PLATEAU I
R2 Galleri
Svaneke
8. juni - 6. juli
I Svaneke på Bornholm kan man fra 8. juni møde værker i spændingsfeltet mellem design og kunst, når galleri R2 viser gruppeudstillingen PLATEAU I.
Eske Rex, Tina Maria Nielsen, Camilla Monsrud, Anne Brandhøj og Rune Bering Sørensen tager kunstnerisk livtag med begrebet tid, som de har omsat i form. For tid er noget, vi forholder os til, flygter fra eller blot overholder, og gruppeudstillingen opfordrer således publikum til at træde et skridt tilbage og reflektere over begrebet, og hvordan det folder sig ud i vores liv.

PLATEAU I tager kuratorisk afsæt i billedhugger Willy Ørskovs teori om den kropslige sansning af et objekt. Ørskov skriver om eksisteret tid, tilblivende tid og værende tid i aflæsning og afkodning af objekter.
Hvilken tid går der ind i skabelsen af et værk, og hvad med tiden vi bruger på at betragte det bagefter? Hvordan taler vi om tiden efter livet, og hvordan ændres et værk over tid?

Camilla Monsruds Rebirth of the Urn er en installation af urner, der forholder sig til døden og samtalerne, der går forud. Serien, som ligeledes omfatter bogen Dialog om døden og urnen, forholder sig til tiden, vi deler, mens vi er her, og tiden, når den rinder ud. Monsrud retter en sanselig, poetisk opmærksomhed imod et tabuiseret emne med sine skulpturelle former og varierende materialer.
Tina Maria Nielsen behandler med sine voksdyppede papirværker, Where We Meet, et analogt tidsaspekt. Lyserøde lagdelte voksaflejringer skaber associationer til klæbende hud, men seriens grønne værker danner fine, idylliske landskabsbilleder.

Rune Bering har sat særlige forudsætninger op for, at motiver opstår organisk i en industriel off set-trykmaskine. Ved at trykke den samme farve oven på hinanden tre gange i et fint mønster, skabes interferens, når de helt tynde papirark giver sig i trykmaskinen. Således bliver hvert enkelt papirarks rejse og dets forandring gennem trykmaskinen dokumenteret i mønsteret, og motivet bliver en slags lagring af tid.

Eske Rex’ Divided Self og Unfolded Plank er begge dele af serier, som undersøger den kraftpåvirkning, der opstår, når materialerne strækkes, udspændes, flækkes og placeres på grænsen til kollaps.
Anne Brandhøjs tre torusformede træskulpturer fremstår mindre porøse, men vil gennem den stadige tørringsproces slå sprækker, krympe, kurve, vride sig og revne og dermed forandres over tid.
Udstillingen er initieret og kurateret af Henriette Noermark.
Kilde: Pressemeddelelse
Billedkunstner Stig Rex Thomsen åbnede R2 Galleri i Svaneke, Bornholm, i 2014. Galleriet arrangerer udstillinger med fokus på samtidskunst i sommerhalvåret.
Henriette Noermark er uafhængig kurator i feltet mellem kunst, design og kunsthåndværk og har tidligere kurateret udstillinger på bl.a. Patrick Parrish Gallery, Heartland Festival, galleri Les Gens Heureux, CHART Art Fair, Copenhagen Photo Festival, Kulturni Centar Beograda og Residency Unlimited.