En stak nye møbler fra Erik Jørgensen

En stak nye møbler fra Erik Jørgensen

Pure er navnet på Erik Jørgensens revitalisering af deres egen sofaklassiker EJ220, der nu er blevet mere fleksibel. Foto: Erik Jørgensen

af Redaktionen

Charlotte Jul, Stine Nørgaard Lykkebo og Susanne Hviid udgør tilsammen redaktionen på designETC, og denne artikel er blevet til i et samarbejde mellem vores forskellige kompetencer, blik og erfaring.

Billedserie

På møbelmessen i Stockholm præsenterede Erik Jørgensen en god håndfuld nye møbler, der spænder fra organiske hylder til moderniserede lænestole, sideborde og sofaer.

En økologisk sofa, en hylde-serie og en opdateret klassiker er groft opsummeret Erik Jørgensens nye kuld. Helt nyt er serien Insula Wall, designet af duoen Ernst og Jensen, der står bag flere Erik Jørgensen produkter heriblandt Insula sofabordene.

Hylderne er designet i tre forskellige størrelser og kommer i både træ og metal. Den mindste hylde er en bakkehylde i malet stål, den mellemste hylde fås i to forskellige udgaver og to materialer mens den tredje både kan fungere som hylde og som en mindre arbejdsplads. Alle tre hylder er monteret på asymmetriske hyldeknægte.

Insula Wall er en ny serie af hylder, designet af duoen Ernst & Jensen. Foto: Erik Jørgensen

I 1970 designede Erik Jørgensen den klassiske sofa EJ 220 samt EJ 270, der siden har været en hjørnesten i Erik Jørgensens kollektion. I år er sofaen blevet relanceret og moderniseret til en stor, modulopbygget hjørnesofa med det nye navn Pure.

”Pure sofaen er ren i sine linjer og i sit udtryk. Samtidig har vi tilstræbt en høj grad af bæredygtighed i udviklingen af sofakonceptet. Hele sofaen besidder en høj grad af recirkulerbarhed, hvilket også var bevæggrunden for, at EJ 280 skiftede navn til Pure” udtaler CEO Niels Jørgensen.

Asko lænestolen er også kommet i en modificeret udgave med en anelse højere ryg. Foto: Erik Jørgensen

Udover organiske hylder og moderniserede klassikere rummer den nye lancering også lænestolen Asko High. Stolen er designet af den franske designer Patrick Norguet og er som den første stol bygget op af afrundede skaller. I den nye version forlænger den ekstra skal ryggen, og giver stolen større robusthed, komfort og skulpturel kapacitet.

Erik  Jørgensens sidste to nyheder er en træ-udgave af sidebordet Piccolo og en cirkelrund udgave af Delphi puf, designet af hhv. Ernst & Jensen og Studio Hannes Wettstein.

 

Kilde: Pressemeddelelse

Erikjorgensen.com

Del artiklen

'En stak nye møbler fra Erik Jørgensen'

Facebook