Big in Japan – dansk hverdag på museum

Big in Japan – dansk hverdag på museum

Gertrud Vasegaards testel inkarnerer dansk design i hverdagen. Stellet står stadig knviskarpt i dag, ifølge kuratoren, selvom det er formgivet for flere årtier siden. Foto: Cecilie Manz Studio

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør af designETC. De sidste 16 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Everyday Life – Signs of Awareness

21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa
5 aug–5 nov
Kanazawa21.jp

Designer og kurator Cecilie Manz har udvalgt over hundrede danske designobjekter, der udstilles under titlen Everyday Life – Signs of Awareness på det ikoniske museum 21st Century Museum of Contemporary Art i Kanazawa, hvor 150-året for de diplomatiske relationer mellem Japan og Danmark fejres.

Cecilie Manz er mere travl end vanligt. Og det siger ikke så lidt, for Manz er allevegne. Med produkter, møbler og nu kurator på en stor udstilling, der skal præsentere det bedste af dansk design for japanerne. Vi mødes i hendes studio, der er et af fire lokaler på stribe i den ejendom, som hun bliver ved med at udvide i. For udover at ligge ekstremt centralt, er her ro og ikke mindst et velfungerende værksted i kælderen, hvor man kan gå ’all in’ på materiale- og formeksperimenter.

Prototyper, billeder og kuriosa finder plads på flader som på denne prototype af en slagbænk, som Cecilie skabte til hendes solo-udstilling i Paris. Foto: Cecilie Manz Studio

Der er rart i Cecilie Manz’ allerhelligste. Stofligt. Kreativt. Smukt og rodet på samme tid. Bunker af bøger, magasiner og udstillingskataloger stabler sig op i højden på de flader, der engang var ledige, men nu er fyldte. Materialeprøver, prototyper, kunst og kuriosa flankerer og bebor alle andre.

Kodeordet er kvalitet. Kvalitet i alt, hvad denne efterhånden ret så internationale danske designer skaber og omgiver sig med. For som hun betror mig længere inde i interviewet, så handler det ikke så meget om, hvem der har designet produkterne – mand, kvinde, etableret eller ung – men om kvaliteten af dem. Kvalitet er således Cecilie Manz’ evige rettesnor, der i denne forbindelse har hjulpet hende i udvælgelsen af de mange genstande, der på 800 kvm. skal fortælle japanerne historien om dansk design.

Kevi-stolen i alle sine ædle dele. Foto: Engelbrecht Furniture

Hvad er godt dansk design?
Det er Statens Kunstfond, der har støttet udstillingen og udpeget Cecilie Manz til den prestigefulde opgave, som hun har arbejdet på i halvandet år sammen med museets chefkurator Hiromi Kurosawa. De første mange samtaler handlede om, hvad godt design er, og hvordan man udstiller det, for der er stor forskel på at præsentere design og kunsthåndværk sammenlignet med kunst, der måske kun har brug for et søm for at præsentere sig på væggen. Design og kunsthåndværk har brug for podier, hylder eller reoler – med små eller store greb i materialet eller i konstruktionen, der kan fremhæve de enkelte genstande, forklarer Cecilie.

Japansk-inspireret vifte formgivet i fløjlsblødt træ af Line Depping i 2017. Foto: Line Depping

Kenya Hara, der er en af mændene bag Mujii – et af verdens første og førende bolig- og livsstilshuse à la Ikea, er Japans modsvar til Cecilie Manz, og de to ankerpersoner har sammen med Hiromi Kurosawa delt nogle af de 800 kvm. mellem sig i hhv. en dansk og en japansk afdeling. 21st Century Museum of Contemporary Art er et rundt museum, så flowet igennem udstillingen bliver alt andet end lineært, selvom Hiromi Kurosawa har en særlig dagsorden for, hvordan folk skal gå igennem udstillingen. Det er med andre ord ikke lige meget, hvad publikum møder først.

