MÆRKEvarer af træ

Første gang, jeg stødte på Akiko Kuwahata, var i 2013, hvor jeg sad i juryen til en filmstatuettekonkurrence, som butiksejer Dina Vejling havde taget initiativ til i samarbejde med Odense Internationale Film Festival, OFF. Akiko vandt. Med en statuette, der i virkeligheden var mere Akikosk, end jeg ved dette første møde var klar over.

En på én gang klassisk og utraditionel statuette bestående af en mørk firkantet base af wengé med en krusedulle filmstrimmel i tyndvalset messing på toppen. Håndværksmæssigt veludført med sikker fornemmelse for både proportioner og materialer. Den lille statuette udmærkede sig dog også ved at være en ting, man straks fik lyst til at røre ved og interagere med. På siden af statuettens base var der monteret et lille håndsving, og med det kunne man få filmstrimlen til at bevæge sig. Som en spilledåse afgav filmstrimlen oven i købet en lille knitrende lyd, når man drejede på håndsvinget.

I Kokkedal, hvor Akiko Kuwahata og hendes mand Ken Winther har slået sig ned og udvidet parcelhuset med en stor, lys værkstedstilbygning, er Akiko netop i gang med at lave statuetter til årets prisuddeling, som finder sted i begyndelsen af september. På et bord i værkstedet ligger små egetræsplader sirligt ordnet i bunker.

Der holdes styr på hvilke egetræsplader, der passer sammen, for der er stor forskel på strukturen i de forskellige plader, og det er vigtigt, at åremønsteret er ensartet i hver enkelt statuette, som Akiko forklarer mig. Alt gøres med meget stor omhu og præcision i Akikos og Kens værksted. Og med en fin fornemmelse for, hvad træet selv ‘vil’.

Der går ikke mange minutter før Akiko understreger, hvad det hele handler om for hende: ”Det er vigtigt, at kunne mærke det”, altså sådan helt bogstaveligt…..man skal have fingre i tingene, røre ved dem – også i designprocessen.

Et japansk hus i 1:5 og en 10-årig dreng, der vidste, hvad han ville
Akiko Kuwahata er uddannet på et af Tokyos mange store universiteter, Nihon Universitetet. Hun tog afgang fra linjen for arkitektur og design i 1999. I modsætning til mange af sine medstuderende afleverede hun ikke tegninger og papmodeller men et hus, hun og en anden studerende havde bygget i 1:5. Akiko viser mig tegninger og fotografier af det mildt sagt imponerende projekt: en elegant trækonstruktion samlet med 10 forskellige tapsamlinger, helt uden søm og skruer.

Afgangsprojektet fik stor betydning for Akikos videre arbejde, for her blev det for alvor klart for hende, at en designproces i direkte dialog med et materiale simpelthen er en anden end akademisk tegnebordsdesign, og at det materialebaserede passede hende bedre. Mødet med en dedikeret professor med forkærlighed for og viden om træ og traditionel japansk byggeskik blev Akikos skæbne. Måske lidt tilfældigt, for som hun selv grinende siger ”var det måske blevet metal, hvis jeg havde mødt en lige så dedikeret metalprofessor”.

Ken Winther fik derimod træ ind med modermælken. Han er barnebarn af stifteren af O.D. Møbler, der først og fremmest er kendt for en række stole fra 1950’erne og 60’erne designet af Erik Buch (i udlandet Erik Buck). Som 10-årig kontaktede han PP Møbler på en messe med henblik på at komme i lære – og det kom han faktisk otte år senere.

Akiko og Ken laver alle deres ting sammen. Efter endt uddannelse, arbejdede Akiko Kuwahata i Japan på et snedkerværksted. Hun er således en trænet håndværker selv, men Ken er en uundværlig sparringspartner ikke mindst i forhold til det tekniske og håndværksmæssige. Han har mange års erfaring som møbelsnedker og arbejder da også fire dage om ugen for PP Møbler. ”Så er der tre dage tilbage til vores eget”, som han siger, ”for når man er selvstændig holder man ikke weekend”.

Pingpong og sporvogne
Designprocessen starter typisk med, at Akiko genererer ideer, som hun så vender med Ken, der straks tænker praktisk og teknisk. Der er tale om en pingpong proces, hvor håndværk og teknik indgår i designprocessen på lige fod med de mere formelle eller æstetiske overvejelser – og de konceptuelle.

Ken fremhæver bakkebordet Tram som eksempel på denne pingpong. Akiko havde modtaget en invitation til at udstille på MINDCRAFT15 i Milano. Sådan starter mange af projekterne, med en udefra kommende invitation, som det for eksempel også var tilfældet med filmstatuetten.

