I RUM
Anja Merete Larsen
Officinet
2 - 18 feb 2018
Tekstil- og beklædningsdesigner Anja Merete Larsen har skabt en række tekstile objekter til væg og rum, som fungerer både lydabsorberende og som æstetiske rumdelere. De udstilles i Officinet fra 2. februar.
De sætter i bevægelse, når du går forbi; tekstilerne. ‘Soft interior’ kalder designeren dem selv i sin tekstilserie I RUM, som frem til 18. februar udstilles i Officinet i Bredgade.

Ud over florlette tekstiler tæller udstillingen også mere bastante rumobjekter og perforerede flader. Tilsammen en serie af tekstile objekter med akustikforbedrende kvaliteter og muligheder for at skabe mere rolige og tillidsvækkende omgivelser.
Elementerne er udført i henholdsvis væv, flet og lasercut – en kombination af det traditionelle håndværk og maskine – hvor der er leget med både farver, flader, strukturer, stoflighed, bevægelse og tyngde.
Kommercielt udgangspunkt
Anja Merete Larsen, som tidligere primært har arbejdet med beklædningsdesign og tekstiler til kroppen, er med dette projekt optaget af at undersøge muligheden for at skabe private rum og flytte på grænser og normer for folks færden i et rum.
Hendes I RUM-serie er tænkt som kommercielle produkter, der kan bruges på arbejdspladser, hoteller, restauranter og i private boliger. Steder med store, åbne rum, hvor der kan være behov for at lukke af og skabe mindre, personaliserede rum.

”Det har stor værdi for både arbejdsgivere og private at kunne skabe tillidsvækkende rum,” forklarer hun og fortsætter:
“Der er for tiden så meget debat om at skabe arbejdsmiljøer, der kan passe til både introverte og ekstroverte personlighedstyper. Miljøer hvor folk kan finde ro, energi og fokus. Hvad er det mest optimale for en effektiv arbejdsplads? Det er en interessant diskussion at tage op. Hvor går for eksempel grænsen mellem offentlig og privat? Kan man ændre på folks vaner ved at omplacere en væg, trække et gardin for eller dreje på en låge?” spørger hun.

Med udstillingen i Officinet er det hendes håb, at tekstilerne vækker en sanselig bevidsthed hos beskueren.
“Det er ikke blot en visuel udstilling, men i høj grad en taktil og stoflig – og dermed også en kropslig og intuitiv,” slutter hun.
Kilde: Pressemeddelelse