Fornemmelse for form og forretning

Fornemmelse for form og forretning

Idéen startede med bordlampen Bobbel, der er inspireret af sæbebobler. Senere kom Skylamperne til. Pernille Bülow er fascineret af boblen, som bevidst er skæv, organisk og blød i sit formsprog. Lamperne er lavet af glaspustere, og ingen af boblerne er derfor ens. Foto: Anders Beier

af Lene Grønborg Poulsen

Lene Grønborg Poulsen er kulturjournalist for flere danske medier, og har i en årrække skrevet om kunst, design, performance, populærkulturelle tendenser og scenekunst. Hun skriver desuden for designETC’s søstersite ISCENE og er en del af Reumert-Juryen 2017-2018.

Billedserie

Mapping Denmark
Glasmuseet Ebeltoft
20 jan - 8 apr 2018

 

Pernille Bülow har igennem 30 år præsenteret danskerne og resten af verden for skandinavisk design og håndlavet glas. Men finanskrisen var lige ved at sætte en stopper for det hele. I dag er Pernille Bülow lige dele kreativ designer og benhård forretningskvinde. Fra 20. januar kan du opleve hendes værker på udstillingen Mapping Denmark hos Glasmuseet Ebeltoft.

I år 2000 stod to store lastbiler udenfor designer Pernille Bülows værksted i Svaneke på Bornholm parat til at sende firmajulegaver af sted til medicinal virksomheden Novo Nordisk og deres 11.500 medarbejdere. En strategi om at sende personlige salgsbreve til store danske virksomheder havde givet pote.

Novo Nordisk havde forelsket sig i den såkaldte Klemmevase, der rent teknisk er skabt ved at klemme en glasbobbel, mens den i sin udformning sender tanker i retningen af en bred vifte med bløde og organiske former. I den periode var der varmt i værkstedet, for der skulle produceres 21 vaser om dagen frem til deadline, mens 16 ansatte arbejdede i skiftehold på opgaven.

Klemmevasen rummer både en æstetisk og en forretningsmæssig historie, da vasen blev så succesfuld, at Novo Nordisk ville give den i julegave til 11.500 medarbejdere i 2000. Foto: Anders Beier

Pernille Bülow kan i dag kalde sig selv for én af Danmarks bedst sælgende glasdesignere, og hun har desuden inspireret sine to børn til at gå efter iværksætterdrømmen. Hendes søn, Johan Bülow, er manden bag det store lakridsimperium, mens datteren Emma Bülow også har startet egen virksomhed, der sælger økologiske marshmellows.

Udefra ligner det en kæmpe succes. Men vejen mod en bæredygtig designforretning i 2018 har ikke været uden bump på vejen for Pernille Bülow.

En entreprenør i maven
Det er ikke hver dag, at en dansk designer og kunsthåndværker kan skrive under på en kæmpe ordre fra en virksomhed som Novo Nordisk. Men Pernille Bülow er måske heller ikke en klassisk glaspuster? Hun er i hvert fald mere end det. Med en passioneret interesse for at skabe en bæredygtig forretning, har hun gennem 30 år formået at sætte sig et sted på den danske designscene, hvor hendes produkter appellerer bredt og kan produceres til en pris, hvor de fleste kan være med. I gode år er hendes Duo-lysestage for eksempel solgt i op mod 50.000 eksemplarer.

Pernille Bülow er udover at være succesfuld kunstner og forretningskvinde også mor til to iværksættere, hvoraf Johan Bülow er den ene – altså ham med lakridserne. Pressefoto

”Glas er et fantastisk spændende materiale. Kontrasten mellem det føjelige, bløde, varme glas og det hårde og kolde holder aldrig op med at fascinere og inspirere mig,” forklarer hun og tilføjer: ”Men det også rigtig sjovt at drive en virksomhed. Jeg kan lide at se, at jeg lykkedes. På den måde er det begge dele, der driver mig. Jeg har både en kunstner og en entreprenør i maven, og min succes skyldes måske til dels også, at jeg tør at tro på mit eget produkt. ”

Pernille Bülow er udlært på Orrefors Glasskola i 1982. I en kortere periode drev hun Snogebæk Glashytte frem til 1989, hvorefter hun begyndte at fremstille glas fra sit værksted i Svaneke. Stilen er, som hende selv, enkel og farverig. Skandinavisk og nytænkende.

Som person beskriver hun sig selv som driftig og ivrig. Der skal være kort vej fra tanke til færdigt produkt, og det er muligt, når man selv arbejder ved bænken og med glasset i praksis. Som kunstner sænker der sig også en ro over hende, når hun arbejder. De to komplementerende egenskaber – den vilde drivkraft og den rolige arbejdsomhed – har været to faste elementer i hendes arbejdsliv.

Også Bülows populære firarmede lysestage med bobler vil være at se i udstillingen på Glasmuseet. Foto: Justine Høgh

Opsving og medvind
I de første 15 år som selvstændig fik Pernille Bülow konstant klap på skulderen af både banken og revisoren. “Det er en fantastisk fornemmelse – men måske også en sovepude,” reflekterer hun i dag.