”Museet har fire indgange, så der er ikke én hovedindgang – og den navigation er en del af konceptet, hvor flere udstillingsgallerier, lokaler og gangarealer udgør de atypiske kvadratmeter, som dansk og japansk design skal udfolde sig på. Udstillingen Everyday Life – Signs of Awareness bliver museets hovedudstilling i 3 måneder. At museet overhovedet har taget design og kunsthåndværk ind som bærende udstilling er en kæmpe blåstempling af feltet”, forklarer Cecilie.

Cecilies opgave er at svare på, hvad dansk design er. Nu og i det hele taget. Og det nemmeste ville ifølge designeren have været at tage kongerækken og alle de sikre hits og vise det på hvide podier. Men præsentationen ville mangle noget. Mangle tyngden, materialiteten og historien.

”Selvom dansk design er fremtrædende på den internationale designscene i dag, så står vi altid på skuldrene af hinanden. Det har været min fornemste opgave også at børste støvet af vores fundamentale designgods og trække tråde tilbage for at kunne pege frem mod nye tider. Derfor er Kaare Klints foldestol med. Derfor er Poul Kjærholm med, og derfor viser vi ældre ting, som er brugte og patinerede og absolut fantastiske, og netop manifesterer holdbarheden i materialer og æstetik.”

Børge Mogensens ikoniske Folkestol er nærmest blevet synonym med demokratiske værdier og fortællingen om dansk design. Foto: Fredericia Furniture

Hverdagens designbevidsthed
Vi holder af hverdagen, som Dan Turell skrev, men hvorfor er det lige dér, udstillingen tager sit udgangspunkt?:

”Udstillingen fokuserer på vores forskellige livsstile. Hvordan vi lever livet i Japan og i Danmark. I Japan er der en generel nysgerrighed for at vide, hvordan vi i Danmark står op, afleverer børn i skole, cykler til arbejde og spiser aftensmad. Og omvendt. Udstillingen understreger den særlige og langvarige diplomatiske forbindelse mellem de to lande, og derfor er det også relevant at fokusere på den danske samfundsstruktur og herunder hverdagen.”

Everyday Life – Signs of Awareness viser et bredt udvalg af dansk design og kunsthåndværk, der spænder fra efterkrigsklassikerne over moderne ladcykler til kunst: Fra smykker, keramiske værker og tekstilkunst til funktionelle objekter som bestik, armaturer, go carts og møbler. Fra grafik, bøger og legetøj over lamper, dåseåbnere og højtalere. Fra genbrugsmaterialer skabt af overskudstekstil til kunstneriske installationer.

Pakhus-lampen tegnet af Erik Møllers tegnestue er underspillet dansk design, når det er stærkest. Foto: Louis Poulsen

Udstillingen bevæger sig således fra det skulpturelle til det funktionelle og tilbage igen – med et stop hos socialt inddragende installationer som Henrik Vibskovs opvaskeinstallation, der iscenesætter sig i museets cirkelrunde rum. Som byttecentralen Your Memory, hvor hylderne præsenterer 50 danske genstande og 50 japanske, der er påhæftet et manilamærke med en historie eller et minde omkring genstanden. Tanken er, at folk kan komme med en ny ting og bytte med en fra hylden i udstillingsperioden, så der hele tiden er samme antal genstande på hylderne. Udvekslingen af genstande er både symbolsk og konkret. Konkret på grund af genbrugstankegangen, hvor andre kan bruge, det, man selv kasserer. Symbolsk fordi tingenes værdi kommer i centrum og etablerer en tydelig følelsesmæssig betydning. At genstande skaber minder hos folk og ikke udelukkende handler om forbrug.

Feels like home
Udover de individuelle rum, som bl.a. Superflex, Henrik Vibskov, ben&sebastian og Louise Campbell får lov at bebo med stedsspecifikke værker, er der et stort rum, HOME iscenesat som et hjem med danske og japanske hverdagsgenstande, dels et rent dansk og et rent japansk rum. Det japanske med overskriften Emptiness, det danske med Materiality.

I de 150 kvm., der hedder HOME, er tanken at skabe et hjem, der afspejler både Danmark og Japan. Kenya Hara har fået opgaven, så det bliver spændende at se, hvordan han griber det an. Cecilies koncept handler om at have flydende grænser, så man ikke umiddelbart kan se om man bor i Danmark eller Japan, derfor er både dåseåbner, stikkontakt, kaffedåser og Lego kurateret ind her.

