Take Away lamper on show

Take Away lamper on show

48 pendler og en bord- og gulvlampe udgør kollektionen af Take Away-lamper. Foto: Nana Remers, Nanareimers.dk

af Redaktionen

Charlotte Jul, Stine Nørgaard Lykkebo og Susanne Hviid udgør tilsammen redaktionen på designETC, og denne artikel er blevet til i et samarbejde mellem vores forskellige kompetencer, blik og erfaring.

Billedserie

5o Lamps to Take Away
Officinet
Bredgade 66
2-17 dec, 2017

Økonomi er et ‘issue’ for de fleste designere. Den traditionelle royaltymodel er under pres og stadig flere produkter sættes i verden gennem ‘rapid development’-teknologier. Udstillingen 50 Lamps to Take Away hos Officinet er en forretningsmodel baseret på Fablabs og donation.

Designer og formand for Danske Kunsthåndværkere & Designere, Hans Christian Asmussen, har skabt en udstilling, der bider til bolle på de fleste formgiveres daglige udfordring: At få økonomien til at hænge sammen, så de rent faktisk kan leve af det. 50 Lamps to Take Away er således både en udstilling, et politisk opråb og en ny mulig forretningsmodel for formgivere.

Man betaler for sin lampe ved at donere det beløb, man synes er passende eller har mulighed for. Foto: Nana Remers, Nanareimers.dk

Med nutidens teknologi i hånden som bl.a. rapid prototyping er der åbnet for en ny måde at tænke produktion og formgivning på. 50 lamper har Asmussen skabt med denne produktionsform med donation som betalingsmodel. Udstillingen er en åben invitation til debat om den traditionelle formgivnings rolle i en digital og globaliseret hyperkapitalistisk verden.

Lidt mere komplekst bliver det, når produkter skal kunne produceres digitalt. Fablabs er tilgængelige over hele kloden og en række materialer er standardiseret i en grad, så det er teoretisk muligt at distribuere skære-, print- og fræse filer digitalt med henblik på lokal produktion – så langt, så godt. Problemet er betalingen til designeren. Der kommer intet brød på bordet ved at give sit arbejde bort – og så måske alligevel. Begrebet ‘donationware’ har længe været kendt i IT-kredse – services som Wikipedia benytter sig af denne forretningsmodel, ligesom det danske webmedie pov. international. Ideen er at indgå en uformel kontrakt med slutbrugeren og modtage den betaling, som vedkommende finder rimelig.

Hans Christian Asmussen udstiller og sælger 50 lamper, der er skabt som open source produktion. Foto: Nana Remers, Nanareimers.dk

Udstillingen består af 48 pendler, en gulvlampe og en arbejdslampe. Alle værker er digitalt produceret med værktøjer og materialer, som med relativ lethed kan erhverves eller tilgås gennem et FabLab – et åbent digitalt fabrikationsværksted. Digitale filer samt byggeplaner til alle produkterne er frit tilgængelige på 50lampstotakeaway.org – hvor der vil være mulighed for at donere et ikke specificeret beløb ved download. Filerne udgives under en Creative Commons BY-NC-SA licens og er således mulige for private at bruge og bearbejde til eget brug, mens enhver kommerciel udnyttelse er ulovlig.

Designeren tilbyder retten til produktion direkte til slutbrugeren – intet andet. Det er op til brugeren at definere værdien af produktet alt efter økonomiske muligheder og tilfredshed. Der er endnu ikke etableret velfungerende åbne forretningsmodeller indenfor den fysiske formgivning. Softwareudviklere har med held udarbejdet en service-baseret forretningsmodel, Open Source – selve softwaren er gratis, men implementering og vedligehold kræver betaling. De kunder, som selv er i stand til at arbejde med software – bidrager til videreudviklingen af produktet gennem test og design af ekstra funktionalitet.

En bordlampe og en gulvlampe er skabt på ‘rapid-development’-teknologier. Foto: Nana Remers, nanareimers.dk

Udstillingen arbejder med tre forretningspotentialer: Først og fremmest som donationware, der giver slutbruger mulighed for at hente produktionsfiler og selv fremstille produktet – og betale efter mulighed eller lyst. For det andet som produktion for slutbrugere, hvis denne ikke ønsker at producere selv og for det tredje, fungerer udstillingen som showroom for designeren over for potentielle producenter.

“Som formand for Danske Kunsthåndværkere & Designere ønsker jeg at rette opmærksomheden mod de mindre tilfredsstillende vilkår som designere og kunsthåndværkere lever under. Livsindkomsten er lav, uddannelserne muterende i et tempo, som selv deres ansatte har svært ved at følge med i – og designfeltet fragmenteres stadigt mere med det udvidede designbegreb. Med 50 Lamps to Take Away ønsker jeg at rette fokus mod denne udfordring og initiere en diskussion i feltet,” forklarer Hans Christian Asmussen.

Del artiklen

'Take Away lamper on show'

Facebook