Geertsens modige vaser

Det er som at træde ind i et lille stykke New York eller endda L.A., når man besøger Michael Geertsens nye udstilling i Køppe Contemporary Objects. Følelsen opstår i og med kombinationen af Geertsens værker og udstillingsstedets karakter.

Udstillingsstedet ligger i en baggård på 1. sal med adgang gennem en smal dør og op ad en beskeden trappe. Når man er oppe og fremme, er udstillingsrummet lyst og råt. Og venligt.

Og værkerne? Værkerne er verdensklasse! Der mangler bare den tørre, varme luft og umiskendelige duft af mega-metropol gennem åbne vinduer, så havde vi været i USA. Det er absolut positivt ment. Noget af det, jeg elsker allermest ved gallerierne i N.Y. og L.A., er netop, at man kan dumpe ind i en garage eller et baghus og blive overrasket af uimodsigelig kvalitet.

Abstraktionens mester
Michael Geertsens præsenterer vaser på udstillingen. Og også et par skåle og en urne, men flest vaser. Alene valget af de klassiske brugskategorier gør udstillingen overraskende.

Michael Geertsen er kendt for sine cool og konsekvente abstraktioner over keramikkens klassiske former. Det var ham, der så at sige ’lukkede vasen’ på den danske kunsthåndværkerscene, da han i løbet af 90’erne tvang et måbende publikum til at forholde sig til væghængte, dekonstruerede, keramiske værker og i det nye årtusinde tilføjede amorfe, skulpturelle figurationer.

At han også begejstrede det internationale, faglige miljø, er en kendt sag. Hans værker indgår i så prominente samlinger som Victoria & Albert Museum i London og The Metropolitan Museum of Art i N.Y.

Modent modigt, måske?
Så meget desto modigere er det projekt, Michael Geertsen nu synes at have kastet sig ud i. Modigt og modent. Modent modigt, måske?

Geertsen er teknisk virtuos. Han kan dreje, forme, sammensætte, glasere, brænde og dekorere sit materiale så præcist, så man ved første øjekast forledes til at tro, at det må være formstøbt af en maskine. Men i denne udstilling lader han både materialernes egen vilje og skabelsesprocessen blive synlig. Han åbner en flanke og lader os se den tur, vaserne har været på undervejs.

Det bliver eksempelvis synligt i en blå vases fod, der bølger i stedet for at være lige og derfor ikke selv kan stå. Synligt også som ophobninger af blodrød glasur i en påsat figur på siden af en stor vases krop. Og som åbninger til den rå porcelæn inde i den jadegrønne vases hals.

Det er sært rørende at være vidne til den bløde sårbarhed, vaserne på den måde bærer frem. Og det understreges af, at der netop er tale om vaser. Både fordi vaserne klassisk mimer kvindens krop og former, men også fordi det er en form og en funktion, som vi alle kender fra den hjemlige sfære.

Vi har hver især et indre katalog over vaser fra vores liv. Mormors vase i sommerhuset, hadegaven fra kollegerne, den vase man netop ikke fik fingrene i på loppemarkedet.

Geertsen spiller ikke direkte på disse referencer i os – vaserne kan meget mere end det – men fordi vaserne er en hjemlig kategori, og fordi de så tydeligt er resultater af mellemkomsten mellem hænder, materialer og historie, så føler man sig velkommen til at associere med.

Geertsens brug af guld går i dialog med guldkanten på den klassiske kaffekop, og de mange toner af rå orange sender en hilsen til 70’ernes kakkelborde og tunge, keramiske lamper. I forhold til sine tidligere værker udført i absolut konsistens og teknisk perfektion, er vaserne på denne udstilling langt mere menneskelige. De vibrerer og udtrykker meget tydeligt, at de vil os noget.

En mulighed til fremtiden
For mig at se vil vaserne påpege, understrege og manifestere vigtigheden af at huske, at vi er en del af en historie. At intet kommer ud af det blå. Og at vi skal tage den viden, substans og forankring alvorlig, som fortiden hele tiden giver som en mulighed til fremtiden.

I vaserne er budskabet konkret til stede. Eksempelvis i The Elephant Vases Revisited fra 2016. Værket er to vaser, en blå og en blodrød.

De to vaser udspringer af en keramisk dialog med to kinesiske vaser fra Yuan-dynastiet. De er fra 1351. Vaserne står på British Museum og er kendt under navnet The Elephant Vases med henvisning til vasernes hanke, der udgøres af elefanthoveder med krumme snabler.

Geertsens vaser har samme fod, krop, hals og læbe som de kinesiske vaser, men netop hankene er i Geertsens versioner hverken figurative eller spinkle som elefantsnablerne. De er kraftige, større og geometrisk klare former, der får vasen til at udtrykke handlekraft.

I det hele taget kraft. Hankene og den monokrome omend klassiske blå og røde farve trækker på et modernistisk vokabularium og gør vasen til et objekt, der taler et sprog, som moderne mennesker kan forholde sig til.

At Geertsens vaser på den måde har familie næsten 700 år tilbage, giver dem den samme betydningstæthed som den betydning, vi selv kender fra at være forankret i vores forfædres historie. Eller fra fascinationen af bestemte familiers kompetencer eller bedrifter bygget op gennem generationer.

I den bedste af alle verdene, ville ingen vaser – eller mennesker – glemme eller frasige sig sit fundament, sin historie. For hvis man glemmer den, eroderer fundamentet, og fremtiden bliver frataget sin mulighed for akkumuleret viden, for visdom.

Vasernes næste skridt?
I så skælvende et projekt, som det må have været for Michael Geertsen at sætte disse vaser ud i et offentligt rum, er det naturligvis ikke alle værker, der er fuldstændigt så uimodsigelige som elefant-vaserne, Black ’n’ White, Decon Celadon og Decon Moons.

Nogle få af vaserne lider under, at eksperimentet har været for voldsomt eller for omfattende, eksempelvis Vase with Yellow eller Bowl with Orange, hvor materialiteten bliver for grovkornet og dermed mister den præcision, der generelt kendetegner Geertsens værker.

Men det kompromitterer på ingen måde den samlede oplevelse af et modigt og levende værk. Jeg håber, Geertsens udstilling vil blive den inspiration for faget, som den har potentiale til, og jeg glæder mig meget til at se, hvor de nu vil gå hen. Vaserne.