Christiania-cyklen er særligt afholdt af turister, der ynder at fotografere dem i København. Foto: Christiania Bikes

”Min idé var at hælde Lego ud på gulvet og arrangere arbejdsplads på spisebordet men det gør man ikke helt i Japan, så her var der lidt et clash mellem det uformelle Danmark og det formelle Japan. Kenya Hara har lavet mange spændende researchstudier med hjemmet som tema, og nogle af videoerne vises i udstillingen. Jeg har lånt en gammel slidt Kay Bojesen gyngehest og nogle stole fra Fritz Hansen, for det var vigtigt for mig, at der var noget patina med og en nerve af noget brugt.”

På udstillingen kan man også opleve en Chair Parade i et stort gangområde, hvor man kan sætte sig i stolene, der er et miks af danske og japanske i et bredt spænd af materialer og faconer, og kigge ud på en af gårdhaverne.

Cecilie Manz’ kontor er fyldt med personlige genstande, som hun har samlet på sine mange rejser til Japan, fået i gave eller udviklet selv. Foto: Cecilie Manz Studio

Fortættet materialebevidsthed
Cecilies helt eget rum har fået titlen Materiality og viser et rigt udvalg af funktionelle såvel som kunstneriske objekter og møbler på podier i træ og textil.

”I Danmark er vi nørdede. Stolene er jo ofte også gennemarbejdede og smukke i bunden. Som formgivere går vi dybt ind i opgaven. Vi er muligvis lidt langsomme i optrækket, men det gode ved det er, at vi putter det rigtige materiale på det rigtige sted. Kjærholm viser skruerne i stellet, Børge viser papirgarnet, der både bliver æstetik og funktion i samme greb. Kunsthåndværker og tekstilkunster Anne Fabricius Møllers tekstilinstallation af ting, hun har fundet på gaden på Vesterbro, viser vi i et rum med 12 meter til loftet, hvor tekstilet kommer til at kravle op af væggen. Alle de genstande, hun har brugt 8-10 år på at samle – fra gamle handsker, plasticmobilcovers til nøgler, huer og emballage – hvad sker der med dem, når de bliver transformeret til et værk ? Er det stadig affald eller designede genstande?”

Materialitet er således navet, som Cecilies ’eget’ rum og designforståelse drejer om, og alle genstandene udgør et afkog af dansk design gennem de sidste 100 år. Som et resumé, en selektering og en essens af de kerneværdier, som dansk design og kunsthåndværk står på og kerer sig om. Fra lette titanium-briller, der er ’almost nothing’ til gedigen modernistisk ’form følger funktion’ og materialeekvilibristisk kunsthåndværk som Morten Løbner Espersens sanselige glasurværker.

Udenfor museet kan man tilmed låne danske cykler, single eller lad, og køre rundt om det runde museum. Det er ikke fordi de ikke cykler i Japan, de bruger dem bare på en anden måde end vi gør i Danmark.

Biomega er en af de danske cykelproducenter, der er med på udstillingen sammen med Nihola, Christinia Bikes, Bullit, Mate og Sögreni Cykler. Foto: Biomega

Kunsthåndværk OG design
Cecilie Manz har altså kurateret det danske udvalg med hjerne, hjerte og historie, og på spørgsmålet om, hvorvidt hun har haft kriterier som alder, køn og prestige med i sine overvejelser, falder svaret igen tilbage på kvalitet:

”Generelt går jeg ikke så meget op i køn og alder, det drejer sig om kvalitet. Men alligevel har jeg været bevidst om at skabe et miks af helt nye navne sammen med internationale kendte og anerkendte designere. Gertrud Vasegards kop står helt skarp, som var den skabt i går, men ikke ud fra et historisk argument, for det er kun det ypperste, der er med. Selvom det altid er hårdt at frasortere, der er meget godt at vælge fra.’’

