Relancering af Kjærholms PK1

Relancering af Kjærholms PK1

Poul Kjærholms klassiske PK1 spisestol relanceres af Carl Hansen & Søn sammen med bordserien PK52. Pressefoto

af Redaktionen

Charlotte Jul, Stine Nørgaard Lykkebo og Susanne Hviid udgør tilsammen redaktionen på designETC, og denne artikel er blevet til i et samarbejde mellem vores forskellige kompetencer, blik og erfaring.

Carl Hansen & Søn genintroducerer Poul Kjærholms berømte klassiker PK1, der var møbelarkitektens første spisestuestol.

PK1 fra 1955 var Poul Kjærholms første spisebordsstol, der blev et markant eksempel på designerens unikke evne til at føje vitalitet til stålet. PK1s samspil mellem form og materiale, funktionalitet og tilgængelighed og materialerne stål og flagline gjorde stolen populær.

PK1 relanceres nu af Carl Hansen & Søn sammen med ny variant af Poul Kjærholms PK52 borde, der har vendbar bordplade i laminat.

Stål og flagline er PK1’s kendetegn og materialer – koldt og varmt, moderne og organisk. Pressefoto

“Poul Kjærholm havde en forkærlighed for stålet, men han hyldede også de organiske materialer – i dette tilfælde flaglinen, som giver den lette stol et imødekommende udtryk, der matcher de møbler, som vi i øvrigt har i vores kollektion. Poul Kjærholms gennemtænkte design er en fryd for øjet samtidig med, at stolen er meget funktionel og let at kombinere med såvel klassiske som moderne borde. PK1 er en meget elegant stol fra mesterens hånd, og vi er stolte over at have fået muligheden for at fremstille netop Poul Kjærholms første spisebordsstol,” udtaler Knud Erik Hansen, direktør og ejer af Carl Hansen & Søn.

Inden PK1 blev sat i produktion hos Carl Hansen & Søn, blev designet gennemgået med Poul Kjærholms arvinger, og her blev man enige om at tilpasse stolens dimensioner, så den i dag matcher det moderne menneske, som er større og højere, end da PK1 blev skabt i midten af 50’erne. Tilpasningen er sket med respekt for de oprindelige forhold i Poul Kjærholms originale design.

PK1er meget enkel i alle detaljer, men den er først og fremmest genial i sit udtryk og er i kraft af sit flettede korpus meget behagelig at sidde i. Stolen smyger sig til kroppen og giver støtte, der hvor der er behov for det,” forklarer Knud Erik Hansen. Pressefoto

Poul Kjærholm opfattede ikke sig selv, som en, der designede objekter, men som en, der skabte rum, og han tilstræbte altid at frembringe harmoni mellem form og materiale. Poul Kjærholm havde en kunstnerisk tilgang til formgivningen, og han udtrykte selv, at det var materialernes eget sprog, han ville udtrykke. Han veg tilbage for alt prangende og søgte i stedet materialernes ægthed og den perfekte bearbejdning.

Dette gælder også for PK1, der – trods sit umiddelbart enkle udtryk – er en kompleks stol, som kræver meget dygtige håndværkere, ikke mindst til at flette flaglinen. Stolen bliver i dag fremstillet i enten rustfrit, forkromet eller sort pulverlakeret stål i kombination med natur eller sort flagline.

Som en nyhed har Carl Hansen & Søn også valgt at tilbyde PK1 i en udendørs variant med rustfrit stålstel i kombination med en lysebrun eller sort vejrbestandig flagline.

Poul Kjærholm tegnede samme år som PK1 et par borde som en del af en møbelserie til Det Kongelige Danske Kunstakademi. Disse borde – PK52, også kaldet Professorbordet og PK52A, kaldet Elevbordet, blev i 2016 føjet til Carl Hansen & Søns kollektion.

Bordene, der indtil nu udelukkende er blevet produceret med en fineret træbordplade af oregon pine eller eg i forskellige overflader, præsenteres nu i ny variant med vendbar bordplade i grå og sort laminat. Bordpladen hviler på afstandsstykker, der får den til at svæve over stellet og giver bordet den designmæssige stringens, der kendetegner Poul Kjærholms formsprog. Den nye laminatbordplade føjer nye kvaliteter til de to borde og gør dem endnu mere velegnede som spiseborde – evt. i samspil med PK1.

Kilde: Pressemeddelelse

Stol og borde er i butikkerne fra oktober 2017
Carlhansen.dk

Kommentarer

Del artiklen

'Relancering af Kjærholms PK1'

Facebook