne med sine funktionelle serier for Royal Copenhagen og Normann Copenhagen, ligesom hans projekter til MINDCRAFT og Danish Crafts Collections understregede hans rolle i den danske ’Craft’-verden. Så at satse den veletablerede status for at løfte sig et nyt sted hen og skabe unikaværker til kunstdesign-genren og samlerne er på én gang både logisk og modigt.

Genkendelige, men alligevel forvredne er Oles nye objekter. Foto: Pil Bredahl

Håndholdt Mega-Meta
I galleriet hos Køppe Contemporary Objects i København overraskedes jeg på en skandinavisk frostdag af en sær eksotisk stemning. På gulvet er komponeret en opstilling af svært placerbare objekter. De håndmodelerede værker peger helt tydeligt på noget genkendeligt: Jeg ser et kagefad, en vase og en gryde, men så alligevel ikke, for der er noget med størrelserne og proportionerne, som hiver objekterne ud af virkeligheden og gør dem til symboler eller måske nærmere til en slags metaobjekter.

Ole Jensens objekter manipulerer, skaber, beskriver og implementerer kendte objekter, herunder sig selv, idet de stadig tydeligt ligner funktionsobjekter. Men jeg mener, de skal ses som metaobjekter, der peger på de basisobjekter (eller brugsgenstande), jeg først troede, jeg så – fadet, vasen og beholderen. Det er som om, at Oles værker forsøger at definere og omfatte basisobjektets arketype. Han leger med deres grænseflader, deres klasser, deres fremstillingsmetoder og skaber en finurlig og uventet stemning i galleriets rum.

Værk fra udstillingen SUNSHINE Unique Utilitarian Obejcts hos Køppe Contemporary Objects. Foto: Ole Akhøj

Syrligt solskin
Jeg ser solskin over 70’ernes Miami-arkitektur sammen med postmodernistiske designreferencer i kollektionen SUNSHINE Unique Utilitarian Obejcts. Måske er referencerne tilsigtede, selv om det arbejder imod kollektionens undertitel med nyttefilosofi-begrebet utilitarisme og med objekternes formgivningsreferencer til funktion.

Under alle omstændigheder virker Ole Jensens nye værker associationsudløsende og dejligt provokerende i en tid, hvor den herskende trend er så uendelig pæn, naturlig, fornuftig og stilmæssigt ublu repeterende. Ole skriver selv i pressemeddelelsen, at udstillingen endte et helt andet sted, end han havde forventet, og gudskelov for det.

Gulvet er taget i brug hos Køppe Contemporary Objects. Foto: Pil Bredahl

Den sprøjteglaserede teknik er imponerende gennemført, og står man med et af værkerne i hånden, fornemmes for alvor det krævende håndværksmæssige præcisionsarbejde, som ligger forud for udstillingen. Næsten alle værker er dekoreret rundt om hele korpus – ståflader inklusive – og der opstår et spændende mod- eller medspil i den Alfons Åberg’ske, håndtrykkede overflade og det cool, syntetiske, spray-can-look, som de fleste af værkerne har. Det er første gang, vi ser Ole Jensen benytte denne teknik. Som små pauser, eller måske formmæssige referencepunkter, står de monokrome hvid-grå værker imellem de farvestrålende og giver ro.

Værker fra udstillingen SUNSHINE Unique Utilitarian Obejcts hos Køppe Contemporary Objects. Foto: Ole Akhøj

Nyt under solen
SUNSHINE Unique Utilitarian Objects er en forfriskende udstilling. Det havde været så oplagt – og stadig helt berettiget, hvis vi havde set endnu en smuk rødlers-udstilling med fokus på den fornuftige, funktionsfokuserede nordiske hverdag. I stedet får vi en sprød samling personlige kunstobjekter med vokseværk. Samarbejdet mellem kunsthåndværker og gallerist fungerer tydeligvis i klassisk forstand her, og kan nok tilskrives en beslutning om, at få Oles værker op i størrelse. Og det greb giver dem en velfortjent tilstedeværelse. Som noget nyt under solen, leger Ole med den delikate relation mellem form og format og det eneste, udstillingen lader tilbage at ønske, er at få samtlige værker op i størrelse for at understrege Jensens ’Nordic Sunshine’ endnu tydeligere.

Del artiklen

'Ole SUNSHINE Jensen'

Facebook