Objekt– krop og skam

To be Lost in an Object er en retrospektiv installationsudstilling med særligt udvalgte værker fra de seneste syv år af Susanne Hangaards virke. Værkernes insisterende nærvær gør, at man straks fornemmer, der er noget både kvælende og befriende på spil i den lille udstilling, hvor Hangaards egen krop eller dele fra den indgår i næsten alle værker. Både snigende og indkapslet forvandles det kropslige og dyriske til det skønne og omvendt, alt sammen formidlet med et højt teknisk niveau.

In absentia
Susanne Hangaards afsæt i materialet og en stærk konceptuel tænkning borer sig ind i fundamentale spørgsmål om vores kultur, skam og identitet. Udgangspunktet er keramikken, men Hangaard inddrager også andre medier, som kunstvideoen Absentia fra 2010. I videoen bruger keramikeren sin porcelænshvide krop, der i en overvældende stop-motion-film bemales fra skambenet og ud. Hun ender som en nedlagt Venus, besnæret af de stiliserede mørkeblå Chrysantemum og Potentil, vi alle kender fra det klassiske Musselmalede porcelæn fra Royal Copenhagen.

Et stærkt værk om traditionens åg for generationer af kunsthåndværkere, og måske er Absentia også en kommentar til den måde, vi vrider flere og flere produkter ud af et originalt værk i en bundlinjestyret designbranche? Det er befriende, at Susannes nøgne krop træder frem som en personlig menneskekrop og ikke som en feministisk manifestation. Kroppen bliver et kunstnerisk fortællegreb, og uanset om jeg også reflekterer over de uendelig mange nedslidte kvindekroppe i kunstindustriens samlebåndsproduktioner, står filmen stærkt som en personlig fortælling, hvor kunstnerens køn bliver universelt. Filmen ender i noget, der ligner en druknedød i den smukkeste blå porcelænsmaling. Bestemt et værk, man kunne se optaget i en national museumssamling.

Skam og hemmeligheder
I flere af de keramiske værker indgår ’skamkugler’, som er støbte porcelænsobjekter i forskellige udgaver, som tydeligvis har været igennem forskellige, tidskrævende imitationsbemalinger. De er et eksempel på, hvordan Susanne Hangaards undersøgelser af forholdet mellem krop og objekt manifesterer sig fysisk. Hendes kunstneriske intention formidles via direkte brug af hendes egen krop. Hun udstiller sig selv og de dele af menneskekroppens funktioner, som er tabubelagte, og hun bruger sproget, som det selvskabte ord ’skamkugle’, til at understrege værkernes pointer. Det enorme antal skamkugle-objekter i et værk som Hiding & Pretending, gør dog, at man kunne ønske sig, at udstillingsrummet på Køppe Contemporary Objects havde været tre gange større.

Skam er et gennemgåede tema i To be Lost in an Object. I værket Golden Shame fra i år, lokker 100 unikke porcelænshalskæder med glaserede overflader med guld-lustre og japansk bomuldssnor. Men de gemmer også på en skamfuld hemmelighed og måske også på en kommentar til vores forfængelighed og forskruede kropskultur. Det er en hemmelighed, man skal unde sig selv at lære at kende, men det kan kun ske ved et besøg på udstillingen, for en afsløring her ville være som at kommentere på et overraskende plot i en god roman.

Udstillingens visuelle magnet er den imponerende tre meter høje porcelænsdukke, Joy, der er en materialeteknisk kraftpræstation. Dukken er oprindelig skabt med udgangspunkt i et Inger Christensen digt. Et andet bærende værk er Relic I, II, III, der er inspireret af Aksel Sandemoses roman En flygtning krydser sit spor. Med den form for konceptualitet træder Susanne Hangaard mest af alt frem som kunstner i denne udstilling. Jeg kunne ønske mig, at hun ville krænge endnu mere af sig selv ud i sin selvironiske og kritiske undersøgelse af, hvordan vi kan vakle i situationer af afmagt og skam.

Jeg finder det befriende, når Hangaard insisterer på at se og frembringe det smukke i kontroltab og naturlig kropslighed, som et eksistensvilkår i en ellers stadig mere strømlinet og perfektioneret tilværelse. Hun mestrer en fin balance, når porcelænsdukkens referencer til børns seksualitet, skamkuglernes tabuskønhed og hendes nøgne krop bliver præcise fortællegreb, som maner til eftertanke – og ikke til forargelse og afstand.

Susanne Hangaards baggrund som kunsthåndværker gennemsyrer udstillingens objekter med en beroligende faglighed, som gør, at hun også står frem som en vaskeægte gammeldags kunsthåndværker, og det berettiger, at jeg igen og igen stiller mig selv de evindelige spørgsmål om, hvor grænserne og krydsfladerne mellem kunst og ’craft’ er? Men når sanseligheden, materialebeherskelsen og det konceptuelle rent faktisk spiller sammen, som det gør på denne udstilling, og når budskaberne og intentionerne kan fornemmes og rammer mig i maven, så er de evindelige spørgsmål måske netop relevante som spørgsmål – og egentlig ikke så vigtige at finde endegyldige svar på?