Jørgen Gammelgaards foldestol fra 1970 er et af de patinerede møbler, der er med på udstillingen. Foto: Jes Gammelgaard

Der er en overvægt af funktionelt design på udstillingen, men det er vigtigt at holde fast i kunsthåndværket. Når vi har omtalt udstillingen har vi forsøgt at holde fast i, at design og kunsthåndværk er to forskellige ting og er repræsenteret så godt som muligt på udstillingen, fordi begge dele definerer den samlede opfattelse af dansk design.”

Cecilie Manz, der må siges selv at tilhøre den nutidige del af den danske og internationale designscene, er kun repræsenteret med en ting på udstillingen, den lille runde B&O højtaler Beoplay A1. Det er hendes eget ønske ikke at have flere ting med, men chefkurator Hiromi Kurozawa insisterede på, at Cecilie Manz var lidt mere til stede end det, så derfor sidder kustoderne rundt på museet på stole, som Cecilie har designet for det japanske firma Actus – i japansk bøgetræ, selvfølgelig.

Samarbejdet med Japan
Japan har altid haft en særlig plads i Cecilie Manz’ system og familie. Fra hun var lille rejste hun med sine forældre, keramikerne Bodil og Richard Manz til Japan, hvor de begge arbejdede i perioder. Og som nyuddannet har hun haft ophold og senere udstillinger i landet, ligesom hun privat har rejst rundt ad flere omgange med sin familie. Og nu kan hun altså også tilføje konkrete samarbejder med japanske virksomheder. Men selvom Cecilie Manz gennem mange år har været i dynamisk omgang med Japan, har samarbejdet med 21st Century Museum of Contemporary Art – som i øvrigt er hendes yndlingsmuseum – været unikt.

Kunst, kuriosa eller blot inspiration? Cecilie er en tingfinder med en udpræget sans for kvalitet. Foto: Cecilie Manz Studio

”Jeg har lært utrolig meget om arbejdsmetode af at samarbejde med Hiromi. Vi har prøvet at lave nogle ting, der ryster posen lidt. Udover at have fået indsigt i, hvordan japanerne arbejder, har jeg også følt mig endnu mere ’lost in translation’, fordi de mange komplekse lag og indforståede koder for interaktion og relationer er blevet tydeligere nu. Så selvom jeg føler mig rimelig velbevandret, har jeg fået endnu mere indsigt og viden om japanerne og den japanske kultur.”

Når japanerne tjekker ind på 21st Century Museum of Contemporary Art for at løse billet til Everyday Life – Signs of Awareness skulle de gerne gå derfra med et overblik over og en forståelse af, hvad dansk design er og udgør.

”Det er vores ambition, at udstillingen giver et facetteret og opdateret blik på dansk design. Der eksisterer en gensidig fascination mellem de to lande, hvor der gennem 150 år har været en udveksling, ja, vel nærmest en forelskelse Japan og Danmark imellem. Der hersker respekt og interesse begge veje. Begge nationer har en ’attention to detail’ og vi hædrer og værdsætter håndværket. I Japan er nogle håndværk og håndværkere ligefrem udnævnt til ’National Treasures’.

Japan har mange ansigter – der er lak og der er plastik, der er den krystalklare hvidhed og den mørke, helt kalkulerede irregulære skål. Der sker også mange forandringer i det japanske samfund, omkring hvordan man bor, arbejder og lever. Alt hvad japanere gør, gør de så godt som muligt, det kan selvfølgelig både være skidt og godt alt efter situationen. Man kan også slide sig op af at ville det godt.

Men i alt der udføres materielt, selv al det lyserøde plastic, er kvaliteten altid i top og lige lidt bedre end i Danmark.”

Kvaliteten igen. Cecilie Manz og kvaliteten er uadskillelige og får det sidste ord. Som det fundamentale element i ligningen og fortællingen om dansk design set gennem den danske designers nutidige øjne.

Jubilæumsudstillingen Everyday Life – Signs of Awareness fejrer 150 året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan og er initieret af Statens Kunstfond, der har peget på den danske kurator Cecilie Manz. Udstillingens samlede kuratorfelt er således Hiromi Kurosawa, Kenya Hara og Cecilie Manz.

 

Kommentarer

Del artiklen

'Big in Japan - dansk hverdag på museum'

Facebook