Clash Royal

På spansk hedder en dj ’un tocadisco’, der betyder en, som rører ved pladerne. Michael Geertsen rører både ved sit materiale og et hav af referencer i sin nye udstilling VASES – foruden sit kommende publikum uden tvivl. Uanset om man læser referencerne rigtigt eller forkert, er der masser at komme efter. Og det er vel ærindet for al kunst? At skabe en reaktion hos beskueren?

Michael Geertsen er kendt for sine abstrakte ophobninger af genkendelige hverdagsikoner fra spisesituationen: kop, tallerken, skål. Ophobninger han har fortolket i væghængte relieffer eller som stående figurer – som en parafrase over vasen og cylinderen – keramikkens universelle arketyper.

Med sine 25 år som trænet pottemager og professionel kunstner er Geertsen en af de etablerede danske keramikere, der også har en international karriere og fanskare. Rygtet vil vide, at selveste Lady Gaga har investeret i en af hans vaser, ligesom V&A-museet i London lægger væg til en permanent installation af Geertsen. Med en overbygning i industrielt design bygger Geertsen desuden bro til den kommercielle designbranche og har ting i produktion hos bl.a. Muuto, Kähler og Lightyears, hvor hans lampe udkommer til april.

Pragtvasen
Michael Geertsens nye udstilling går i struben på vasen som det statussymbol, vasen tidligere var. I dag sætter vi mest blomster i den. Til stor irritation for Geertsen, der refererer til århundredes traditioner for pragtvaser og deres betydningsbærende elementer i både vesterlandsk og østerlandsk kultur.

”I 1700- og 1800-tallet stod de store porcelænsvaser på kaminhylden og viste status og socialt tilhørsforhold. Og i det gamle Grækenland brugte man vaser som valuta.”

Historien og stilhistorien taler sit tydelige sprog hos Geertsens nye frembringelser, der fylder galleriet på Gl. Kongevej, selvom udstillingen kun er i opsætningsfasen, da vi mødes. Her mellem hvide podier og hvide gulve fylder keramikerens farve- og referencerige vaser rummet ud med deres potente og fortættede historier.

Nye fortællinger
Bastarder, med Geertsens eget ord. Bastarder, hvor stilhistoriske referencer knopskyder ud fra vasernes hals, skuldre og talje. Referencer, der både knytter an til Ming- og Song-dynastierne i Kina, den franske empirestil og den postmodernistiske æra, som stadig er Michael Geertsens fremmeste kendetegn. For det er her, han stadig nedbryder de store fortællinger for at gøre plads til nye.

Det er her han i en ny fase af sin praksis har begivet sig ud på ukendt farvand ved at favne imperfektionerne. Alt det organiske og tilfældige, som han tidligere har forsaget i sin perfektioniske søgen efter at trække keramikken over i et stringent og modernistisk univers, der var så langt fra fodformede sko og knold i nakken, som det kunne komme – og så tæt på de bonede kunsthaller som muligt. For at skabe et nyt rum, hvor keramisk kunst kunne eksponeres som cool og ’contemporary pieces’ i egen ret.

Geertsens alfabet
I sin nye udstilling citerer han fra sit eget vokabularium. Bruger af sin keramiske hovedstol så at sige ved at implementere nogle af de signifikante bogstaver, han har udviklet i sit keramiske alfabet gennem årene som keglen, cylinderen og cirklen. Keramiske grundformer, der er skabt på drejeskiven.

”Drejeskiven er afsættet for alle de bogstaver, jeg har lavet. Det er klassiske omdrejningslegemer med et symmetrisk centrum. Nogle er skåret igennem. Andre brugt som hele figurer i forskellige størrelser samplet i nye sammenstillinger. Alt er drejet i hånden. Selv de helt små rør, der stikker ud fra vasernes krop. Og håndtagene på vaserne, der er hule indeni.”

Håndværksekvilisbrisme
At håndværket står i et stærkt centrum hos Geertsen, er der således ingen tvivl om. Han er pottemager og keramiker af hånd og ånd. Og insisterer på aldrig at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Nærmest det modsatte. For det er også et statement. At være så dygtig til sit fag, at folk ikke tror på, at man selv har lavet det. At det må være lavet på maskine…

Glasurerne på Geertsens nye vaser er industrielle. Nogle af dem. Kombineret med ikoniske celadon-glasur, okseblod og Bleu de Sèvres, der tager en alvorlig samtale med både orange 70’er-glasur, guld og platinlustre. For Michael Geertsen ’sampler’. I føromtalte dj-metafor nedbryder han kendte referencer til keramiske arketyper som koppen, tallerknen, vasen og krukken, mens stil- og keramikhistorie sætter dem i nye rytmiske forløb og forbindelser. I clash mellem formelle og uformelle glasurer og historier.

Med VASES skubber Michael Geertsen sig ud af egen rede og ’comfort zone’ ved at fokusere på fejlene. På glasurdråben, der er tørret i luften. På foden, der er skæv. På glasuren, der ikke dækker hele fladen, men lader porcelænet skinne igennem indenunder. Som hud. Som materie. Som nærvær og stoflighed.

”Man skal jo elske alle sine børn. Og jeg øver mig virkelig på at holde af imperfektionerne. Jeg er blevet nysgerrig på at turde. At vove det benspænd for at bringe mig selv nye steder hen. I Japan kalder man glasurdryp for tårer. Det er jo poetisk.”

Samplede ikoner
De fleste af vaserne på udstillingen er samplet ud fra eksisterende ikoner som fx Elephant Vases fra British Museum, som er nogle af verdens mest citerede vaser. Geertsen stiller sig med egne ord på skuldrene af dem for at genbesøge dem – heraf Geertsens titel Elephant Vases Revisited.

Alle Geertsens vaser er placeret på håndlavede opsatser i træ. Dels for at understrege referencen til pragtvasen, hvor man ophøjede vasen i både konkret og overført betydning. Dels for at adskille vasen fra vores nutidige opfattelse af den som et udelukkende funktionelt objekt. Men ikke nok med det. Geertsen er gået linen ud og har fået snedkereret opsatserne til at omfavne vasernes imperfektioner, så foden nøjagtigt integrerer glasurdråben, den skæve fod eller indrammer tre vaser på stribe med hver sit hul, som var de et spil mølle og dam.

Konstraster i spænd
Guld og glasur. Dekoration og funktion. Konstruktion og dekonstruktion. Gammel og ny historie. Modsætningsparrene står i kø i Geertsens vaser, der alt efter øjnene og referencerne, der ser, er ved at drukne i mulige koblinger. Men det synes kun at more den klassisk trænede pottemager, der er punkkultur og keramiknørd i sin inderste kerne.

”Det er sjovest at gøre det, man ikke må. Det er i det rum, at der sker noget nyt.”

Michael Geertsen vover springet. VASES er en ny milepæl i et etableret og anerkendt virke. Et sted med grå zoner frem for sorte eller hvide. Et sted med omfavnelse og tilgivelse fremfor stivnakkede hardliners. Det klæder ham og vaserne. Tocadisco. Tocaceramica.