Designmuseum Danmark får ny bestyrelsesformand

Designmuseum Danmark får ny bestyrelsesformand

Danmarks designmuseum får fremover selskab af forlagsdirektør Stig Andersen i bestyrelsen. Han skal være med til at udstikke retningen for museet i fremtiden. Foto: Dann Nørgaard

Efter ti år på posten takker erhvervsleder Flemming Lindeløv af som formand, mens Gyldendals direktør gennem mange år, Stig Andersen, træder til.

Stig Andersen har siden 1999 været administrerende direktør i Gyldendal, han er formand i foreningen Danske Forlag og desuden bestyrelsesmedlem i Copenhagen Film Festival. I december 2017 blev han udnævnt til sin tredje bestyrelsespost, da han blev valgt som formand for Designmuseum Danmarks bestyrelse.

Stig Andersen. Pressefoto

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer udtaler:

”Jeg er utrolig glad for, at Designmuseet har fået en så velrenommeret ny formand som Stig Andersen. Stig Andersen besidder en helt særlig evne til at balancere kvalitet og forretning, og det har han bevist med de fornemme resultater, han har skabt i Gyldendal. Vi kommer med Stig og de to nye medlemmer i bestyrelsen til at få et stærkt hold, som skal være med at sætte retningen for museet i de kommende år. I samme moment vil jeg benytte lejligheden til at takke vores afgående formand, Flemming Lindeløv, som i sin periode som formand i museets bestyrelse har været med til at skabe utrolig flotte resultater – ikke mindst hvad angår en styrket synlighed og forretningsmæssig profil.”

Ved skiftet på bestyrelsesformandsposten tiltræder desuden vicedirektør ved Nationalmuseet Camilla Mordhorst og lektor ved Københavns Universitet Maria Fabricius Hansen.

Kilde: Designmuseum Danmark

Stig Andersen er født i 1953, uddannet cand.phil. i dansk 1978. Stig Andersen har siden 1999 stået i spidsen for Danmarks største forlag Gyldendal, men meddelte i efteråret 2017, at han ønsker at gå på pension. Han fortsætter dog i stillingen som administrerende direktør, indtil der er fundet en afløser, senest frem til efteråret 2018.

Del artiklen

'Designmuseum Danmark får ny bestyrelsesformand'

Facebook