VIA57™ hedder den polstrede stol fra Fritz Hansen, der netop har vundet en fornem pris i New York i kategorien ’Lounge Seating’. Prisen blev overrakt på MOMA i forbindelse med den internationale møbelmesse ICFF.
Stolen er skabt til den ikoniske VIA 57 WEST pyramide bygning i Hell’s Kitchen på Manhattan. Deraf navnet. Og det er arkitekt Bjarke Ingels og BIG Architecture, der står bag både bygning og stol. Sidstnævnte er dog udviklet i samarbejde med KiBiSi, der udover Bjarke Ingels består af Lars Larsen, Kilo Design og Jens Martin Skibsted, Skibsted Ideation.
KiBiSi er de tre prisvindende designeres holistiske ad hoc designgruppe, der er skabt ud fra en vision om at udvikle innovative løsninger i et bredt felt af design, arkitektur, møbler, elektronik, transport kultur og livsstil. Med VIA57™ har de forenet den komfortable, amerikanske stil og den nordiske enkelthed, så stolen kan tilpasses mange formål og bruges individuelt eller i en større kontekst.
Fritz Hansens har en lang tradition for at arbejde med unge både danske og internationale designere og arkitekter bl.a. Cecilie Manz, Wednesday Architecture, Jaime Hayón og Gamfratesi. Dog er det første gang i mange år, at virksomheden har samarbejdet med en bygningsarkitekt. Produktudviklingen med Bjarke Ingels og KiBiSi trækker således tråde til tidligere samarbejder som fx. Arne Jacobsen, der også var uddannet bygningsarkitekt.
VIA57™ fås i flere varianter. Vejl. pris fra 15.000 kr.
Kilde: Pressemeddelelse
NYCxDESIGN Awards er indstiftet i 2016 af Interior Design magazine og the ICFF® (International Contemporary Furniture Fair) for at hylde årets ekstraordinære designprodukter. Prisvinderne udpeges af et panel på 30 designere.