Ideen var at lave et bakkebord til steder, hvor pladsen er trang, og tanken faldt på gamle sporvogne, der skærer sig igennem byrummet i et smalt spor. Inspirationen var både konceptuel og konkret, for gamle sporvogne har ofte fine detaljeløsninger. Bakkebordets ydre form tegnede sig hurtigt, men der var problemer med stabiliteten og med at få integreret et håndtag. Nogle forsøg i 1:1 førte til løsningen af begge udfordringer i ét hug. Med indførelsen af et kurvet bånd i den ellers ret stramme konstruktion faldt Tram på plads – ide, form og håndværk gik op i en højere enhed.

Løsningen med det kurvede bånd giver samtidig Tram karakter. Det lille bakkebord er visuelt stimulerende, men så sandelig også et objekt, man får lyst til at røre ved og et objekt, hvor detaljeløsningerne er både logiske og smukke. Det er en fryd at løfte bakken på plads ned over håndtaget og mærke, hvordan den bare går i hak. Alt er bygget op fra bunden, de stribede bånd er lavet ved sammenlimning af lag af indfarvet birkefiner – rødt, blåt og grønt (jf. sporvognslinjer) – i kombination med hhv. valnøddetræ og egetræ.

Ken viser mig, hvordan mødet mellem krydsfinersbåndet i håndtaget og toppen af bordet er designet, så det inderste lag af håndtaget er gennemgående, mens det yderste brydes af topbåndet i bordet. Den løsning styrker konstruktionen, og så er det samtidig en fin detalje, man først får øje på, når man får den udpeget, eller man er den heldige ejer af bakkebordet og får muligheden for at håndtere det i hverdagen.

Fra smørebrætter til skuffeskrin af 3000 år gammelt egetræ
Akiko og Ken har en række forskellige hverdagsobjekter i deres portefølje – fra smørebrætter, serveringsfade og brødkurve til små opslagstavler/billedrammer, knager, smykkeskrin og sågar smykker. De laver også små serier af møbler, typisk 20 stk. af samme type, som signeres og forhandles eksklusivt hos galleri Maria Wettergren i Paris.

Endelig er der unikaarbejderne som det lille skuffemøbel, de skabte til My Precious, Møbelsnedkerforeningens udstilling på Designmuseum Danmark i 2010. En avanceret æske, lavet af en 3000 år gammel blok moseeg fra Oldermand for Billedskærerlauget Knud Høyvangs værksted…….”det var IKKE en mulighed at save forkert”, som Ken beskriver udfordringen.

I skuffeæskens top er stjernehimlen indlejret. Det store i det små; universet møder dagligdagshygge med chokolade og whisky i skufferne. My Precious Universe opsummerer meget godt Akiko og Kens holdning til bredden i deres arbejde: For dem er der ingen forskel på, om de laver unika eller hverdagsobjekter. De arbejder på samme måde, med samme omhu og respekt for materialerne og samme lyst til at udfordre træet som for eksempel at dampbøje 3000 år gammelt egetræ. Eller at sætte træet i spil på nye måder med inddragelsen af andre materialer som akryl, tekstil og kork – eller glas som i My Precious Universe… og som i et andet elegant og poetisk skuffemøbel Breathe, skabt til MINDCRAFT16.

I anledningen af 150-året for de diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark kan Breathe i dette efterår opleves på udstillingen Everyday Life – Signs of Awareness på 21st Century Museum of Contemporary Art i Kanazawa. Akiko, og Ken skal selv til Japan og se udstillingen. På en tur senere på året skal de med en gruppe danske møbelsnedkerkolleger undervises af japanske mestre i bl.a. trædrejning, værktøjsmageri og vedligeholdelse af værktøj. Akiko og Ken er konstant i færd med lære nyt og indsamle viden og inspiration.

Og her er så vi på en måde tilbage ved Akikos indledende bemærkning: ”Det er vigtigt at kunne mærke det”. For en af de virkelig store kvaliteter ved Akikos og Kens ting er efter min mening, at man i den grad kan mærke DEM – kunsthåndværkerne bag – i arbejderne, uanset om det er unikaværker eller brugskunst. Omhu, opfindsomhed, nysgerrighed, erfaring, talent osv. løber sammen i tingene. Det er derfor så meget mere end bare et smørebræt eller et serveringsfad, man kan købe, når Akiko og Ken i august for første gang deltager på Danske Kunsthåndværkere & Designeres årligt tilbagevendende udendørsmarked – det er et lille stykke kunsthåndværkersjæl.