Design in Context
18 mar kl 15-20
19 mar kl 11-16
Empowerment: Udstilling på galleri VESS viser frugten af et flerårigt samarbejde mellem palæstinensiske kunsthåndværkere og danske designere under titlen Design in Context.
Otte kvindelige palæstinensiske kunsthåndværkere har siden 2012 deltaget i projektet Design in Context, hvor de er blevet vejledt i at ideudvikle og stå for alle led i processen fra design til drift og markedsføring af to danske designere. De palæstinensiske kunsthåndværkere er blevet udfordret i at nytænke og modernisere deres lokale produkter for at skabe en bredere markedsappel og således blive i stand til at øge deres indkomst gennem design.
I 2016 har kvinderne arbejdet med en kollektion af tasker i denim med farverige og personlige broderier. Med udgangspunkt i traditionelle palæstinensiske motiver har kvinderne eksperimenteret med sting, materialer, farver og form. Kollektionen vises frem på en to-dages-udstilling, hvor publikum ligeledes vil få et indblik i designprocessen gennem tekst og billeder.

”Jeg har 30 års erfaring med broderi, men nu kan jeg skabe mine egne designs og finde på nye ideer. Det giver mig en større stolthed i mit arbejde. Jeg er spændt på at vise mine designs i Danmark og høre, hvad danskerne synes om det,” siger Hoson, som er fra Taqou på Vestbredden i Palæstina.
Det vil være muligt at købe og bestille fra kollektionen til udstillingen, hvor al indtjening går ubeskåret til de kvindelige kunsthåndværkere.
Kilde: Josefine Gilbert
Til ferniseringen d. 18/3 bydes der på palæstinensiske øl, snacks og musik. Arrangementet indgår i projektet Design in Context, som Det Danske Hus i Palæstina står bag i samarbejde med tekstildesigner Josefine Gilbert og modedesigner Tine Winther.
Projektet begyndte i 2012 og har til formål at styrke palæstinensiske designere kreativt og økonomisk.
Det Danske Hus i Palæstina er en uafhængig organisation, beliggende i Ramallah i Palæstina, der arbejder for at styrke den gensidige forståelse og respekt mellem dansk og palæstinensisk kultur. Aktiviteterne omfatter en række kulturelle udvekslingsprojekter i samarbejde med palæstinensiske og danske partnere.