Brasiliansk-koreanske Stephane Park er med sit fremadstormende taskemærke, Aesther Ekme, en succeshistorie for dansk modedesign. Men to år efter afgang fra KADK og opstart af eget firma, har hun været nødt til at sælge en stor andel til investorer. Myndighederne vurderer, at firmaet ikke er innovativt nok, til at hun kan få en type opholdstilladelse der gør, at hun selv kan beholde ejerskabet.
Designer Stephane Park bor i Danmark og har stor succes med sin minimalistiske taskeserie. Hun tog afgang fra Designskolen på KADK i 2015 og har lige siden knoklet for at banke sin virksomhed, Aesther Ekme, op. Taskerne sælges i dag internationalt, både i butikker og på nettet. I skrivende stund begynder hendes virksomhed at gå i sorte tal, kun to år efter start.
Stephanes nye taskeserier har fået overordentligt rosende ord med på vejen fra bl.a. Vogue.com og en række andre modemagasiner. Visse personer i Kongehuset har indkøbt flere af hendes tasker og har bestilt dem med monogram. Men det er alt sammen ligegyldigt. Stephane Park er ved at være på vej ud af Danmark. Ikke fordi hun gerne vil, men fordi hun ikke kan få forlænget sin opholds- og arbejdstilladelse. Begrundelsen fra sagsbehandlerne under Erhvervs- og Vækstministeriet er, at hendes virksomhed ikke er innovativ nok.
En tur i regeljunglen
Ifølge Stephane Parks advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja er det uigennemskuelige kriterier, kombineret med en udtalelse fra et anonymt ’ekspertpanel’, der gør livet surt for det nye succesfirma. Studerende fra ikke-EU lande kan få et start-up visa, når de er færdige med deres videregående uddannelse. Det kan bl.a. bruges til at starte en virksomhed, men når denne periode udløber, efter omkring to år, skal der søges om en ny opholdstilladelse. Og så skal denne bl.a. vurderes på gummiagtige kriterier som fx ’innovation’ og ’scaleability’ (altså potentiale for vækst).
Advokat Khawaja har siddet med en række af denne type sager og mener, at det virker tilfældigt, hvem der får ja eller nej til at blive i Danmark. Men det ser umiddelbart sådan ud, at hvis virksomheden beskæftiger sig med IT, så er der langt bedre chancer for at ejeren kan få en opholdstilladelse. Halvbagte ideer om at lave en app får et ja, mens Stephanes succesfirma får afslag. Og der er ingen klagemuligheder. Man kan genansøge, hvis man mener, at forretningsplanen, konceptet, salget eller noget andet er forbedret, men da Stephane Park ikke kan få en begrundelse for det oprindelige afslag, er det svært at finde ud af, hvad der skal gøres bedre i en ny ansøgning. Stephanes løsning er derfor blevet at finde investorer, der har købt sig ind i ejerskabet. Det betyder, at hun ikke længere ejer majoriteten i sit firma, men er ansat.
Dansk design er problemløsende
En lang vej har ført Stephane Park til Danmark som modedesigner. Hun voksede op i Sao Paulo i en familie med koreanske rødder, inden et ophold på Parsons School of Design i New York førte til først et job hos Alexander Wang og siden til en MA i fashion på KADK. Hun har valgt at blive i Danmark og starte sit firma op her, selvom det økonomisk og praktisk ville have været nemmere i Paris, London eller en anden metropol.
Det er livsstilen og friheden til at arbejde som hun vil, der tiltaler Stephane ved Danmark. Mange steder i udlandet, fx i New York, handler det for meget om hastighed og kvantitet, mens hun oplever, at det i Danmark drejer sig om kvalitet og omtanke. Dansk designs tradition for at løse problemer er også et plus, og det er ofte Stephanes udgangspunkt for arbejdet med taskerne. Der skal være plads i dem til de ting, en kvinde har brug for, foruden at tasken skal være elegant og i en høj håndværksmæssig kvalitet, så den også kan tåle en tur på cykel i andet end solskinsvejr.
Perspektiverne for Danmark
For ikke så mange år siden talte man i Erhvervsministeriet henført om at gøre Danmark og København til et centrum for design, et såkaldt design hub. Man ville tiltrække de bedste virksomheder, udøvende og studerende indenfor området. Det var dengang. Nu lægges der hindringer i vejen for, at netop det kan ske.
Der findes ellers gode historier om, hvordan man ved at åbne et land for kunstnere, håndværkere og designere, kan opnå Mekka-agtig status. Men det kræver, at man satser, som fx i Frankrig under solkongen i midten af 1600-tallet. Her inviterede den fremsynede finansminister, Jean-Babtiste Colbert (1619-83), de bedste udøvende indenfor stort set alle slags formgivning til Paris, for at Frankrig kunne blive den kulturelt førende nation i Europa. Og det er en position, som landet indenfor flere designfag stadig har.
Meget offentlig designfremme har i gennem tiderne handlet om at stimulere til samarbejde og koncentration af kompetencer. I det lys er beslutningen om ikke at forlænge Stephane Parks og Aesther Ekmes ophold her i landet forstemmende. Det er som om, at ethvert perspektiv om at gøre Danmark og København til et designmæssigt kraftcenter er forsvundet op i gustne udlændingepolitiske markeringer.
Man kan stille det op på en anden måde: Hvad ville dansk design have været, hvis vi ikke havde haft Sigvard Bernadotte, Jan Trägårdh, Alev Siebye, Steve McGugan, David Lewis og mange flere udenlandske formgivere?
Og omvendt: Hvor ville vi have været henne, hvis ikke danske udøvende kunne have rejst ud og dygtiggjort sig for at vende klogere tilbage? Udvikling kræver udveksling, og det går begge veje. Perspektivet i denne sag, hvis det får lov til at brede sig er, at Danmark bliver reduceret til en provinsiel designnation. Hvilket det siddende udlændingepolitiske flertal sikkert er bedøvende ligeglad med.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
Fashion Forum fortæller mere om udviklingen af Stephane Parks firma og hendes tasker
