FDB Møbler har netop slået dørene op til deres nye flagship store på Vesterbro i København, hvor hele det klassiske møbelsortiment er udstillet.
I butikken vil det være muligt at opleve og købe de ikoniske og klassiske møbler, som gennem tiden er blevet skabt i samarbejde med en række fremtrædende danske designere, heriblandt Børge Mogensen, Jørgen Bækmark og Poul M. Volther. Butikken har desuden udvidet møbelsortimentet med design- og kunsthåndværk som bl.a. tekstiler og keramik designet af nye unge danske designere, som FDB Møbler løbende etablerer nye samarbejder med.
Lige nu introduceres en serie fra tekstildesigner Bettina Juul Eilersen. Serien består af puderne Leto skabt i blødt læder og uld samt Kassandra, sammensat af to uldkvaliteter. Derudover består den nye serie af gulvtæppet Hera i hør og uld, som er en nyfortolkning af det klassiske marokkanske gulvtæppe, hvor Bettina Juul Eilersen har brugt forskellige teknikker til at skabe et enkelt geometrisk mønster.
Som datter af møbeldesigner Jens Juul Eilersen ligger det i blodet at være skabende, dog er det kun tre år siden, Bettina Juul sprang ud som selvstændig designer. Samarbejdet med FDB Møbler er derfor en unik mulighed for den unge designer at komme mere bredt ud med sit design.
Kilde: Pressemeddelelse
FDB Møblers nye flagship store er åbnet i Trommesalen 5 i København.