Hvis keramik kunne tale

Hvis keramik kunne tale

Installationsview fra udstillingen Dialog - Love Difference, Ann Linnemann Galleri. Foto: Ann Linnemann

af Nikolina Olsen-Rule

Nikolina Olsen-Rule er som kommunikationschef på Designmuseum Danmark i daglig kontakt med design og formidlingen af det. Hun har gennem årene særligt haft fokus på mode som skribent for Politiken og på bureau.

Billedserie

Dialog – Love Difference
til 11 mar 2017

Ann Linnemann Galleri
Kronprinsessegade 51, 1306 Kbh K

annlinnemann.blogspot.dk

Hvis værkerne kunne tale, hvad ville de så sige? Det var et af de spørgsmål, denne anmelder forlod Ann Linnemann Galleri med en kold februar-aften. Dialog er titlen på den lille, intime udstilling, kurateret af galleriejeren selv.

Og den er da at finde, dialogen. Men der er tale om en subtil og formmæssig dialog, som betragteren må give sig tid til at opdage, for på det lille hyggelige galleri i Kronprinsessegade i København, mødes man af en myriade af keramiske indtryk, farver og teksturer.  I alt 40 værker af danske og internationale keramiske samtidskunstnere repræsenterer spændingsfeltet mellem kunstobjekter og brugsgenstande, og er udvalgt og sammensat for at formidle en dialog.

Dialog på flere planer
Værkerne spænder fra miniaturestørrelse til større skala. Fra keramiske ophæng af dekorativ og abstrakt karakter og grove penselstrøg, der minder om en pløjemark, til de allerfineste og glinsende glasurer. Dialogen som udstillingstema er dog noget, man som beskuer selv skal skabe. Ingen svar er givet. Og der er primært tale om en visuel dialog mellem de keramiske former. Undersøger man værkerne nærmere, vil man opdage, at nogle rummer både historiske og politiske referencer, fra feministiske undertoner til temaer som national identitet, lukkede grænser og kulturel mangfoldighed. Temaer, som imidlertid kan være svære at få øje på, hvis ikke galleriejeren gav en hjælpende hånd.

Lotte Westphaels dominobrikker. Foto: Erik Berg

Spilleregler til forhandling
For eksempel lægger Lotte Westphael, med sit lakridskonfekt-farvede keramiske dominosæt Playing by Different Rules, op til, at man som spiller laver sine egne regler. Hun har arrangeret brikkerne ud fra et æstetisk farveprincip, snarere end brikkernes nummerorden. Selvom det ikke fremgår nogle steder, hvad Westphaels intention med værket har været, bliver tankerne ledt hen mod begrebet dominoeffekt, når man kigger på værket kaldet Grænsekontrol, placeret lige ved siden af.

Grænsekontrol af Inger Heebøll. Foto: Inger Heebøll

Det er nemlig i dialogen mellem de to værker, at en ny tolkning opstår. Grænsekontrol af Inger Heebøll består af et sirligt udformet keramisk scenarie med små terrakotta-farvede figurer, der står og venter med kufferter og tasker ved en grænsekontrol. Igen må man selv skabe mening.

Og det er her, begrebet ’dominoeffekt’ popper frem. For hvad betyder det, når en enkelt hændelse får uoverskuelige og katastrofale konsekvenser? Og hvad er det for nogle spilleregler, der gælder ved grænsekontrollen?

Keramisk væglandskab
På en væg, hvor mindre keramiske værke er ophængt, opstår dialogen på en helt anden måde. Her er det farver, motiver og teksturer, der binder værkerne sammen. Øjet bliver inviteret på en visuel vandretur og ledes rundt i et landskab af keramiske fortællinger.

Værkerne er som små keramiske fragmenter ophængt med en særlig fornemmelse for formmæssig dialog. Farver i en afdæmpet pallette af pasteller, plantemotiver, vægplatter med påmalede vejspor og elementer af fotomontage spreder sig på væggen i en smuk komposition.

Plantemotiv af Marianne Nielsen. Foto: Nikolina Olsen-Rule

Planteobjekter af de to keramikere Marianne Nielsen og Marianne Krumbach er både ens og meget forskellige. Og det er først, når man har stået og betragtet væggen et stykke tid, at man opdager de små referencer, som skaber den visuelle dialog værkerne imellem.

Feministiske kommentarer
Endelig er et hjørne viet til værker med feministiske referencer, som fx kunstneren Kirsten Justesens dansende kvinde og Ulla Bech-Bruuns surrealistiske og humoristiske Hysteria-figurer. Bech-Bruuns univers er fængende og frastødende på en og samme tid. Hendes porcelænsfigurer med påmonterede dinosaurus-hoveder minder om den tyske kunstner Hans Bellmers surrealistiske dukker fra 1930’erne. Deres hvide skrøbelige overflade står i stærk kontrast til Justesens dansende kvinde, udført i grovere kontur og tekstur. Hvem er mest frigjort – Justesens dansende kvinde eller Bech-Bruuns maskerede væsener?

Hysteria-figurer af Ulla Bech-Bruun. Foto: Ulla Bech-Bruun

En subtil dialog
Udstillingen Dialog er en fin lille og kompakt oplevelse med værker af nogle af de dygtigste danske keramikere og kunsthåndværkere samt internationale navne. Den henvender sig nok mest til dem, der på forhånd ved en del om og interesserer sig for keramik- og kunsthåndværk.

På galleriets hjemmeside står der blandt andet, at ”udstillingen er en visualisering af verdens forskelligheder – skabt i keramiske materialer.” Om det lykkes at formidle alverdens forskelligheder og skabe dialog vil i høj grad være op til beskueren. Og da temaerne ikke er formidlet i selve udstillingen, vil det kun være den meget opsøgende gæst, der opdager dem.

Men det gør ikke så meget. For oplevelsen af værkerne, som de er, uden forklaringer, er også ganske fin, og dialogen opstår, hvis man tager sig tid til at finde den, på et subtilt formmæssigt niveau. Derfor kan det varmt anbefales at lægge vejen forbi Kronprinsessegade, hvor galleriejer Ann Linnemann gerne uddyber og perspektiverer værkerne med faglig kyndighed og engagement.

Del artiklen

'Hvis keramik kunne tale'

Facebook