I en periode var hun oppe på 36 medarbejdere, og med store ordrer i bogen kunne hun sætte et samarbejde i gang med kommunen og derved få arbejdsledige bornholmere i gang i virksomheden. Men så kom finanskrisen. Som en stor og syngende lussing. Og år med opsving og gedigne ordrer forvandlede sig til et kæmpe lager og en alt for høj kassekredit. Her måtte forretningskvinden og den analyserende hjernehalvdel tage over.

”I dag kan jeg se tilbage og tænke, at det måske var for nemt for mig i starten. Finanskrisen lærte mig virkelig at drive virksomhed, og i dag er jeg utrolig opmærksom på det økonomiske,” understreger hun.

En vigtig lektie, som hun har taget med videre, er, at alle produkter skal kunne sælges. ALLE! Ellers er der ingen virksomhed at designe i, understreger hun. Men det skal også være sjovt at gå på arbejde, og den tilgang, sammen med fornemmelsen for det kreative og entreprenante, har været en grundsten i familielivet på Bornholm.

Flere af evnerne er tydeligvis gået i arv til hendes børn, og begge har ved flere lejligheder udtalt, at inspirationen til at starte egen virksomhed kom hjemmefra. Her er de blevet involveret i alt fra omsætningstal til arbejdet ved glasovnene. Og så har opbakningen været tydelig. I Bülow-familien tror man nemlig på, at ens passion kan blive en bæredygtig forretning.

Fra det brugbare mod det abstrakte
Præsentationen af Pernille Bülow på Glasmuseet Ebeltoft er en del af udstillingsrækken Mapping Denmark, der viser kunstnere og værksteder i Danmark. Formålet med udstillingerne er at give plads til bemærkelsesværdige danske glaskunstnere og værksteder i bredeste forstand, og tidligere udstillinger i rækken har budt på værker fra arbejdsfælleskabet Luftkraft samt kunstnerduoen Britta Madsen og Søren Gøttrup.

Duo-fyrfadsstagen er et godt eksempel på, hvordan Pernille Bülow skaber designs, der appellerer bredt og kan produceres til en pris, hvor de fleste kan være med. I gode år er lysestagen blevet solgt i flere end 50.000 eksemplarer. Foto: Anders Beier

På udstillingen vil man kunne opleve både ældre og nyere værker fra Pernille Bülows hånd. Her er blandt andet den tofarvede lysestage Duo, som kan kaldes et af Pernille Bülows signaturprodukter. Da den kom frem i 1990, var det banebrydende, at en glaspuster havde skabt en lysestage med to så skarpt adskilte farver. Den var enkel i udtryk og alligevel yderst avanceret:

”Vi brugte lang tid på værkstedet i processen for at få den adskilte farve til at virke. Det lykkedes først, da vi hentede to flydende glasklumper og samtidig ’stødte’ dem sammen. Som ensfarvet form er lysestagen jo blevet kopieret af mange, men maskiner kan ikke lave den dobbelte farve, så det er egentlig meget tilfredsstillende,” understreger Pernille Bülow.

Foruden bestsellerne Klemmevasen, Skylampen, Chess-vinglas og de populære Bobbelstager til lys vil udstillingen i Ebeltoft præsentere noget af Pernille Bülows nyeste arbejde, hvor hun bevæger sig mod et mere abstrakt udtryk.

Ny inspiration
”Jeg er inde i en ny periode, hvor jeg arbejder med drivtømmer, som jeg puster glas på. Det optager mig enormt meget. Du ved ikke hundrede procent, hvordan glasset vil reagere, når det rammer træet, og derfor skal du tænke hurtigt, når du arbejder,” fortæller hun.

På den måde træder Pernille Bülow et skridt væk fra den brugsorienterede tilgang til glasset, mens hun undersøger, hvordan man kan sammensætte materialer som glas og træ eller glas og sten. Her har hun fokus på at finde materialer, der har været udsat for naturens kræfter, hvilket resulterer i et råt og autentisk udtryk i det færdige værk. Og det er som om, at de ting, der virkelig sælger i dag, rummer en grad af noget virkeligt og autentisk, reflekterer Pernille Bülow. De små fejl i glasset og de forskellige udtryk i formen, der ikke kan reproduceres, peger alle tilbage på, at værket er skabt af et menneske med en passion og en historie – og ikke af en maskine.

Pernille Bülows populære Chess-vinglas og Softball skål i baggrunden. Foto: Justine Høgh

”Mine ting har altid båret præg af at være brugsting. Men det er egentlig ikke et must, og de nye værker har tydeligvis også en kundegruppe. På den måde er jeg stadig typen, der både tænker kunst og forretning. Den bedste oplevelse er, når virksomheden kører på alle parametre. Den der boblende følelse i maven, når jeg har skabt et nyt design. Når nogen puster i værkstedet, mens andre pakker ude bag ved. Så er alle hjul i gang,” afslutter hun.

Del artiklen

'Fornemmelse for form og forretning'

Facebook